36, going on 37

Normalt kan jeg dårligt vente til, jeg har fødselsdag. På det punkt er jeg sgu fire år oppe i hovedet.
Ikke så meget med, hvad der er i de kulørte æske (tøhø, as if!), men fordi det er der, jeg liiiiiige skal lave lidt køkkenlir for familien. Vi skal smage på et nyt land, en ny kok eller kogebog - et eller andet godt og dejligt.

I år føles det lidt anderledes.
For snart 10 år siden sad Gemalen og jeg på en lettere fancy restauration og fablede fremtid. Jeg var pænt skruk, men havde ikke cojones nok til at klemme ham op i en krog og tage for mig af retterne... - han var knapt så klar. Måske mest fordi vi dengang boede i en ussel 2 værelses-køkkenpige-baggårdslejlighed med "bakke ind"-toilet og 10.000 kr i årlig varmeregning.
Men han sagde en ting den aften, som har hængt fast: "Jeg lover dig: Du skal nok blive mor, inden du bliver 40!"

Jeg blev kold indeni, fnes udenpå og tænkte: "Ja ja, så længe går der sgu ikke med de højfertile gener, jeg slæber rundt med!". Men det gjorde der jo.... - der gik sgu lang tid og på søndag bliver jeg 37.

Og hvad ønsker man sig så som snart 37-årig, som  pt. bor i byggerod og hvis klæde- og sko-skab bugner, for ikke at sige køkkenskabe? Og hvis liv lige nu ikke ligefrem indbyder til flere Chanel-lakker i sæsonens kulør?

Jo - man ønsker sig en havemand, som man kan kuli'e rundt med en hel dag. En, der kan ondulere de store buske, jeg ikke selv kan. En, der kan rette op på den ynkelige plet, jeg kalder mit rosenbed. Nakke de infame brændenælder ind mod bagboen.

Sjovt nok talte Gemalen i telefon i eftermiddag med  "sin gode ven, Uffe".
Jeg har kendt Gemalen i snart 15 år og han kender sgu ikke nogen Uffe...

Jeg har også ønsket mig en rubin i min vielsesring for at symbolisere, at nu har vi fået Kejseren.
Men guldsmeden her i byen hedder mig bekendt heller ikke Uffe.

Hi hi... - findes der en Uffe Buchard for haver?
Eller oh ve, oh skræk - er det mig, der skal have en make-over?

En lille fin "Marie Curie" fra sidste år. 

Øv.

Nå.
Det er et ord.
Pis.
Er et andet ord.
Satans oss'.
Det er 2 ord.

Og dem har jeg mange af.
De har dog været puttet lidt væk, fordi jeg egentlig ikke syntes, at jeg havde så meget ret til at mene noget som helst.

Faktum er, at et kært og dejligt menneske, jeg holder meget af, skal skilles. Fundamentet for ægteskabet er væk og kampen, som det må siges at have været, er slut. Og tabt.
Jeg mener titusind ting om dem begge to, om deres situation og om hvorfor og hvordan de er havnet der, men mest af alt gør det bare ondt i sjælen for dem.
Jeg har taget mig selv i at overveje, om det var uundgåeligt?
Var bærepillerne stærke nok eller var kampen ulige og for voldsom, for grusom og for ubarmhjertig allerede fra begyndelsen?

Jeg håbede for dem, for ham og for hende. For lyset for enden af den tunnel, vi kommer til at stå i i perioder af livet. For troen på, at det fandeme nok skulle lykkes.
At de ville og skulle lykkes.

Av for satan. Øv. Fuck. Pis. Røv og Guldsand.
ØV!

At være bare Karen

Det er der ikke noget, der hedder sådan for øjeblikket og sikkert ikke i det næste stykke tid.

Det hedder "At være Karen og Anton"- ikke at han hænger så meget på mig som den abe(konge)unge, han var i Kina, for Far kan i den grad bruges, men mere en opfattelse af mig selv og så noget, der hører med.
At jeg ikke længere blot er een. Een voksen, eet individ, en selvstændigt fungerende person - men "een +".

Det er en lille bandit, der klamrer sig til mine knæ og vil op. Tonen er meget bestemt og stemmen siger: "Ba-ba!", som er hans op-ord. Det er varme små fødder, der sniger sig ind under pyjamasjakken og ble-bagen, der kommer møffende og som helst skal ligge klinet op af min mave... - det er en dreng, der klukkende og snakkende sidder i sin bæresele på min ryg, mens vi bager, gør rent eller ordner vasketøj. Små fedtede fingre, der nulrer sig ind i mit nakkehår.
Et lille hoved, der liiiiiiige skal se, om jeg nu er her endnu, når jeg kommer ud fra badet. To meget opmærksomme øjne, der følger mit mindste ryk i køkkenet, når han sidder i sin stol og kikker på aftensmad-fremstilling...

Det er skræmmende enkelt, det her Mor-noget. Skræmmende enkelt i sin rå virkelighed og alligevel så fandens komplekst, for hvorfra kommer de følelser? Handlinger? Reaktionsmønstre? Ligger de virkelig latent i  mennesket og udfoldes med indtræden i forældreskabet? Eller er de fremelsket og trænet?

Lige nu har jeg 3 kvarter, hvor Kejseren sover sin formiddagslur.
Inden han kogte ud i klapvognen, tog jeg mig selv i at tænke:" Hvad fanden skal jeg så lave, når han sover?"

Noget med nu og ting

Jeg konstaterede i dag - eller var det i går? - at man kan have en ud-af-kroppen-oplevelse lige midt i et "nu". At sidde og være til stede og være sig kropligt helt bevidst, og samtidig mærke, at hjernen havde gang i noget andet - og så tvinge den tilbage til det, jeg nu havde gang i.
Det var fandeme mærkeligt.

Her til aften er det en uge siden, vi kom hjem til DK.
Der er godt nok sket ting og sager, men ikke så meget oppe i min knold. den føles nu som den plejer. Eller gør den nu også det?
Hvis sandheden skal frem, så har jeg nok bare slet ikke tænkt over, HVAD der er foregået i mit hoved - jeg har bare mærket og reageret. I så fald en tanke er faret gennem vindingerne på førstesal, har jeg i hvertfald ikke registreret den, kun følt den.

Jeg kan mærke, at min verden er forfærdelig lille. Jeg aner ikke en bjælde om, hvad der foregår i den store verden eller bare udenfor min egen fysiske og mentale matrikel. Bevares, jeg har da lidt tjek på Libyen, Japan og en skrækkelig fortærsket historie om en lille dreng, en plantage og en omvendt frakke, men det er i hovedlinjer. Intet dybere har sat sig fast.

I eftermiddag slog det mig, at jeg sgu nok er vågen og HAR spist morgenmad, inden fredags-Politiken lander i postkassen - og at jeg sgu håbede, at jeg kunne score bare 10 minutter med den alene.
Ikke fordi jeg nødvendigvis er knaldhamrende interesseret i indholdet, men fordi jeg tog -  og tager mig selv i at have dårlig samvittighed over at være så "klodeagtig", så indelukket i min egen atmosfære, at jeg fandeme ikke engang kan samtale med naboen om andet end min unge...
Jeg er godt klar over, at jeg da ikke skal have spor dårlig samvittighed over det at være i "da mum zone", men det har jeg altså. Sådan lidt. Nok til at det sidder i baghovedet og nager.

I morgen venter en familiefødselsdag. En lille-bitte en og det er okay, tror jeg. Vi har snakket (det gør vi vist nok ret meget) om, hvad vi gør og hvordan vi gør - og det gør det sgu så meget nemmere. Tror vi nok. Fnis!

Jeg er her endnu

Livet er fandeme det mærkeligste sted, jeg endnu har været.

14  dage i Kina, få verdens lækreste unge (syn's jeg ble' der sagt) og lige med et stå med det liv, jeg og Gemalen har ønsket os... - her, et styks barn. Skriv under der, sæt fingeraftryk der et voilá: Instant family.

Instant karma, instant coffee...

Der sidder en stor bid surrealisme i mig endnu. Det er så virkeligt, så håndgribeligt og alligevel niver jeg mig i min mentale arm og lurer på, om det her virkelig er rigtigt.

Det er nu ikke fordi jeg tænker, at "der kommer nok nogen og henter ham, når vi er færdige med at passe ham" - hjernen har helt klart styr på den side af tingene, men oplevelsen af at grænsen mellem drøm og virkelighed er udvisket er i høj grad til stede.

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan forklare det bedre... 

Jeg er dybt taknemmelig og glad for alle de hilsner og tanker, vi har fået i forbindelse med vores henterejse efter Kejseren. Det varmede helt ned i tæerne, at der sad mennesker rundt i DK og USA og fulgte med på vores færd. Fulgte vores vaklende Bambi-ben ud på familielivets is.

Tak.

Veninder og vinduespudsning

Man møder mange mennesker gennem livet. Nogle bliver hængende i en periode og smutter igen, mens andre gror fast og bliver siddende som østers på en bundgarnspæl.

Jeg genså en østers igår. Det er måske ikke det fedeste at sammenligne hende med en østers, men hun er som en østers. Skallen kan virke hård, men kødet indeni er blødt, delikat og rummer den smukkeste, sarte perle, hvis lys kun bliver smukkere og smukkere med årene. 

Hun er en ener.
Jeg er taknemmelig for vores venskab og føler mig meget priviligeret over at have hende i mit liv.

Hun dukkede op i bussen engang på vej til skole. Hun var den nye, der ligesom mig var kejtet, aparte og følte sig helt forkert på alle de rigtige og rigtig alle de forkerte steder. Hun hørte Prince i sin walkman. 

Hun forekom mig nøjagtigt lige så cool som alle dem omkring mig, i hvis nærvær jeg lignede en nørd. Hun turde og sagde og gjorde alt det, jeg ikke turde. Ikke før meget senere.

Men hun har givetvis følt og oplevet verden lige som jeg. Vi var lige skæve i en lige verden og lige lige i en skæv verden. På en eller anden måde har hun bare altid været der, selv om der kunne og kan gå for lang tid imellem, vi ses. Jeg har hende inde på radaren allígevel.

Måske fordi hun har været og måske bare er så stor en del af både mit gamle liv, men også det liv, jeg lever nu.

Hun er en del af min historie og min fortid, men den del, som jeg vil have med mig, fordi hun netop er den, hun er.

I går hjalp vi hinanden på hver sin vis. Jeg fik fred i hendes hus. En eftermiddags fred for kondorstore sommerfugle, der nådigt blev holdt på afstand af hendes ro og væsen. Hun synes nok, at jeg hjalp hende mest, fordi jeg vaskede en vinters skidt af ruderne, så forårssolen fyldte hjemmet.
Men sådan forholder det sig ikke.
Det var mig, der fik mest hjælp igår.

Tak.

Antons innovative Bedstefar

Hermed en hyldest til Bedstefar.

Bedstefar aka Farmand aka TømrerFar gør. Han laver og bygger og er krativ både i tanke i handling. Byggeprojekterne gennem tiden har været store som små - fra hele huse fra 1700-tallet, der er blevet totalrenoverede til noget så småt som dette. Han skal lige tænke lidt og så kommer der en løsning, som altid har rod i funktionalitet. Det skal kunne bruges til netop det, som dimsen er fremstillet til - og det kan det.
I perioder, hvor hans nuværende job som IT-koordinator i et stort transportfirma fylder i hovedet, kommer hænderne i brug og roen kommer som regel tilbage, når han får poterne i et eller andet godt lille projekt.:-)

Billeder taler lidt mere, så her er hvad, han har fremtryllet, så Anton kan sove ved siden af sine forældre - uden nødvendigvis skal skulle være i smårhullet, hvis han ikke gider det...
Hans tremmeseng er der bare ikke plads til.

Så hvad gør Bedstefar?
En stump plade, 4 stumper lægter og et par lister... - en madras, vi havde flydende + en stump stof = høkasse til Anton.

Smørhul eller ej, høkasse eller ej - det finder vi ud af, men nu har han muligheden.

Måske skal der noget i "hovedenden" og lidt pynt på væggen, men nu ser vi liiiiige, som det duer.

3 dage... - listen er stadig lige lang.