Det allersidste plaster

Jeg har været hos psyk-damen idag.

Det sidste plaster blev vist trukket af og jeg ser klarere, end jeg længe har gjort.

En snert af mit gamle fanden-i-voldske gemyt samt en umanerlig stor vrede prikker i overfladen af mit ellers lige nu relativt rolige sind - og det er bare helt okay.
Det er så meget okay.

Det sidste plaster indeholdt overskriften manipulation. En af de få ting her i verden, der får mig helt og aldeles til at stå af. Det, der kan få mig derud, hvor jeg ikke svarer for følgerne.
Manipulation.

Lige nedenunder ligger offer-rollen, det lidet tiltalende og faktisk helt igennem ucharmerende evne, mange kvinder har. At "ofre sig" for derefter at køre det ledeste skyld-og-skam kompleks på sin omverden under dække af egen sorg og kvide.

Jeg kan ikke have selvskabte ofre, der manipulerer - eller manipulatorer, der fremlægger sig ansvar og pålægger sine omgivelser skyld uden selv at vedgå et ansvar, for derfor at fremstå som ofre.

Jeg kunne mærke, da plasteret hev hevet af, at det væltede ud med års og atter års vrede, men også sorg over ikke at have sagt fra i tide. At have spildt sin tid med en masse ukonstruktivt jammer, der bare har suget energi fremfor at have givet energi.

Man kan sikkert beskylde mig for mange ting - allerede i gymnasiet betegnede min mandlige dansklærer mig som depraveret... - men manipulation er ikke en af dem. Jeg tror nok, jeg engang tænkte, at det da vist hørte med til det gængse spil mellem mænd og kvinder, men 13 års parforhold med Gemalen har manet den tanke til jorden.

Men, nu skal det stoppe. Jeg skal ikke have kvalt det, for det kan jeg ikke, men jeg kan skrive de nye spilleregler. De regler, der kommer i spil, når man har med mig at gøre - jeg kan definere, hvad det skal have lov til at gøre ved mig, hvor meget det skal have lov at fylde.

Først skal der skabes afstand. Både fysisk og mentalt. Der skal skabes en distance, så tankerne bliver klarere og banen fritlagt. Dernæst skal der defineres, hvad jeg vil have ud af det - ikke hvad andre skal gøre eller ikke gøre, for det kan jeg ikke kontrollere (og hvis jeg kunne, var jeg bare endnu en manipulator!), men jeg kan styre mig selv og mine mønstre.
Disse definitioner skal skabes i et positivt defineret udgangspunkt. Jeg skal tage udgangspunkt i, hvad jeg vil og har lyst til - ikke, hvad jeg ikke vil og ikke har lyst til.

Dernæst skal der siges farvel. Farvel til det, jeg ønsker, men ikke kan opnå. Farvel til det, jeg troede jeg skulle have, men aldrig vil få.
Farvel til en samhørighed, jeg gerne vil have, men aldrig får.

Der er allerede nu et par parametre, jeg vil have med i min nye regelbog:
Validitet, anerkendelse og respekt.
Jeg vil kunne tro på og stole på det, jeg vil bygge op.
Jeg vil have validitet bag mine handlinger og ord i en sådan grad, at når jeg melder ud, så mener jeg sgu business! At mine ord ikke kan misforstås eller tolkes - eller manipuleres.
Anerkendelse er at spille på den andens banehalvdel og derfor ikke noget, jeg kan sige, jeg vil have.
Men, jeg kan sige, at jeg vil respekteres for handlinger såvel som ord.
Dybest set er jeg knaldhamrende ligeglad med, om folk forstår, hvad jeg har gang i - de skal bare respektere det.
Dette kan kun skabes, hvis jeg er klar i spyttet.

Kræver det, at jeg er stærk?
Ja.
Kræver det, at jeg også lærer at  vise styrke, selv når jeg er allermindst og allermest bange?
Ja.

Jeg skal tænke mere.
Men det her er nok for nu.