Jeg en gård mig bygge vil.

For snart et år siden - lige præcis dagen inden 1.søndag i advent 2009, fik vi et brev fra DanAdopt.
Indholdet var mildest taget nedslående - det foreskrev længere ventetider og usikkerhed for os på ventelisten, om hvorvidt vi overhovedet ville nå barn-i-forslag inden vores godkendelse udløb.

Jeg kan godt huske, at hjertet faldt ned i maven på mig og at alt - ALT - så monstersort ud. Jeg tvivlede på alt. Ville vores ægteskab holde? Jeg havde jo hørt om folk, der nåede at gå fra hinanden af sorg, angst og frustration...
Kunne jeg holde til det her?
Ville vi have styrken til at se tiden igennem? Styrken til at påbegynde ny godkendelsesprocedure med fasegodkendelser, lægeattester, kurser osv?

Den 1. sændag i advent gik vi en lang tur og tog debatten. Hvordan ville vi se os igennem det her? Hvad skulle der til, for at vi kom hele igennem processen?
Vi følte nok, at vi var groet fast.

Så, vi vendte bøtten. Meget voksent og meget progressivt.
Vi skulle have et nyt perspektiv på vores dagligdag - hvor meget skulle der til?
Nye jobs?
JobSwop og afprøve sine færdigheder i et andet land?
Husdyr?
Droppe adoption?
Gå tilbage til fertilitetsbehandlinger?
Flytte?

Lang snak og den tog måneder, fandt vi ud af. Dog tog vi et par raske beslutninger, bare sådan lige...
Nyt job til Gemalen, måske- men ikke til mig. Der skal ske noget vildt voldsomt og meget drastisk, før jeg smutter fra min skole (og det her stress-noget er ikke drastisk nok), for jeg er glad for at være, hvor jeg er.
Rejse udenlands var en meget stor mundfuld og den skræmte og tiltalte os begge, men det var nok lige voldsomt nok.
Husdyr er og var stadig en elendig ide med Gemalens astma og allergi.
Adoption havde vi oppe at vende. Kunne vi affinde os med et liv uden børn? Havde vi lyst til at tage den store tur i fertilitetskarrusellen?
Det blev 2 rungende NEJ'er! Vi skal ikke have et liv uden børn og jeg vil ikke tilbage i hormonhelvedet... - og dertil; Kinababyen er et frø, en spire, der har boet hos os så længe, at det ville føles som en abort at smide adoption væk.
Så, det blev flytning som en aktiv mulighed. Vi satte huset til salg og havde store og fine tanker om, hvor vi ville bo, hvordan og hvorfor.

Der gik rigtig meget god tid med at tjekke boligannoncer og tage på huskik.
Der skete bare ikke en dyt. Ikke en hujende fis.
2 interesserede var at kikke i løbet af 9 måneder.

Allerede i sommer begyndte vi at tænke tanker igen. Jeg var ved at gå op i limningen, for jeg følte, at vi dybest set havde placeret os i endnu en venteposition - og det kunne jeg ikke klare. Jeg var led og ked af uvished, så jeg begyndte at lege med tanken om at bygge om.
Gemalen var lidt mere large overfor flytteprojektet, men jeg kunne ikke have den følelse af rodløshed, af ikke at vide, om jeg skulle pakke hele hytten ned om 1 måned eller om jeg godt kunne finde malerrullen frem og male stuen over?!

Men, summasumarum: Jeg en gård mig bygge vil.
En vurderingsmand var her i går for at vurdere realiteterne i vores projekt og fik vist talt over sig, da han gik:
"Nå, men farvel. Så ses vi jo først igen, NÅR I er gået i gang med byggeriet. I hører fra banken i næste uge."

Ny tagkonstruktion og udnyttelse af førstesalen er det, der er på tegnebrættet. Nu er det spændende, om kommunen vil give tilladelse.
Planen er, at vores rare tømrer begynder at flå taget af i januar...

Kommer til det at clash'e for vildt med Kina-rejse, lille nyt barn, rod, kaos, støv og murermøg overalt?
Ja!
Burde vi have planlagt det anderledes?
Sikkert!

Jeg har bare på fornemmelsen, at rigtig meget af min uro, angst og øv-følelse forsvinder, når vi står med Kinababyen. Så er der sikkert noget andet, der kommer til, men angsten for aldrig at blive en familie er for altid forsvundet.