Det er det bedste spørgsmål lige nu, men i min iver efter form, funktion og struktur skal jeg endnu engang lige minde mig selv om, at jeg faktisk er brændt sammen og holder på en rasteplads.
Jeg behøver ikke tilstræbe form, funktion og struktur lige nu. Det må gerne rode.
Tigeren brølede i dag.
Det gør den vist tit, tror jeg, men forskellen ligger i, at i dag hørte jeg den, fordi jeg ikke kunne andet.
Min indre tiger.
Mine følelser.
Dem kunne jeg høre idag.
Det er forbløffende, hvilken evne den forholdsvist vildtfremmede dame-psykolog har til at skrælle alt min overflade af og sætte en venlig negl lige der, hvor smerten og angsten sidder. Havde det været enhver anden, havde jeg været i stand til at feje det af banen med en armbevægelse, der havde været ObiWan Kenobi værdig, men hende evner jeg ikke at feje af. At behandle intellektuelt.
Hun hiver simpelthen års lag af gamle plastre af et stort og betændt sår.
I løbet af denne uge har jeg været i stand til at sætte plaster på såret. 3 dages total ignorering af materien, mens jeg skånselsløst hentede Falckkassen og plastrede såret til.
Men det er jo ikke et sår.
Nu ved jeg, hvad det er. Hvem, der brøler. Jeg har set tigerens ansigt.
Tigeren er mig. Tigeren er den Karen, der 10-11 år gammel begynder at fornemme, at der skal tages et ansvar - der skal løftes for at hjælpe. Barnet, der selv skulle have hjælp, begyndte at glemme, hvad hun selv havde brug for og blev alene. Tacklede tingene alene.
Tigeren er den lidt kiksede pige med brillerne, som nok brændende ønskede sig langt hår og smart tøj, men som ikke turde bede om det, for hun vidste hvordan tingene stod til derhjemme. Hun var også den pige, der fandt allermest ro hjemme hos Farmor med filt, perler og pailletter, stramaj og DMC-garn. Som gemte sig i bøger og grammofonplader.
Tigeren brølede gennem teenagerårene og lavede en hulens masse ravage i sorg, smerte og vrede, men voksede fra det med en erkendelse af, at vil man noget - så gør det selv. Lig ikke nogen til last, bed ikke om noget. Spørg ikke om noget, der er så vigtigt, at du ikke vil acceptere et nej.
Langsomt, men sikkert tog en SuperDame over. Hende, der klarer, ordner, handler... - hende, der kan og ikke er bange.
Set i lyset i dag, kan jeg kikke tilbage på - og stadig se - et menneske, som kunne være bange for selv den mest almindelige ting; som at tage toget til København; familiefester med bordplaner, hvor man ikke kender sin bordherre; gå til læge; tage kørekort.... - bestille billetter til dette og hint.
Alt sammen fordi; tænk, hvis jeg nu gjorde det forkert? Landede det forkerte sted? Fik sagt noget forkert?
SuperDamen er ikke en skid bange for noget. Kina, adoption, job, chefer, mænd, kvinder, fristelser? Kom an!
Alt kan håndteres med køligt overblik og intelligens. Ro og overskud.
Men, Karen indeni, - hende, der er alt det, jeg ikke vil anerkende ved mig selv, har sagt stop. Nu kan plasteret ikke mere og materien vælter ud.
Så tigeren brøler.
Jeg skal lære at anerkende mig selv. Lære at anerkende, at jeg kan føle sorg og smerte og ikke bare sætte plaster på og komme videre. Jeg skal turde bryde sammen og tude, fordi det er her, Superdamen træder i kraft for at skærme og passe på alt mit bløde indeni.
Jeg skal lære, at ro og inaktivitet ikke er skidt. At der er styrke i at kunne stirre huller i luften.
"Men hvorfor er det så sådan?," fik jeg spurgt psykologen i dag.
"Fordi du har det ad helvede til!", var det fyndige svar.
Ad helvede til. Har jeg nu også det?
Ja, det har jeg.
Jeg erkender hermed, at jeg er slidt op.
Jeg er ædt op af angst over, om vi overhovedet kommer til Kina efter Kinababyen?
Jeg er ædt op af angst ved tanken om, hvis vi så skal skabe et andet familiegrundlag - hvordan ser verden ud i et ægteskab uden børn?
Jeg er slidt i smadder af at skulle opretholde min overflade, for ikke at gå i spåner, fordi jeg sidder med opfattelsen af, at som adoptant skal man være stærk og have overskud til at modtage et barn i krise.
Jeg orker ikke flere familiekomsammen'er uden vores unge. Jeg orker ikke at være hende Karen Kæk-i-en-hæk, der skraldergrinende går gennem tilværelsen og ordner, klarer og handler.
Jeg orker ikke flere familieferier uden min egen unge.
Jeg synes, det er skidesynd for os.
Det er skidesynd for Gemalen.
Det er skidesynd for mig.
Superdamen synes lige nu, at jeg skal tage en tudekiks, tørre øjnene og komme videre, for mine tårer og selvmedlidenhed nytter ikke en skid, men jeg kan også mærke, at hun modstræbende faktisk stryger mig blidt over håret og siger, at det er okay at være lille, bange og ked af det.
Nu tuder jeg sgu igen....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar