Pingvin-dans

Ikke helt en mavelanding, for jeg er ikke ude i tovene.

Men;
Jeg er helt sprød i småkagen, cirkler rundt om pc'en og har hele tiden en lille del af min bevidsthed fokuseret på eventuelle opdateringer fra den amerikanske rygtedronning...
Der skal endnu mere til end bare forberedelse af aftensmad eller planteskolebesøg for at distrahere mig totalt.
Konstant en lille tanke, et lille tanke-lam, der  springer rundt i græsset...

Kroppen er lidt urolig, jeg spænder i kæben, brynene er lidt rynkede... - hvis det er sådan et fysisk alarmberedskab føles, så har jeg da snart et McCloud-blink kørende  over hovedet. Der er lille klump i halsen, sådan lidt kvælning, lidt angst, lidt spænding... - puha. Suuuuuuk.

Det er nok bare som den pingvin, der knolder lidt rundt i sin egen lille dans for at tø de frosne tæer op. Be still, my heart - men nej. Års venten kan snart være ovre og jeg føler det nærmest, som stod jeg på en afsats og ved, at næste skridt er det meget laaaaaaange lige foran mig.

Bliver jeg skuffet og meget ked, hvis vi må vente endnu en måned på det magiske opkald?
Ja, det gør jeg nok.
Jeg har ikke længere den hårde hud på sjælen. Man skulle sgu tro, at man blev hårdfør af ventetid, men det kan jeg så afsløre, at det gør man så ikke. Tværtimod, fristes jeg til at sige.
Jeg synes, at jeg for hvert skridt, vi har taget, efter vi landede i rejsegruppe 1, er blevet mere og mere spændt, urolig, forvirret - sitrende er vist det bedste ord. Jeg sitrer.

Hvis vi må vente endnu en måned, må jeg så forberede min omverden på, at hvis jeg i løbet af november finder Vorherres tidsknap, så bliver dagene altså ca. 10 minutter lange, max! Så skal november bare nakkes, overståes, hældes ud med regnvandet!