Et mandagsoverblik

Hmmm.
Jeg er holdt op med at tænke helt så meget over tingene.
Der kommer lidt aktivitet i øverste etage, ellers handler og mæker jeg mere, end jeg egentlig tænker.

Jeg havde ikke tænkt over, at jeg måske gik og var lidt bange for den smerte, akupunkturnålene kan give. Det kunne min krop så fortælle mig. Det var først, da jeg tænkte bevidst over det, at det nok var derfor, jeg var lidt urolig for at tage til behandling.
Mystisk, for jeg har sjældent følt mig i så trygge hænder som der.

Ved nærmere eftertanke: Kan det tænkes, at jeg måske altid har været urolig for at gå til nogen former for behandling - tandlæge, læge, gynækolog, kiropraktor... - fordi jeg har oplevet et tab af kontrol? At jeg har stået i et forum, hvor jeg ikke kunne sige fra, ikke turde sige fra?
At jeg ubevidst har tænkt, at vedkommende var en autoritet, jeg ikke kunne argumentere eller føle mig ud af?

Nå, men der var da en at lure på.
I dag gjorde det ondt, nærmest på forhånd - og jeg fik sgu sagt til, når jeg ikke kunne eller ikke havde lyst. Lige nu kan jeg godt sidde med følelsen af at være en pivskid og et hylehoved, der ikke bare bed bisserne sammen og fik de nåle sat i, fordi jeg jo ved, at faktisk virker og er godt - og så alligevel overtager følelsen af selvrespekt og respekt for et menneske, som lader mig sige til og fra. Det var dejligt at blive hørt og imødekommet.
Tak.
Det gør mig glad og rørt. Det giver et mod til at turde tage en tur til, netop fordi jeg både må sige nej, men også tør sige nej. At forummet er så trygt, at jeg tør.
Tak.

Lige nu er jeg lidt træt, men jeg føler mig ikke urolig. Hvis jeg sådan lige tager en mental afstikker og siger: "Hvad foregår der i mit hoved lige nu?"
Så foregår der ikke ret meget. Sådan en lidt anderledes følelse af... uld, måske. Blød, råhvid lammeuld.
Jeg kan ikke komme det nærmere, for det er ikke sådan, at hjernen er helt tom eller mørk, underlig eller mærkelig. Bare sådan lidt blød.

Blød i bolden.
Det er sgu nok ikke det værste, jeg kan være.

Bevidstheden om Kina, rejse og Kinababyen rykker tættere og tættere på. Ikke rationelt i form af at lave børneværelse, tjekke vaccinationer, lure på flypriser og sådan noget, men mere som en varm bold i maven. Den giver en klump i halsen, men ikke en tidselklump som den, angst giver - en varmebold, noget glædeligt - noget, der er så stort, at jeg ikke kan beskrive det, blot sanse det.
Gad vide, om det er slags mental forløsning?
Håb?