Ren surrealisme

Der er mange ting i forbindelse med det her adoptions-noget, jeg godt kan rumme rationelt og forholde mig konstruktivt til, men for filan; jeg synes godt nok, der begynder at snige sig et par ukendte faktorer ind her.

Jeg tror godt, jeg kan forholde mig til, at om ikke ret længe ringer en dame fra DA og siger, at nu er der barn til os. Så langt, så godt.
Jeg kan godt forholde mig til, at står jeg på lærerværelset i det øjeblik, så lammes jeg nok og står i snot og tårer og skal have en fandens masse hjælp fra mine kolleger, som gladeligt vil hjælpe mig alt det, de kan.
Jeg kan godt forholde mig til, at der skal ordnes endnu en stribe papirer, vaccinationer, pakke dit og dyt og dat og at vi i samme åndedrag skal huske, at alle de informationer, VI får, også skal videre til vores respektive bedstere, der jo skal med: At Farmand sørger for alt det tekniske kamera-grej, for hvorfor pokker skulle han ellers have lusket X antal tusindlapper til et digitalt spejlrefleks-kamera ud af Fru Moderen med undskyldningen: "Jamen, det er jo til KINA!" At Fru Moderen skal belave sig på at være turist i et land, hvor man ikke kan læse gadeskiltene og hvor mad-kultur kan være verdner fra det vante. At min svigermor forhåbentlig skal bestige den Kinesiske Mur med sit nyopererede knæ og at hun vil knokle på for at få sit ben så stærkt, at det kan klare turen.
At de tre, hvor end de gerne ville, skal være turister først - og bedsteforældre, når vi siger til. Det er fandeme uretfærdigt at blive bedsteforælder på den måde, men de har selv sagt ja.

En af de ukendte i dette her er, at jeg ikke er turguide i det her ræs. Ikke det der ligner. Jeg skal ikke spørges eller være til rådighed for andre end Kinababyen og Gemalen. At jeg ikke skal vide alt eller kunne kontrollere alt - og det er en stor mundfuld for mig.
At jeg skal acceptere, at jeg vil være grådlabil og sårbar ude i en stor verden, jeg allerhelst vil fremstå supertjekket i.

Bare det - lige nu - at tænke på mig selv som mor, frembringer en stor klump i halsen. Ikke af angst, men en eller anden form for glæde, i blandet forhåbning. Jeg er godt klar over, at den store guldrandede MOR-følelse måske ikke er der lige med det samme- at jeg vil undre mig over, om ikke snart der kommer nogen og henter ungen igen, for... - vi skal jo ikke beholde den?
Jeg skal lige vride hovedet rundt om den tanke, at: "JO! Det skal vi! Det er vores barn!"
At Gemalen skal være Far.
Det er de helt store ukendte. At sejle ind i for os umarkeret teritorium, hvor vi nok kan lytte til andres erfaringer og oplevelser, men som ikke kan give os ret mange pejlemærker for vort eget forældreskab. Hvor vi vil kvaje os og kvaje os og kvaje os, fordi det hele er nyt og ukendt.

Ja ja, jeg har været au pair, arbejdet i en børnehave, været lærer i over 10 år, passet handicappede og skiftet tonsvis af bleer på min snottede lillebror, opdraget på niecerne, når jeg synes, de gik over stregen i mit hus - men det her bliver min unge. Mit hjerteblod. Jeg får følelserne i klemme og røven i klaskehøjde som aldrig før og det eneste, jeg kan sige er; "Ja, det må jeg tage, som det kommer, for jeg kan ikke andet."

Jeg har da nok meldt mig ind i klubben "Man har et standpunkt til man tager et nyt" og har da mine holdninger til tingene, men jeg må også tage mine øretæver for dem: Fx er jeg ret overbevist om, at vores unge har set en storby fra en klapvogn, før den ser en swimming pool på et all-inclusive resort. Vi er ikke til sol og strand, så hvorfor skal vi tage på BimseBamseklub-ferie, hvis det ikke siger os en skid? Jeg har fået revet hovedet af af en bedsteforælder, der mente, at jeg talte som jeg havde forstand til, for det var jo en fin ferieform for børnefamilier! Bevares og javist; nok bare ikke for os... - jeg ville kede min rumpet i laser. Hvorfor skal ungen forøvrigt diktere familiens ferieform, bare fordi det er nemt?
Nå, hi hi - han vil sgu nok se mig som fuldblods hippiekommunist, når han ser Gemalen iført Kinababy og Snuglipose, for sådan noget har de vist aldrig brugt... LOOOL :-DDDDD

Der er mange ting, der bliver anderledes nu, tror jeg.
Det bliver mærkeligt at træde ind i diverse fora og vide, at nu er vi deltagere i den klub, jeg ellers afskyr: Den klub, hvor man kan blive fjern i en voksensamtale og kravle ind i sin børneboble, den klub, hvor man ikke nødvendigvis behøver at deltage i praktiske ting, fordi man sidder med sin unge, den klub, hvor man kan tillade sig at være pænt urimelig og sige fra til næsten hvad som helst, fordi "vi jo har lille-nusen at tage hensyn til!".
Jeg har drømt om at være med i den klub, for så slap jeg for enten at være åh-så-voksen og debattere og vaske op, eller værre; at sidde som passiv lytter til Mor-klubben, fordi man ikke havde noget at kommemed, som ikke kunne skydes ned med "bare vent"-blikket - eller allerværst; være kreativ legetante, fordi man ikke gad debattere, vaske op eller føle sig lidt anden-rangs. Omvendt har jeg også afskyet dens eksistens, fordi jeg havde og har en oplevelse af, at man gemmer sig bag sin unge og derfor ikke bidrager, men bare suger som en igle.

Meget mærkeligt.

Inden i mig sidder en lille stemme, der siger:" Nu skal I ikke bare følge med strømmen. Nu stopper den forventning om, at I bare siger ja og følger med, fordi I indtil nu kun har været jer og ikke haft et ansvar!"
Gad vide, om jeg selv burde have hjulpet den lidt på vej ved at være bedre til at sige fra?

Måske.
Det skal jeg ikke tygge drøv på. Den bro må vi krydse, når vi kommer til den. Hvis vi kommer til den.

Jeg ved godt, jeg siger meget "jeg" og ikke "vi". Det er der et par grunde til: Jeg har behov for at lufte ud på min blog - det har Gemalen ikke. Dette er et udtryk for mine tanker, ikke nødvendigvis hans. Han vil sikkert være enig med mig, men det må han selv give udtryk for, hvis han vil. Jeg skal og vil ikke tale på hans vegne.
Ikke med mindre, at han siger, at han gerne vil have, at jeg gør det. ;-)

PS - hvis jeg nogensinde bliver fuldbyrdet medlem af Mor-klubben og sender nogen "bare vent"-blikket, så spark mig venligst over skinnebenene med træskostøvler!