Puuhhh...

Stillbillede:
Sidder i nattøj endnu, tæerne er lidt kolde. Go'Morgen Danmark kører i baggrunden som et peppet og surreelt lydspor til mit træge tempo.
Gemalen er sendt i skole og jeg skal tage mig sammen til at komme i gang.

Nattesøvn har der ikke været meget af og træthedskvalmen sidder i halsen. Der er støj i ørerne. Susen.

Angst? Det ved jeg ikke lige nu, men den kommer nok, for den kommer jo, når jeg sætter mig for at presse citronen mere end hvad godt er.

Fra sidste samtale hos psykologen fik jeg med mig, at jeg faktisk er så stærk, at jeg er i stand til at skræmme mine egne følelser væk. Det lyder helt vanvittigt, men ikke desto mindre. Min årelange erfaring med at pakke mine følelser i kasser og gemme dem væk gør, at jeg skal invitere dem indenfor - sige: "Velkommen, I må gerne være her.", for ellers kommer de ikke af sig selv. Hvem pokker ville også det, hvis udsigten til at besøge mig er et ophold i en støvet kasse på ubestemt tid.
Sygt, i grunden.
Det er jo helt sygt at pakke hele sit emotionelle selv sammen og kun føle på overfladen. Kun have et intellektuelt forhold til følelser.

Jeg er omvendt ambivalent. Jeg kan jo godt se, at det er praktisk og sundt for mig at lufte ud og virkelig FØLE ud over ale grænser - og jeg kan sidde med en slags misundelse over de mennesker, som er i stand til at mærke sig selv så meget, at de kan græde, vredes, glædes, frydes, gyses og alt... - når det er tid.
Omvendt skræmmer det mig også fra vid og sans ikke at have kontrol. At mine følelser kan læses i mit ansigt eller min krop af mennesker, der ikke skal.
Det føles lidt som at kaste perler for svin.

Jeg har ikke lyst til at blotte min sårbarhed for nogle, der måske ikke kan varetage mit bløde indre.

Nå, jeg burde måske bare gå i bad og så sætte mig i sofaen resten af dagen og stirre hul i luften.

Nej, citronen skal presses i dag. Jeg skal klippes. Jeg skal sidde til offentlig skue. Øv.
Men det bliver jeg nødt til.
Jeg kan undslå mig fra meget og sige nej til meget, men den forestående familie-fest kommer jeg ikke udenom, og jeg vil ikke dukke op og ligne, det jeg er lige nu, lettere udskidt - så ordenligt hår og ordentligt kluns.

Pyh, dybe vejrtrækninger, på med Superdamen og ud.
Jeg kan tude i eftermiddag, når det er overstået, for det her kommer til at gøre nas.