Torsdag morgen.

Kl. er 07.07.
Jeg drikker kaffe og gnider grus af øjnene.
Gemalen skal køre på arbejde om en lille halv times tid.

Jeg lå lidt vågen i nat.

Jeg tænkte videre over de tanker, jeg har gjort mig om DA og det faktum, at jeg efterhånden snart kun opfatter dem som velmenende hattedamer, men med et twist: De er i stand til at formidle det, jeg ønsker mig allermest og derfor går jeg ikke i flæsket på dem, men forholder mig provokerende ydmygt med hatten i hånden, når jeg allermest har lyst til at ruske hele den i mine øjne antikverede og meget lidt meddelsomme organisation op til det serviceniveau, der bør kunnes forventes mod den betragtelige betaling.
Vi er ikke ligefrem dem, der har rendt DA mest på dørene, men som Gemalen siger: "Hvorfor skal vi dog ringe derind, når vi kan finde informationerne hurtigere selv?!"

Er dette udløst af en, for mig, ekstrem ventekuller?
Ja.
Kan ovenstående tolkes som afsenderen er en emotionel hejre, der blot skal aes lidt med fjerene og møde lidt professionel anerkendelse i sin frustration og så er hun god igen?
Sikkert.
Netop derfor afsendes intet til DA endnu.
Jeg skal ikke affærdiges med at være en emotionel hejre i affekt, når jeg egentlig synes, at det jeg har at sige, er relevant og validt.

Hjernen tyggede nok lidt drøv i nat.
Jeg hørte Lisa Nilssons "Himlen runt Hörnet" i hovedet og tænkte lidt på, hvordan det måtte være at få den famøse opringning. Gad vide hvordan jeg vil reagere? Tude? Besvime? Brøle? Blive lammet?
Ingen anelse.
Men, en ting er sikkert: Jeg fældede en tåre ned i min pude i nat. Ikke af sorg over at det endnu tager så lang tid, men nok mere over den følelse,der voksede i kroppen på mig ved tanken om den opringning. Hvad den vil gøre ved vores liv og den måde, vi ser på tingene.
Jeg tror nok, de tårer var af glæde.
Lige nu er jeg nok bare mest glad for, at jeg faktisk kunne. Fælde en tåre.

Men hjernen tyggede drøv.
Hvordan får man den så til at holde op med det?

Jeg "puttede" mig selv i søvn ved at forestille mig en sortbroget ko med store blide øjne, der stod og gnaskede lige så rart og hyggeligt på en stort grøn eng. Blå himmel og et strejf af sol.
Billedet gav åbenbart den ro, der skulle til.

I dag står den på nåle nede hos Jes.
Det bliver okay.