Ikke helt på ondt i maven-stadiet, men nok til at få mig til at erkende, at nu har vi fandeme gabt over for meget.
Igen.
IGEN - IGEN- IGEN!!!!!
Anton er pt på noget, der føles lidt om 3-skridt-frem-og-1-tilbage.
Det vidste vi godt ville komme. Nu har han pleaset, knoklet og brugt 95% af sin vågne (og ikkevågne for den sags skyld) til at gøre det rigtige, ville det rigtige. Ordene sprøjter ud af ham og med sproget kommer færre og færre konflikter.
Han er stort set holdt op med at slå.
I takt med at børnehjemmet er flyttet ud og familien flyttet ind, er kommet nogle nye takter, som især jeg skal forholde mig til, for truth be told: THEY DRIVE ME BONKERS!!!
Min lunte er meget kort overfor "pjevs". Jeg kan ikke have, at han stiller sig op og klynker, fordi en flue flyver for tæt på eller fordi han ikke liiiiiige får det, han peger på. Eller bliver bremset i at lave noget dumt/noget-man-ikke-må-og-har-fået-NEJ-til-talrige-gange... etc.
At han bliver gnidret og tudevorn, fordi han snubler over det dørtrin, han ellers er snublet over 8439678945 gange, siden han kom. At han skal kline sig i op af mig i bedste præstelus-stil eller klamre sig så hårdt til mit ben, at vi er tæt på at vælte begge to...
At han går i flitsbue over, at jeg tillader at sætte mig ned, fordi jeg ikke længere kan (eller vil) lægge ryg til at bære rundt på ham i timevis (i hvert fald ikke uden bæresele)...
Når han går i gang med at lege og fylder hele gulvet med legetøj, for derefter at stjerne skråt over at falde i sine egne bunker eller stikke i et vræl, fordi jeg ikke lige sidder og kikker på, at han leger...
Eller når han vil op og putte, blot for at karte rundt på skødet af mig (vil I se de blå mærker?) og ender med at knalde sit hoved ind i min læbe/pande/næse...
Han arbejder stadig hårdt på at "gøre det rigtige" - han vil gerne være med, vil gerne os og vil gerne det her liv. Han er flad om aftenen og BONUS-BONUS-BONUS - sover faktisk igennem i den tremmeseng, jeg aldrig troede, han ville komme i. Gemalen insisterede på, at vi forsøgte... - den står ved siden af min seng.
Men, vi har gabt over for meget.
Bilen er på værksted endnu. Gemalen fik motorhjelmen i hovedet på vej over Bogødæmningen = skiftning af forskærme, motorhjelm og opretning af buler i taget samt omlakering...
Jeg har en tenninsalbue, der laver larm på 4. måned til trods for masive fys-behandlinger (prøv lige at se mig i fjæset, når jeg så får en flitsbueAnton ind over den albue!)
I morgen kommer vores skønne venner fra USA og jeg glæder mig til at se dem.
Men huset er trangt.
Byggeriet er ikke færdigt og der er inddraget 10 kvm. af stuen til støvafdækning.
4 voksne og 2 børn på ca. 90 kvm. I en uge.
Og på lørdag kommer der små 70 mennesker til Antons dåb. Jeg glæder mig til at se hver og en.
Hvorfor ser det bare så godt ud på papiret?
"Hey, ku' vi ikk' holde dåb, mens vi har besøg? Ku' det ikk' være fedt at dele den oplevelse med dem? Arh, vi laver bare noget tju-bang-chokolade-mand ude i haven? Ingen sved der? Vi har sgu aldrig holdt noget stort?"
DMI har lovet regn på lørdag.
Svigermor har godt nok et partytelt, men kan det rumme så mange?
Lige nu får jeg lidt stress.
Jeg kan håndtere alt det ovenstående.
Minimal plads, gæster, fest og diverse logistik og tørvejrsudfordringer.
Men med et hylehoved om anklerne?
LORD HAVE MERCY!
PS - jeg ved godt, hvem der er det største pivedyr lige nu...
Føler med dig, til Rosa Sifs dåb havde vi 4 ekstra voksne boende... men det gik jo ;) så jeg er sikker på i nok skal få en fin fest, dmi har man sgu da aldrig kunnet regne med!
SvarSletfaktisk lidt glad for at høre jeg ikke er den eneste mor der får spat af sætningen "jeg bange" hver gang der spottes en flue, myre, knallert.. og det sker ca 14 gange i timen for tiden..
men som sundhedsplejersken altid sagde : alt er kun en overgang ;)
Knus Mie
Hmmmm Karen - jeg kom sgu til at smågrine lidt af dit indlæg, selvom jeg godt er klar over det ikke er sjovt at være i dine sko lige nu. Overhovedet ikke!
SvarSletSmiler fordi det lige så godt kunne være mig, der havde fået arrangeret som du har, fordi jeg også kan få spat af pjevsede unger (og også ved tanken om at skulle underholde de store en hel sommer!), fordi jeg stadig kæmper lidt med følelsen af, at de der unger har gjort et dejligt indtog i mit liv, men sgu også indimellem bare fylder alt for meget - både fysisk og mentalt.
Glæd dig over du ikke bliver forstyrret om natten - så er der da i det mindste lidt mere energi om dagen, end når man bliver vækket 3-5 gange. Og så husk at man har en blog for at have et sted at pibe ;-))
This too shall pass...
Knus til dig
H
Kæreste Karen.
SvarSletKlikkede på kommentar for at skrive fire ord, som jeg så kan se Heidi allerede har skrevet... men jeg gør det alligevel; Fordi det passer og fordi jeg ikke har andet klogt at sige mens jeg sidder med følelsen af, at dit indlæg definerer de følelser jeg havde for fire år siden, som rimeligt normale! ;o)
THIS TOO SHALL PASS!!!! (Lover dog ikke det bliver inden lørdag...)
- Mette
Karen jeg kan fa... godt forstå dig! Har absolut selv været der, tudet af træthed over at ungen har omklamret mig, slået (uheld ganske vist) over næsen - det gør SÅ ondt når man er træt, at huset er en svinesti osv osv - samtidig med at man da PLEJER at kunne have en fod med alle steder.... Arbejder stadig på sagen, kan kun sige at jeg har øvet mig de sidste to år og er ved at blive bedre...
SvarSletMasser af tanker til dig!
Knus Gitte W
Pyh ha, ja det ser meget godt ud på papiret, men kender din situation. Som du sikkert godt ved er der ikke andet at gøre end tage 1 minut ad gangen -ellers er det ikke sikkert du kan blive ved med at nyde nattesøvnen...
SvarSletTanker fra Dorte
PS:Pas på tænderne (altså dine egne), vi har mistet den første her i huset pga uforudset baghovedangreb