Vandret

Jeg læste for et stykke tid siden et indlæg på en klog kones blog. "Velkommen til verdens kedeligste blog"... - og så listede hun ellers op af ting, der skulle nås, inden hun vendte retur.

Det ku' jeg ha' skrevet, ja, jeg ku' så... - skift elevplanerne ud med eksamensklargøring, pc-problemer og fucking røvlorteKMD og MicrosoftDanmark og sådan noget, så har vi billedet. Matematikhæfter, der skal rettes, undervisning, jeg ikke får forberedt godt nok og så videre....

Jeg har sjældent oplevet en tid, hvor jeg har så mange løse ender, så mange opgaver, der bare bliver ved og ved og ved... - og samtidig stå med følelsen af, at jeg sgu ikke er færdig med sidste uge endnu!

Kommunen har lavet omstruktureringer. Hvad fanden har det med mig at gøre?
Jo - 12 skoler er slået sammen til 5, alle ledere har fået nye jobs og alle lærere har været i spil: I februar afleverede vi såkaldte kompetenceskemaer, hvor vi skulle liste erfaringer og ønske for skoleområde. Matrikel kunne ikke ønskes - kun indenfor en af de 5 nye storskoler.

Nå, det kom egentlig ikke tæt på, men i sidste uge kom det alligevel frem, at der ikke kunne undgås afskedigelser og så kom nerverne udenpå tøjet. Ja, ja, ja, ja - man smider ikke guld på gaden. jeg takker endnu engang for alle de søde kommentarer, jeg fik i tirsdags, men da tirsdagens fyringsrunde så kom, blev jeg nu alligevel lettere kold og klam. Med en puls, der lignede ventilerne på en Ferrari på Autobahn.

Men, nu sidder jeg her. Med job. På min førsteprioritet skole, men ikke om jeg også er havnet på den matrikel, jeg gerne vil.
Og hvad så?

Jeg er træt for tiden. Træt som et alderdomshjem om aftenen og hovedet er tungt. Bevægelserne er tunge. Jeg føler ikke stress i kroppen, men jeg skriver alt op, for ellers glemmer jeg det. Trist? Næ, men heller ikke sådan rigtig glad. Jeg er egentlig ikke trist og der er stadig let til smil, men lunten er kort og "fuck i røvens kælder, noget lort!"-bandeord og en ubændig trang til at råbe "PIK!" og skride, ligger lige til højrebenet. Ikke herhjemme, selv om Anton trækker tænder ud i ny og næ... - men mere en opgivenhed over, at jeg fandeme ikke kan se en ende på det her. Ikke til sommerferien, for det her kaos vil fortsætte efter ferien, for der er det først helt nyt med nye chefer, nye kolleger, nye unger og hvad har vi...

Og så alligevel. Alligevel når jeg ned i bunkerne engang i mellem. Når at få bundet knude på en opgave, få afleveret, gjort færdigt... - øvelsen er vel nu, lige at nå at nyde færdiggørelsen. Ekspeditionen.

Og så stadig minde mig selv om at gøre en ting af gangen.
Og bede om hjælp, INDEN læsset vælter og jeg smider med tallerkner...