Hold da lige op!
Jeg har ellers altid være ret god - faktisk stjernegod! - til at sysselsætte mig selv og lave en hel masse, så jeg ikke tænkte på det, men for pokker da. Nu kommer der drøn på!
Det er nu ikke fordi jeg sådan går og ruger over det, bekymres eller andet, men den der varme bold i maven hopper sgu rundt og ikke tænkt sig at lade mig få ro. Det lyder måske temmelig væmmeligt, men det er ikke. Det er sgu for fedt!
Fedt at vide, at jeg endelig kan mærke den længsel og den fed-fryd-forhåbning, der måske havde fået lov til at fylde mere, hvis ventetiden ikke havde så sindssyg.
Det er 6 år siden, vi begyndte at ansøge om adoption. Når jeg sådan tænker over det, forbandt jeg ikke processen med godkendelser, møder, kurser, lægebesøg og hvad har vi som noget krænkende eller invasivt, men det har det nok været alligevel.
Jeg havde og har stadig den holdning, at når en kvinde i den anden ende af verden afleverer det forhåbenligt dyrebareste,hun har til mig, så har hun også krav på at vide, at jeg fandeme kan varetage den opgave. På alle fronter.
På sæt og vis vil jeg nok altid bære hendes offer hos mig. Hendes gave. Det er stort og meget overvældende.
Hvis jeg egentlig skal lave larm over noget som helst i den proces, vi har været i de sidste 6 år, så er det nok kun bureauets håndtering af den stigende ventetid. Sommeren 2006 stod vi sammen med vores gode venner fra Michigan i Berlin og skulle sammen nyde byens puls i 4 dage. Vi skulle se en fandens masse monumenter, drikke øl og se fodbold på storskærm, når der nu var VM.
På ZOB ringede gemalens mor og fortalte, at nu var vi kommet på ventelisten hos DA. 26. maj var vores log-in-dato! 3 dage havde taget at sende papirerne til Kina og få dem stemplet. Ventetiden var da 10-12 mdr.
Den aften skålede vi på, at om et år ville vi være forældre. Vi ville rejse til USA og besøge vennerne og have en legekammerat med til deres, der den aften var 7 mdr. henne i maven.
For 2 år siden rejste vi på voksentur til USA.
Ventetiden var da steget med 10 mdr. om året og vi så frem til at have ventet 3 år og havde måske ½ år tilbage at vente i.
I dag, d. 19.10. 2010 kan vi kikke tilbage på snart 53 måneders ventetid. Vi er ganske vist nr. 1, men det klinger hult, når DA i sommer skrev, at ventetiden lå på ca. 48 mdr.- dem havde vi jo passeret.
Hvad gør det ved mig? Ved os?
Sårbarheden er åbenbart blevet helt enorm stor. Ting, som før kunne optage mig helt vildt, bliver betragtet som det, det er - bevidste overspringshandlinger for ikke at sidde med hænderne i skødet og gå i stå.
Vreden, afmagten er også tilstede. Vrede over oplevelsen af at have med et bureau at gøre, der også sidder med hænderne i skødet. Følelsen af at være taget i røven af en flok arrogante tosser er ikke langt væk.
I tidens løb er der røget et par venskaber. En veninde, der blev gravid for anden gang og sendte meddelelsen afsted med ordene: "Nu håber jeg ikke, du bliver alt for misundelig!"
Der kom Fru hansen op i det røde felt. Mage til arrogance skal man sgu lede længe efter!
Jeg havde mest lyst til at replicere, at for min skyld kunne hun holde sit hjemmestrikkede yngel for sig selv, for hvis prisen var, at man i år 3/4 lignede en flodhest i et badelagen, så kunne jeg godt vente!
Men, man er jo pæn.
Sjovt nok kommer den snert af forurettelse op igen. Hvorfor er det åbenbart så saliggørende at få "sit eget" yngel? Hvad er det med den biologi?
Jeg har vist nok aldrig stræbt efter at være gravid. Moderskabet, ja tak - men jeg vil gerne spares for badebolden. Ja, ja, kan den biologiske mor så indvende - det er bare fordi, du ikke har et forhold til det. Korrekt. Det har jeg ikke og det får jeg sgu nok heller ikke, men derfor må jeg vel godt stille spørgsmålet?
Er det biologiske moderskab så hellig en ko, at man ikke må stille spørgsmåltegn ved det uden at blive sat i samme bås som Leonora Christina Skov?
Min Fru Moder har engang sagt, at hun opfattede sine graviditeter som at bære sit seksualliv lige midt på maven. At nu kunne hele verden se, hvad hun og Farmand havde bedrevet midt i kirketiden om søndagen.
Jeg ved sgu ikke, om jeg har det sådan. Måske.
Nå, men for os bliver det altså en Kinababy. Eller 2.
CCAA mangler 8 dage, til de når bunken med vores sag i. For satan, det kan kun gå for langsomt.
Det er en meget kompleks og nærmest surrealistisk tanke, den Kinababy. Voksiposen og Snugliselen inde i skabet er meget håndgribelige, men jeg har endnu svært ved at se et barn i dem...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar