Jes, he can.

Ja, ja. Jeg ved det godt. Det er mig, der gør det - han er blot en kanal, et medie til at pille det ud, der nu vil ud.

Sidst, jeg havde en nedtur, en eksistentiel krise, som den anden psykolog kaldte det, brugte jeg alternativ medicin til at hjælpe på vej. Jeg mildnede angstanfald med lysterapi og fik bugt med stress og uro med zoneterapi og en slags "langtids"-akupunktur med små tykke nåle, der blev sat i mine ører og som skulle sidde der, til de faldt ud af sig selv. Ikke tale om, at jeg skulle have medicin. Ikke på vilkår. Følelserne skulle ud, ikke dæmpes. Sådan var det dengang og sådan er det igen.

Det var en overvindelse at begynde på akupunktur, for som barn skulle jeg have fjernet en tand. Der skulle bedøves, men tandlægen stak og stak - og siden dengang har nåle og mig været en umanerlig elendig kombi. Af selv samme årsag har jeg 3 porcelænskroner, der er lavet UDEN bedøvelse.
Hellere smerten end den forbandede nål.
Det blev ikke bedre af, at jeg skulle tage hormoner, da vi har i fertilitetsbehandling og jeg var så bange for den kanyle, at jeg bla. fik vagtlægen til at stikke mig.

Men, jeg ved, akupunktur virker.

I går tog jeg kontakt til Borgfruens mand, der er akupunktør. Jeg tænkte, at med den forestående familiefest havde jeg nok god glæde af lidt metal i ørerne, der kunne give mig den ro, jeg ellers skulle bruge vanvittig meget energi på selv at mønstre.
Så, jeg trissede derned og mødte en mand, i hvis rum jeg med det samme kunne fornemme tryghed og ro. Jeg  mærkede med det samme Borgfruen i rummet. Hendes energi var i rummet, uagtet at det var nok så meget hans behandlerrum.

Jeg fik ikke nåle i ørerne.
Jeg fik nåle i isse, pande, håndled, underarme, mave, mellemgulv, lysker og ankler. Nåle ned af rygraden og vist også et par i nakken. Nålene på ryggen blev lagt ned og tapet fast, så jeg kunne ligge på ryggen.
Nogle af nålene gjorde så ondt at få sat i, at jeg hylede. Andre kunne ikke mærkes.

Men, der skete noget forunderligt, mystisk og for nogen sikkert noget urovækkende. Jeg gav slip. Jeg kunne ikke andet.
Hvad pokker der skete, finder jeg sikkert ikke ud af og det er også lige meget. Fuldstændig ligegyldigt, for jeg gav slip.
Nok har jeg grædt herhjemme og hos psykologen, men liggende på den briks med nåle i kroppen, som ikke gjorde ondt - der kom bølger og atter bølger af oldgammelt materie væltende. Sorg, angst, vrede, uro, ensomhed... - det boblede og kogte. Jeg svedte koldsved. Selv mit hår var vådt. Min hud var våd, trods iskolde hænder og fødder.
Det kom rullende som hikstende gråd, som kun et barn kan græde. Den gråd, der har svært ved at komme ud, fordi den er så stor - så overvældende. Klumper kom op gennem halsen...
Jeg blev bedt om at trække vejret nede fra den nål, der sad lige under navlen. Der sad en klump i mavan på mig. En, der forhindrede mig i at slippe helt fri. Jeg kunne se dens navn og ansigt - jeg vidste, lige nøjagtig, hvad den var og for hvert åndedrag trak og slæbte jeg den ud af min mave, på vej ud af kroppen.
Den er ikke helt ude endnu, men det kommer den.

Alt imens dette stod på - i to timer, faldt jeg ud af bagefter - sad Jes med sine varme hænder i min nakke og mit hoved. Han sagde lidt og lyttede ellers til alle de ord, der væltede ud mellem hikstene. Ord, jeg sikkert godt kunne have kontrolleret, men ikke gjorde ret meget for at styre.

Her til morgen, efter en nat, hvor jeg ikke har tænkt ret meget, men har været meget urolig og har moset rundt  i min dyne, er jeg rolig og temmelig klar.

Jeg er ved at finde ud af, hvad jeg skal bruge tid og energi på at tænke over - at tankerne tygger drøv, som han siger - og hvilke ting, jeg skal lade fare og sige: "Hov, det skal jeg da ikke tænke over!"

Så, Jes - he can. Jeg kan også, men jeg havde brug for hans hjælp. Jeg skal derned igen på torsdag.

Solen skinner. Jeg tror, jeg skal ud idag.

Og - hvor var det bare superdobbelt bonus at få en stor gigantisk knuser af Borgfruen, en kop the og få lov til at grine igen. Sådan grine helt nede i tæerne.