Festen var dejlig.
Jeg følte mig så fin og jeg havde en dejlig aften sammen med mange rare, dejlige og glade mennesker.
Jeg tror helt bestemt, at festens hovedpersoner også fik den fest, de havde ønsket sig.
Der var ro på bolden.
Og mesterbonus; normalt ender sådanne familiefester sgu altid med, at 3-4 halvforkølede balløver svanser rundt på gulvet til en slatten jukebox. Men ikke her.
Aftenens lydtæppe var, fra middag til slut, en kvartet af folkemusikere, der spillede alt fra gamle evergreens over fransk musette til polkaer.
Og sidstnævnte blev dansestilen! Der var guddødeme den sejeste "danselærerinde", der lærte os at danse polkaer ,hopsaer, kædedanse og jeg skal komme efter dig. Grin, tramp, klasken på lårene - herremøller og dameture. Superfestligt, svedigt og meget meget morsomt! At se 50 voksne mennesker i fine kjoler, jakkesæt, diadem og ordner skråle "Skoma'rdrengen er et svin, for han drikker brændevin!", mens de klapper hænder og danser i armkrog?!?!!
Et syn for guder!
Så i dag er hovedet træt og jeg har egentlig mest lyst til at sætte mig i min gode stol med et tæppe og avisen - og sådan bliver det. Sushi nede fra den lokale pusher og lidt let TV-underholdning.
Her dukkede noget op, jeg havde glemt.
Jes, der efterhånden giver mig noget at tænke over, selv om han siger, jeg tygger for meget drøv i hovedet, sagde i torsdags, at jeg ikke kan tåle at blive forskrækket. Jeg kan ikke tåle det gys, som mange mennesker ellers finder forfriskende, nogle sågar livsbekræftende.
Jeg har sådan et mantra, når skoleungerne siger:" Arj, til jul, ikke Karen - skal vi så ikk' se en film? Ska' vi ikk' se en gyser?" Svaret er: "Nix bix, jeg kan ikke tåle noget, der er stærkere end Peter Plys og saltlakrids!" og så griner de af det og ryster lidt på hovedet over deres kyllingelærer, der har set 1, max. 2 gyserfilm i hele sit liv og stadig synes, det er ækelt. For pokker - jeg har mistet nattesøvn i årevis over et skide afsnit af X-files!
Anyway, nu, hvor jeg sidder og tjekker tv-guiden, falder jeg over "Heksene fra Eastwick", som jeg har set før og som godt kan tåle et gensyn. Og jeg fortæller Gemalen om Jes' gys-replik. Han siger så lige så stille: "Jamen, jeg kan godt huske, hvordan du reagerede på den der bilreklame med spøgelset... - du skreg og græd." Jeg kan godt huske, jeg faldt ned af stolen, som om nogen havde skubbet mig ned og jeg skreg af Klaus, at han skulle slette mailen og slukke for computeren.
Den reklame havde jeg glemt. Jeg havde glemt, hvor stærkt, jeg reagerede på noget, som store dele af min omverden synes, var en skide god joke og den blev sendt rundt i mega mailkæder... - jeg så den og kan stadig huske rædslen. Jeg var bange for at tænde min computer i flere dage, for tænk, hvis den nu dukkede op igen? Til trods for at jeg havde slettet den?
Hvad er det, jeg reagerer så stærkt på?
Er jeg en sart viol eller sidder der en gammel skræk i mig, som kun kommer ud, når jeg præsenteres for noget, der påvirker mit allerinderste "Flight or Fight"-gen så stærkt, at jeg lammes?
Nå, men Jack Nicholson og Michelle Pfeiffer får altså nok lov til at provokere min indre skræk i aften alligevel. Jeg kan jo gemme mig bag Gemalens ryg, hvis det skulle blive lidt for spændende...
Hmm, tænker lige. Hvad fa** er det, der gør, at jeg gladeligt kan se "Van Helsing", "Constantine" eller har læst Easton Ellis' American Psycho flere gange, til trods for blod og splat, men at X-files, Ghost Whisperer og King's "Drengen, der skinnede" er noget af det værste, jeg kan præsenteres for?
Handler det om det overnaturlige, som skræmmer mere end en vampyr, som jeg opfatter som urealistisk og derfor måske småkomisk?
Handler det om det, jeg nogen gange mærker og ser, men ikke altid kan forstå? Skyggerne?
Der var skygger i de gamle stuer på kroen i morges. Jeg sagde det ikke til nogen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar