Det kan man ikke byde en mor.

Sådan sagde min oldemor, da vi begravede min morfar.

I går fik Anton forældre.
Vi fik en søn.

I tirsdags mistede en søn sin mor.
Vores søde nabo tabte kampen til kræften og efterlader en skøn og dejlig dreng til en tilværelse, der ikke er så stabil, tryg og varm, som man kunne ønske sig for noget barn.
Hun fik fred - hans fred er forbi.

Jeg bliver kold og klam ved tanken om dette.
At Anton fik en mor og en anden dreng mistede sin.

Jeg talte med drengens mormor, der ringede for at overbringe den lede nyhed. Jeg kunne mærke hendes sorg og frustration - verdens uretfærdighed vælte ud gennem telefonen og jeg havde bare sådan en lyst til at kramme hende. Så det sagde jeg. "Hvis du stod ved siden af mig, så krammede jeg dig!"...

Det kan man ikke byde en mor.
Man kan heller ikke byde en søn det.
Man kan ikke byde nogen det.