Han bed ikke.

Jeg fik istedet en knuser, arj 2, faktisk!

Egentlig skal jeg nok prise mig lykkelig for at have en chef som ham. Ikke fordi han nødvendigvis forstår alt eller interesserer sig for alt, hvad jeg nu går og roder med, men fordi han respekterer det.
Jeg følte mig respekteret og anerkendt, også selv om jeg ikke er til hverken pænt brug endsige arbejdsbrug endnu.

Han spiller klart ud, manipulerer ikke. Han siger, hvori hans interesse er og det kan jeg forholde mig til. Jeg kender spillereglerne og banen. Ikke at jeg har været her før, men jeg har sikker grund under fødderne.
Og det betyder så meget.

Jeg sagde faktisk til ham, da han spurgte:" Hva'så?" (ældre er han sgu ikke;-)), at jeg, som sandt var, havde et velvoksent angstanfald lige nu og at sådan var det.
"Jamen, det skal du da ikke have!".
"Næ, men det har jeg og længere er den ikke."
Han spurgte faktisk en del ind til de angstanfald og jeg gav ham sandheden. At mennesker nogen gange skræmmer mig, at store menneskegrupper lige nu er for meget, at jeg i grunden mange gange er en 10 årig i en 36 årigs krop, der som et hvilket som helst barn gerne vil tages i hånden og høre ordene: "Kom. Nu skal jeg hjælpe dig igennem."
Men at det har jeg klaret selv, af forskellige årsager.

Vi talte job, pres, stress, det faktum at arbejde er sjovt og udfordrende i en sådan grad, at man glemmer sig selv - og til sidst også glemmer at få set, hvor meget man egentlig har gabt over. At gamle mønstre tages med i nye sammenhænge. At være så godt opdraget, at man ikke siger fra, men bider tænderne sammen og får ting overstået, som nok bare burde have været kvalt i fødslen.
Vi sad på bænken ude ved den store sten for enden af pynten og drak kaffe, mens vi kikkede ud over vandet.  Min chef drak kaffe af min lyserøde Mumi-kop.

Summasummarum: han var ikke farlig - og det sagde jeg til ham, da vi skiltes. "Du er ikke farlig."
Jeg tror, han forstod, hvad jeg mente.

Vi skal snakke sammen igen om 14 dage.
Det er helt okay.

Han var jo ikke farlig.