Lørdag morgen

Her sidder man så. I udjokkede leggings, hullet og plettet tøj.
Vor Herre til hest!

Men, der er skam en grund til det, for jeg VIL ha' malet mit krea-rum færdig i dag, så jeg kan begynde at få mit space gjort færdigt. Det space, hvor jeg skal være Karen og ikke mor, kogekone, rengøringsdame, kone og alle de andre titler, jeg sådan enten har fået tiltusket mig eller blivet mere eller mindre påtvunget.

Utopisk?
Very much so, men jeg kan mærke, at jeg i den grad trænger til et sted, både i huset og i hovedet, hvor jeg er mig og ikke skal være noget for nogen andre. Bare et lille øjeblik.

Bare jeg sætter ord på det, kan jeg mærke en lille klump i halsen og i maven...

Jeg fik til dels det rum, da jeg begyndte at løbe igen, men eftersom min ryg satte ind for fuld skrue og har sendt mig til kiropraktor 4 gange på 10 dage og jeg nu - efter 5 uger - stadig har diverse smertestillende piller indenfor rækkevidde - så er det vist ikke løb, der skal til. Kiropraktoren sagde stop for løb for år tilbage, men det er sgu stort set den eneste form for motion, hvor jeg kan have Kejseren med, uden han kommer til skade og jeg kan få lov til at gøre et træningspas færdigt uden afbrydelse.

Tanken om arbejde er skræmmende tæt på. Jeg skal tilbage på skolen til januar efter 10 mdr. i denne først skræmmende og nu fantastiske boble. Jeg VIL ikke tilbage.. - for første gang siden seminariet bestemmer jeg selv over min tid. Forstået på den måde, at jeg planlægger selv min dag, vores dag - og jeg bestemmer tempoet, hvilket er nok så vigtigt.

Jeg kan mærke, at jeg stadig er sensibel overfor uplanlagthed - eller folk, der af hjertets godhed gerne vil have mig og/eller Kejseren med til noget, som jeg ikke er forberedt på. Jeg ved godt, at det er ikke sådan det er - men det føles som afpresning, hvis jeg ikke bliver adviseret i forvejen. Jeg duer ikke til spontanitet eller overraskelser - heller ikke selv om det er kærligt ment.

Mht. job har jeg det nok sådan, at jeg synes, det er uretfærdigt, at jeg skal tilbage allerede nu. Ikke fordi Gemalen tager de sidste 11 uger - de er ham vel undt - men jeg er skidemisundelig over de kvinder, som ved, at der nok ikke er 10 millliarder år til, at de kan få en "barselspuster" igen. Jeg ved med 120 % sikkerhed, at jeg ALDRIG kommer op i det arbejdstempo igen, som jeg havde før - og kan jeg acceptere det? Kan min arbejdsplads acceptere det?

Jeg er godt klar over, at for mange kvinder er tilbagevenden til jobbet er lig med konstant dårlig samvittighed kombineret med en (forbudt?) lettelse over at få sin krop og sit hoved tilbage. At få sit konversationsniveau op over gulvbrædderne igen. At få voksenselskab og -samvær igen.

Jeg nyder at kunne vælge at være fri for voksenselskab og -samvær. Jeg kan selv opsøge det selskab, jeg har brug for. Jeg føler mig ikke isoleret eller alene. Jeg nyder mine timer med Kejseren og de ting, vi laver...

Men for helvede, hvor kunne jeg godt tænke mig at vide, hvornår jeg må få sådan et pusterum igen - og om jeg får det.

Hvis jeg vinder meget mere end 42,50 i Lotto, så siger jeg op. SGU!