I følge en amerikansk rygtedronnings beregninger kunne det tænkes, at vi får den længeventede opringning i slutningen af oktober, starten af november!?!?!?!?!
At tillægge netop en sådan kilde særlig værdi er jo totalt ude i hampen, men hendes beregninger har vist sig gang på gang at holde stik - og når bureauerne i DK er så lidt informative, som de er, så må man jo klynge sig til de få strå, der er.
Men for 27 eder og forbandelser! Tør jeg overhovedet tro på det?
Tør jeg overhovedet håbe?
Jeg bliver simpelthen så skuffet og ulykkelig, hvis der ikke snart sker noget.
Nej, jeg er så skuffet og ulykkelig over, at vi stadig venter. Endnu et hak i tuden er for meget.
I dette lys er det jo klart nok, at arbejdet, korrekturlæsninger, caféture, styrketræning, folks fester og gæster, monstershoppeture.. - selv farven på sofaen får lov til at fylde. Jeg tør jo ikke lade Kinababyen, savnet og ønsket fylde, for de hug jeg får af skuffelsen, slider mig i stykker.
Her ville en klog adoptionsbureau-arbejder så kunne indvende, at nogle af skuffelserne kunne undgås, hvis jeg havde holdt mig væk fra de sociale netværk, der bidrager til rygter og info, så jeg sparede mig selv for skuffelserne, men for hulan da: Hvis jeg ikke havde de kilder til information, ville jeg nok gå rundt i lykkelig uvidenhed, men uvidenhed er vitterlig ikke af det gode, når det handler om det barn, vi har ønsket os i så mange år.
Til jul er det 10 år siden, vi begyndte at tænke i børnebaner.
Nietsche sagde, at håbet er det værste af alle onder, for det forlænger menneskets lidelse.
Jeg vil vælge et andet udgangspunkt:
Hope is the thing with feathers,
that perches in the soul,
and sings the tune without the words,
and never stops at all.
Emily Dickinson
Ingen kommentarer:
Send en kommentar