Det gider jeg ikke hidse mig op over og jeg er vist også færdig med at være hidsig over Gemalens overflytning.
En af de klogeste kvinder, jeg kender, omtalte 2011 som forandringens år for os. Nok var vi forandringsvillige, men er vi også parate?
Er vi parate?
Parat til hvad?
I mange år har jeg været parat. Hurtig på aftrækkeren og hurtig i hoved og kæft. Jeg tænkte før jeg talte og havde tænkt diverse scenarier igennem, inden de dukkede op.
Jeg gik ind i et rum med næverne forrest og fingeren på aftrækkeren.
Så parat?
Ja, men ikke på den fede måde.
Var jeg parat på ombygning af huset? Jo og ja og nej. De store linjer var på plads, men alle de små detaljer var og er sleeet ikke gennemtænkte, så her kommer altså nogle løsninger sådan "on the fly"!. Hurra for den geniale tømrer, vi har her, for han er god at sparre med, når jeg må beslutte noget, uden at have det diskuteret med Gemalen.
Men det er jo bare ting. Dimser, ting og noget dødt. Noget, der reelt kan laves om, hvis jeg tager en forkert beslutning.
Var jeg parat på Gemalens overflytning og den lige nu forekommende store indgriben i vores liv?
NEJ! Men det kan løses. Det kan der findes rent lavpraktiske løsninger på. En ladcykel til mig og bilen til Gemalen - så klarer vi transport, indkøb og alt det andet... - og ellers må vi låne en velvillig bedster i ny og næ. Det er bare praktik.
Var jeg parat til Anton? Parat til at bære ham, rumme ham og lade ham fylde alt det, som før enten var mit eller bare tomt?
Er man - og her mener jeg man som i alle voksne, som vælger at blive forældre - nogensinde parat til noget så stort, vildt, usikkert og drænende og samtidig så gennemført kaotisk og fantastisk på samme tid?
Parat?
Nej - det kan man ikke sige, jeg er. Men villig. Åh, så villig.
Jeg er dybt taknemmelig for spørgsmålet om villighed og parathed, for jeg fik tænkt i baner, jeg ellers ikke har gjort længe.
Det klædte min hjerne at få lov til tænke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar