Beslutningstager

Jeps.
Godmorgen.

Jeg tudede i nat. Godt og grundigt.
Jeg havde sådan en underlig uro, noget jeg ikke kunne sætte fingeren på og som jeg ikke kunne drage en rationel udledning af, men i nat kom det.
Modet. Eller rettere manglen på samme.

Det var helt klart hvorfor - en gammel angst, der kom op igen og som jeg ellers normalt ville vælge at overhøre, bide tænderne sammen og få det overstået. Det kan jeg ikke og det skal jeg ikke. Jeg skal ikke tæske mig selv igennem noget. Ikke tale om, for så kommer der ikke det resultat, jeg gerne vil have.
Desuden kommer det bare til at gøre så skidemeget mere ondt.
Jeg taler om nålene.
Intet andet. Det er udelukkende den rå fysiske smerte, jeg står af på. Jeg var ikke klar over det indtil i nat, men at jeg kan mærke angsten og sætte ord på, gør mig i mine øjne bare så meget stærkere end jeg længe har været.

Nå, men det værende det. Der skal ikke tygges drøv på det.
Jeg vender tilbage til dem, når jeg kan.

Jeg har energi, sprudlende rå livsenergi, der bare vil ud og for pokker, hvor det føles godt.
Lysten til at begynde mit puveriserende skoleliv vender tilbage.

Hvad fanden er det med beslutnigner og handlekraft, der giver så meget mere tilbage, end man lægger i det?
Ligemeget. Det er godt.

Nu vil jeg ud i verden.