Jeg har hele tiden haft kontakt med min arbejdsplads gennem min megadygtige vikar, men også gennem kolleger, der har ringet, sms'et osv. I går talte jeg med min gode bib-makker og i dag med min It-makker - to superrare og dejlige mennesker, hvis selskab jeg savner og glæder mig til at komme tilbage til.
Jeg har nydt, når folk fra skolen har ringet. De skal ikke komme her, ikke endnu - men jeg vil gerne høre lidt og så "gå fra" det, der bliver fortalt. Jeg kan lade det ligge, så at sige - ikke bekymre mig om det eller investere noget i det.
I dag ringede min chef så. Det har han gjort før og da han ringede sidst, havde jeg egentlig en god dag. Det har jeg også i dag, men jeg kunne ikke klare at tale med ham i dag.
Mit budskab kom ikke igennem og uanset, hvor anerkendende, rolig og rar, han er og var i røret - så kunne jeg mærke presset. Jeg kunne vist have været væsentlig meget mere Karen-kæk-i-en-hæk, end jeg var, men jeg var ikke sand overfor mig, sådan som jeg har det lige nu - og det betalte jeg så for, da jeg havde lagt røret.
Ikke med angst eller vrede, men med tårer.
Jeg kunne ikke sige fra.
Ikke fortælle ham, at det tilbud om at tale sammen, om hvornår jeg måske skal tilbage...- det kan jeg ikke lige nu. Jeg sagde lige ud til ham, at jeg faktisk ikke kunne svare på hans spørgsmål, at jeg ikke anede, hvad jeg havde gang i - at havde han tilbudt mig en is, havde jeg sagt ja tak, men ville ikke vide, om jeg så skulle have chokolade eller vanille!
Jeg spurgte ham direkte, om han ikke kunne høre, at han så absolut ikke havde den "normale Karen" i røret? Det kunne han skam godt.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han vil mig det godt, men han har også nogle retningslinjer, der skal følges.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han vil prøve at forstå et langt stykke af vejen og at det pres, jeg følte - VAR noget, jeg følte, for havde jeg sagt fra, så var det blevet respekteret.
Men, for Fanden i hans hede hule Helvede!
Jeg kan ikke sige fra!
Så tårerne trillede og jeg blev endnu mere tung, træt og trist.
Det virker så forbandet håbløst.
Hvornår kommer jeg ud af det her?
Gemalen siger, at jeg betragter dette forløb som en opgave, der skal løses.
Det er fuldstændig korrekt.
Det hårde arbejde er nu at erkende, at den opgave bliver kun løst, hvis jeg lader være med at betragte den som en opgave - som noget, der KAN løses, for det skal løses med tid.
Der er en uge til, jeg skal til det møde.
Jeg skal nu overveje, hvad jeg vil. Melde fra? Lade tiden arbejde lidt for mig og se, om jeg kan klare det?
Gå til det møde og lade ham se mig gå i spåner (som om det vil ske!) - sandheden er vel rettere, at jeg vil smække så meget facade på, at han tror, at den hellige grav ar velforvaret og jeg kan starte efter efterårsferien?Og jeg vil gå hjem, endnu mere smadret end jeg er lige nu.
Tage en med, som kan tale min sag og sige nej, når jeg ikke selv kan?
Åhhhh, suk hjerte, brist ej. Det er sejt lige nu. Øv.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar