Tirsdag - og hvad så?

Min overskrift hed faktisk Onsdags-Overvejelser, men det er jo ikke onsdag?

Det er kun tirsdag. Hmm, en øjenåbner, for jeg plejer da at kunne holde styr på dagene?

Måske er det ikke vigtigt. Måske er det en del af øvelsen - at slippe så meget, at jeg ikke holder styr på dagene?

Hmmm.

Turen i går hos frisøren var hård. Ikke i den forstand at det egentlig "gjorde ondt", men jeg var helt blæst bagefter. Sådan rigtigt tom.

Jeg havde en dosmerseddel med småting, der skulle hentes og handles, og jeg kunne da se mig selv, klamre mig til min seddel - stå i ramme alvor og bede ekspedienter om en kuglepen og strege ud, når jeg fik udleveret mine varer.

Helt ærligt!

Siddende i sofaen bagefter kunne jeg så tænke lidt over, hvad jeg egentlig havde gang i. Jeg var helt klar over, at jeg havde presset citronen og at Betty Bagklog var gået hjem efter frisørtiden og havde taget resten af ærinderne i små doser.

Jeg hørte bare ikke på hende. Ikke med hjernen. Men kroppen vidste det godt. Jeg registrerede hele formiddagen en galopperende puls og en vejrtrækning, der sad helt oppe i halsen.

Angsten havde jeg ikke, hurra for det - men kroppen kørte i overdrive.

Så, hvad kan jeg så lære af det?

Jeg skal huske at mærke. Stoppe, selv om hjernen ikke stopper og egentlig presser mig fremad som soldater mod en frontlinje. Stoppe op, selv jeg egentlig synes, det er tyndt.

Omvendt er jeg også glad for at mærke, at angsten er væk.

Der er dog en ting, jeg faktisk er ret så stolt af: Jeg har mærket, hvornår nok var nok. Jeg har mærket, at noget siger fra, når jeg moser på - næste skridt er så at faktisk adlyde og parere ordre, når noget i mig siger fra.

I dag gik jeg tur med Fru Moderen og Oscar-bissen. En lang tur gennem skoven med uforpligtende småsnak og ro i hovedet. Det var dejligt.

Lille-bissen. Ham kan man jo ikke andet end elske. :-)

I morgen må jeg op på hesten, so to speak. I forbindelse med et større familie-kalas skal der noget klargøring til, fnis.;-)
Håret er ordnet, tøjet hænger i skabet... - Farmors diamant er lånt. Gemalen har fået nyt jakkesæt.
Hvorfor er det så vigtigt?
Jo, sidst jeg havde det skidt, havde vi også en stor familiefest og jeg havde det dengang sådan, at jeg fandeme ikke behøvede at udstille mit bløde og sårbare indre overfor en masse folk. Jeg ville se ordentlig ud - nej, ikke bare ordentlig. Jeg ville se forrygende ud!
Så, super kluns, super sko, super hår og makeup - ordnede negle. Hele svineriet.
Og sådan bliver det også denne gang. Man går all-in på et opdateret Chanel-look med den lille sorte og perler.

Når mit indre roder, skal overfladen være i orden. Er det særlig sundt? Næ, men for en aften hvor jeg skal ud blandt en fandens masse folk, jeg ikke kender - og et arrangement, jeg ikke kan (og egentlig heller ikke vil, lige nu i hvert fald) undslå mig, så vil jeg have det sådan. Superdamen tager over for en aften for at skærme og beskytte mit bløde indre.
Hun bliver min sjælelige diamant.
Hård, smuk og ukuelig.