fredag den 29. oktober 2010

Fredags-update

God formiddag.
Meget søvn er det ikke blevet til, hvilket er en undtagelse i forhold til efterhånden mange nætters meget fornuftig søvn. Man tænker, at det nok handler om, at jeg var til møde på skolen i går og fik stedet ind under huden igen. Jeg havde angstanfald, koldsvedte og speedsnakkede...- ikke fedt. Og så var det alligevel så dejligt at se mine kolleger igen, kramme ungerne og føle stedets vibe. Jeg kan jo godt lide min skole og jeg kan rigtig godt lide de mennesker, der er der.
Underligt at være så modsatrettet. Jeg havde fred i knolden, men hele kroppen reagerede.

Jeg havde endnu en deljig snak med min skoleleder, som jeg endnu engang fornemmer, er fuldstændig klar i spyttet om, hvad hans interesse er, men også godt ved, at jeg ikke skal moses med, for så er jeg nede i bokseringens kanvas igen.
Jeg har skitseret en drejebog for mig selv, som jeg har delagtiggjort ham i - og det lader til, at han accepterer det. Han ved, jeg har brug for struktur og noget step-by-step, og jeg gav udtryk for, at jeg følte mig i vildrede over, at der ikke forelå en plan for, hvad jeg skulle, men at jeg skulle lave den selv.
Men, det har jeg så gjort. Inde i mit hoved er jeg tilbage mandag om 14 dage. Så har jeg forberedt mig selv til at vende tilbage, mærket og tænkt og blevet klar, tror jeg.
Men tilbage på deltid - ingen undervisning, kun mine biblioteks- og IT-timer, hvor jeg har muligheden for at mure mig inde på kontoret, hvis verden larmer for meget.

Og hvordan har jeg det så med det?
Truth be told - aner det ikke. I går føltes det egentlig ok, selv om kroppen reagerede så voldsomt.
Jeg må vende det med psykologen på onsdag og indtil da mærke efter.

I forhold til alt det andet, jeg roder med, er jeg nået frem til nogle dekreter for mig selv:
Jeg giver ikke mere end det, jeg mødes med.
Jeg spejler det, jeg mødes med.
Jeg vil arbejde med at blive bedre til at stoppe op - mærke efter - og så først reagere bagefter.
Jeg vil arbejde med at blive bedre til at sige fra, når jeg føler mig manipuleret med.
Jeg vil arbejde med ikke at være så "pæææææn" og tillade mig selv at sige fra, også selv om det koster spjald i glasuren og hak i mine medmenneskers tud eller i min.

Ellers er jeg gået i tænkeboks med noget lidt mere kreativt:
Nu kommer før- og under-billedet, når jeg har tænkt lidt mere og fundet det rette bånd, uld osv, kommer efterbilledet.
Jeg har købt en fed lilla dynefrakke, men eftersom Fru Moderen har en magen til, så gider jeg ikke gå i Beijings gader (eller andre gader for den sags skyld) og lege frakke-klon, så jeg gør noget ved min.
Noget med turkis, ugler og lilla tulipaner.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar