Lad lige billedet stå et øjeblik...
Jeg elsker havenisser. Deres æstetik er både hyggelig og vulgær på samme tid. Kitchet og barnlig. Behøver jeg sige, at der bor 7 havenisser på denne matrikel? 5 i haven og 2 i huset... - og den største er mig?
I sommer havde vi besøg af en stribe hollændere fra Gemalens World of Warcraft Guild (Jeps, han er også en havenisse - derinde kaldes det vist bare en "Gnome" :-D) og de undlod heller ikke at kommentere på nisser i haven samt bogsamlingens dyrebare eksemplar af "Nisser i hverdag og fest" af Huygen og Poortvliet, som jeg har elsket, siden jeg var barn.
Nisser er ellers forbudt på denne matrikel til jul. navnlig julemænd, for i min verden er julemanden et kapitalistisk reklameprodukt og nisser er ikke sådan nogle små hyggelige nogen, der kommer frem til jul. De er fremme hele året rundt.
"De beskytter mod hekse og troldtøj!", sagde min Farmor.
Men,nok om nisser. Egentlig kom jeg bare til at tænke på det, fordi der er rim på græsset her til morgen.
Jeg var til kraniosakral-terapeut i går. Siden onsdag har jeg haft den ledeste migræne. Sådan en af dem, der giver kvalme, når man drejer hovedet eller rejser sig for hurtigt. En af dem, der koster tonsvis af piller. En af dem, hvor man ligger brak med en ispose i nakken og foretager sig absolut intet.
Jeg kunne mærke muskelspændingerne i nakken som små golfbolde under huden. Kæben var nærmest låst.
Så ned til H med de magiske og varme hænder.
Jeg aner ikke, hvad hun gør, men det hun gør, virker. Hun løsner og lirker op og jeg går derfra, groggy, men let og løs i hele kroppen. Migrænen er væk. Bevægelserne bliver lette og ubesværede.
En lille dame med blide ansigtstræk og rolig stemme tager imod min fysiske sammenbrud og strittende aura, pakker mig ind i et varmt lilla tæppe, mens lyden af stilhed og blid musik fylder mit hoved.
Hendes varme hænder begynder at massere de stive muskler og jeg kan mærke en varm prikken sprede sig i hænder og fødder. Der er intet, der gør ondt, men jeg kan mærke, at hun får fat. I begyndelsen er jeg stiv som et bræt af angst for, at hun tager for hårdt, men det sker ikke. Der kommer bare en underlig løs fornemmelse i ryg, skuldre og arme.
"Det er magi," si'r jeg.
"Næ, jeg ved ikke, om det er magi, men noget sker der.", siger hun og klukker.
Så en status på mig: Kroppen har det fint og spændingerne er væk.
I hovedet er jeg stadig tung, ikke træt, men tung. Modløsheden er væk, lige nu i hvert fald og jeg tænker, at jeg egentlig nok godt kan tåle et møde med min chef på onsdag. Jeg tror, jeg stopper et par af Farmands gode Ingrid Marier i lommen og tvinger ham ud på en gåtur, bare ham og jeg. Vi skal ud i morgenluften og kikke på skibene i lystbådehavnen, mens vi snakker. Der skal noget horisont til, tror jeg.
Og - rent fysisk slipper jeg for at have det som en rotte i et hul. Jeg vil ikke føle mig indespærret og på hans territorium.
Psykologen venter i morgen.
Jeg har et par observationer at dele med hende: At når jeg stikker af hjemmefra og tager ud til nogle folk, så er det en flugt fra mig selv, fra at være alene. En flugt fra at tænke. En flugt fra at mærke.
Gråden, da chefen ringede i onsdags - hvad var det? Hvorfor reagerede jeg så skarpt på et følt pres - et pres, der ikke var fra ham, men fra mig selv?
Har jeg det stadig ad helvede til?
Jeg er i tvivl.
Jeg håber, jeg kan finde mine tårer igen.
Selvom de river i halsen og jeg stadig har svært ved at acceptere min sårbarhed, er er noget foruroligende menneskeligt - levende - ved tårer. Jeg føler mig levende, når jeg græder.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar