(selv)medlidenhed

Hmmm.Den skal altså lige ud, ellers vil den gnave mig i sidebenene resten af dagen.

Anton og jeg var i svømmehallen. Mange mennesker allerede fra morgenstunden og da vi kom 10 min. over åbningstid, var det bette vamtvandsbassin godt fyldt - der kom stadig flere til.
Nå, fred med det.
Maaaange mødre og en del fædre, der plaskede rundt med unger, store som små og en rar instruktør.

Jeg følte mig noget "udsat", i mangel af bedre ord.
Anton var det eneste adoptivbarn og der blev godt nok gloet fra nogle af mødrene. Følte jeg.
Ikke på ham, men på mig, faktisk og det har jeg ikke prøvet før.

Han er ligeglad, når folk kikker og vi har ikke oplevet nogen form for negativitet, siden vi kom hjem og normalt er jeg pænt ligeglad med, at folk glor, men her blev det sgu lige en tand for meget.
Jeg synes faktisk, det var pissetræls, at de først kikkede på min lækre unge og så bagefter kikkede på mig med det der "Nårrrh, hvor er det synd for dig, at du ikke ku' få dit eget barn!"

Får jeg ondt af mig selv, når jeg ramler ind i oplevelser som disse?
Nej, egentlig ikke, for jeg har aldrig ønsket mig at blive gravid. For mig har graviditet været et middel til at nå målet om at blive mor, at blive en familie.
Føler jeg mig ramt?
Måske, fordi jeg rammes af det paradoksale i, at jeg jo synes at vores måde at stifte familie på er helt normal, men at vi ikke ser almindelige ud. Vi bliver synlige, selvom vi ikke afstikker fra almindeligt anerkendte "normaler", om man så må sige.
Bliver jeg gal?
Også i den grad!
Jeg bliver så hidsig og 5 år gammel.
"Nej, det er ikke en skid synd for mig! Han ER mit eget barn! Få nu fjæset ud af føde-flæsket og blikket ud over provinsnavlen! Et barn er et barn er et barn!!!!!!"

Puha.
Nu blev det sagt.

Jeg fortryder sikkert om et par timer, at jeg har postet det, men så må jeg tage tævene derfra.
Ud skulle det.

Kvinder

Jeg mente engang, at der var et særligt sted i helvede for de kvinder, der ikke hjælper hinanden.
Det tror jeg stadig på.
Ikke at vi skal holde sammen mod den store ærkefjende Mr. Testosteronus aka alle mænd i hele verden, for ham har vi stort set krammet på, tøhø... - og desuden er det nok snarere ham, der skal frigøres mod kvindernes evindelige overtag.

Næ, jeg tænker, at nogle af os godt kunne trænge til at holde sammen mod os selv.

Eksemplet fra igår, der triggede dette indlæg kommer her:
Far, Mor og Anton er kørt i IKEA efter badeværelsesmøbler. Det går strygende, ingen sure miner og de voksne er fatisk enige! om, at vi kun lige skal have de ting, vi skal. Nul osen og impulsindkøb.
Klokken nærmer sig Antons frokosttid og selv om han ikke ligefrem ligner en, der er ved at omkomme, så er lavt blodsukker og IKEA og tonsvis af mennesker og regn bare en skodkombi.

Mor agiterer for at spise lidt frokost i IKEAs cafeteria - det havde Far argumenteret for på motorvejen.
Far ser de bugnende køer og siger lige ud: "Det magter jeg sgu ikke!"
Altså - indkøb og vareudlevering først og klokken bliver sgu 13.
Anton klarer det i fin stil, sidder i indkøbsvognen og hygger sig med at synge LÅLÅLÅ i bedste FCK-stil.

Alt ser fint ud, ikk'?
Hvorfor skal jeg så krone dette billede med tonstung dårlig samvittighed over at lade Anton spise CHEESEBURGERS OG FRITTER fra McD i sin autostol på vejen hjem og med et saligt ketchupindsmurt falde i søvn i sin stol?

Hvorfor tror jeg, at jeg er en shit-dårlig mor, fordi min unge ikke lige får gnavegrønt og grovbrød i bedste klidmoster-stil?

For et par dage siden så jeg et afsnit af "Hjælp, min kone er stadig skidesur!", hvor der blev talt om, at vi kvinder kører et veritabelt våbenkapløb om alt ligefra designerstole til speltbrød - om at blive den perfekte mor, den perfekte hustru og den perfekte kvinde.
Og at vi reelt kører det våbenkapløb mod andre kvinder og os selv.

Der er ingen og jeg mener INGEN kvinder i min omgangskreds, der ikke har ladet sin unge gnaske McD-mad og som går fuldstændig sukkerkold over manglende klid og hørfrø.
Så hvem får jeg så dårlig samvittighed overfor?
Ligger dette våbenkapløb i blade, magasiner og tiden?
I det kvinde/mor-billede, der hersker i tiden?

Det må det jo være.
At vi piskes til at levere et bestemt billede - et ideal - af den ideelle moderrolle, moderskikkelse og at vi på forhånd er dømt til fortabelse, hvis vi ikke kan levere varen fra taljemål og BMI over billedskønne hjem til velklædte og velopdragne unger.

Hmm... - jeg tænker lige videre, for Anton har netop bøffet mine yndlingsøreringe...

PYHAAAAA

så landede vi igen.

Huset er tomt, med undtagelse af vores søde tømrer og da han er udenfor kategori, er huset tomt.
Vores venner fra USA er rejst hjem igen - det var dejligt at se dem og lidt vemodigt at vide, at der går nogle år, inden vi ses igen.
Det var hårdt at være 4 voksne og 2 børn på en byggeplads, men det gik...

Anton blev døbt i lørdags.
Og jeg var tæt på at aflyse hele balladen lørdag morgen.

Vi stod op til et telt, der sejlede af vand, våde hynder og en have, der på ingen måde indbød til gæster.
Carporten drev af vand.
Alt drev af vand.

Jeg var grædefærdig og overlod både gæster og barn til Gemalen, bare for at se om jeg kunne gøre noget.
Hvilket jeg IKKE kunne.

Så hvad gør man?
Lader hånt om alle regler om samarbejde i sit ægteskab og ringer efter Brormand, der straks starter bilen og kommer springende med lastvognsstropper, pressening og værktøjskassen.
Lastvognsstropper? Hvad fanden skal han med dem? Flette en ny teltdug?
Nix - se selv:


Man spænder jo selvfølgelig teltet op, så vandet kan løbe af.
Og dækker forøvrigt carportens tag til med en stor pressening, så folk kan sidde i tørvejr.

Behøver jeg sige LIFESAVER????

Vi havde for lidt plads og for mange folk, en pølsemand der kom for sent og generel kaosstemning og popcorn overalt.
Men ved I hvad?
Det lod sgu til at folk hyggede sig alligevel.
Man hentede da bare tæpperne bag i bilerne, rykkede stolene lidt tættere sammen og når øllet skummer, så går det jo alligevel.

Men kors, hvor var jeg træt bagefter - mør, øm, flad og træt.

Billeder og filmstrimler ses her:
http://77.215.72.216:3020/MSV2/

Og nu?
Hvad så nu?
Nu skal vi nyde resten af sommeren og være os.
Bare os tre.

Anton leger med sine nye sager - køkkenet var et hit. Peter Plys spilledimsen var et hit.
Vi ser en dreng, der leger selv nu og kan lege så længe, at Mor faktisk begynder at få bare minutter for sig selv.
Det er ikke så sundt for en Mor.
For ved I hvad?
Man kommer jo til at tænke på, hvad der sker, når han bliver større og ikke har så meget brug for MOAR... - kan jeg acceptere kun at have 1 sæt små hænder at holde i?
Man roder med tanker om en til... nemlig ja.
Bare en til....
En til.
Af gangen...

Knuder i min nattesøvn

Ikke helt på ondt i maven-stadiet, men nok til at få mig til at erkende, at nu har vi fandeme gabt over for meget.
Igen.
IGEN - IGEN- IGEN!!!!!

Anton er pt på noget, der føles lidt om 3-skridt-frem-og-1-tilbage.
Det vidste vi godt ville komme. Nu har han pleaset, knoklet og brugt 95% af sin vågne (og ikkevågne for den sags skyld) til at gøre det rigtige, ville det rigtige. Ordene sprøjter ud af ham og med sproget kommer færre og færre konflikter.
Han er stort set holdt op med at slå.

I takt med at børnehjemmet er flyttet ud og familien flyttet ind, er kommet nogle nye takter, som især jeg skal forholde mig til, for truth be told: THEY DRIVE ME BONKERS!!!

Min lunte er meget kort overfor "pjevs". Jeg kan ikke have, at han stiller sig op og klynker, fordi en flue flyver for tæt på eller fordi han ikke liiiiiige får det, han peger på. Eller bliver bremset i at lave noget dumt/noget-man-ikke-må-og-har-fået-NEJ-til-talrige-gange... etc.
At han bliver gnidret og tudevorn, fordi han snubler over det dørtrin, han ellers er snublet over 8439678945 gange, siden han kom. At han skal kline sig i op af mig i bedste præstelus-stil eller klamre sig så hårdt til mit ben, at vi er tæt på at vælte begge to...
At han går i flitsbue over, at jeg tillader at sætte mig ned, fordi jeg ikke længere kan (eller vil) lægge ryg til at bære rundt på ham i timevis (i hvert fald ikke uden bæresele)...
Når han går i gang med at lege og fylder hele gulvet med legetøj, for derefter at stjerne skråt over at falde i sine egne bunker eller stikke i et vræl, fordi jeg ikke lige sidder og kikker på, at han leger...
Eller når han vil op og putte, blot for at karte rundt på skødet af mig (vil I se de blå mærker?) og ender med at knalde sit hoved ind i min læbe/pande/næse...

Han arbejder stadig hårdt på at "gøre det rigtige" - han vil gerne være med, vil gerne os og vil gerne det her liv. Han er flad om aftenen og BONUS-BONUS-BONUS - sover faktisk igennem i den tremmeseng, jeg aldrig troede, han ville komme i. Gemalen insisterede på, at vi forsøgte... - den står ved siden af min seng.

Men, vi har gabt over for meget.

Bilen er på værksted endnu. Gemalen fik motorhjelmen i hovedet på vej over Bogødæmningen = skiftning af forskærme, motorhjelm og opretning af buler i taget samt omlakering...

Jeg har en tenninsalbue, der laver larm på 4. måned til trods for masive fys-behandlinger (prøv lige at se mig i fjæset, når jeg så får en flitsbueAnton ind over den albue!)

I morgen kommer vores skønne venner fra USA og jeg glæder mig til at se dem.
Men huset er trangt.
Byggeriet er ikke færdigt og der er inddraget 10 kvm. af stuen til støvafdækning.
4 voksne og 2 børn på ca. 90 kvm. I en uge.

Og på lørdag kommer der små 70 mennesker til Antons dåb. Jeg glæder mig til at se hver og en.

Hvorfor ser det bare så godt ud på papiret?
"Hey, ku' vi ikk' holde dåb, mens vi har besøg? Ku' det ikk' være fedt at dele den oplevelse med dem? Arh, vi laver bare noget tju-bang-chokolade-mand ude i haven? Ingen sved der? Vi har sgu aldrig holdt noget stort?"

DMI har lovet regn på lørdag.
Svigermor har godt nok et partytelt, men kan det rumme så mange?

Lige nu får jeg lidt stress.
Jeg kan håndtere alt det ovenstående.
Minimal plads, gæster, fest og diverse logistik og tørvejrsudfordringer.
Men med et hylehoved om anklerne?

LORD HAVE MERCY!

PS - jeg ved godt, hvem der er det største pivedyr lige nu...

Når gaver kommer i grim indpakning

I årevis har Gemalen været lettere utilfreds med sin jobsituation, men som det rationelle væasen, han er, har han fortsat sin kamp hvert skoleår for at lov til at lave det, han gerne ville, nemlig AKT (Adfærd, Kontakt, Trivsel - et socialpædaogisk arbejde), men som hans skole og navnlig hans leder har modsat sig. Han har følt sig på "tålt ophold" i en håndfuld år og det er dælme ikke fedt for nogen.
(Og jeg tror LIGE, det har kunnet mærkes på hjemmefronten, sku' Fruen da hilse og sige!!!!)

For nogle uger siden blev han så overflyttet til en anden skole i kommunen, hvor der kunne blive minimalt AKT-arbejde... - det var okay, men dælme ikke tilfredsstillende.

I forgårs kunne han så hæve armene højt over hovedet. Knejse med nakken og sige "Rend mig i Hans Pedersens den ternede!" til sin gamle skoleleder. Klaske sin opsigelse i bordet (hvorefter lederen replicerer: Jamen, så var det jo godt, at der var nogen, der ville have dig!") og invitere sine kolleger på bobler på fredag.

For han har fundet og fået drømmejobbet. Masser af special/socialpædagogisk arbejde, masser af AKT - og ikke mindst; et job på et sted, hvor han er ønsket. Et sted, hvor man gider og vil det, som han gerne vil. Hvor man har valgt lige netop HAM til det job!

Jeg har sgu fået mig en ny mand, næsten.
Jo, sgu - det har jeg.
Der er liv og lyst og blod tilbage i hertugen, vilje, kampgejst og monsterstor JA-hat.
Hold da kæft, hvor det klædte ham at få livet tilbage i øjnene.

Banker og forestillinger?

Kender I det?

At man sætter i banken og når tiden kommer, kan man nok indløse sit indestående, men ikke på den måde, man havde forestillet sig?
At man løber og løber og løber for at nå op på siden for blot at konstatere, at det var skønne spildte kræfter, for tiden har gjort, at man aldrig vil opnå en synkronisering?

Der står jeg lige nu.
Det gør Gemalen også.

Jeg havde følelsen, men ikke ordene. Dem havde han og hurra for det, for så kunne jeg da få hul på den underlige ikke-byld, jeg havde i kroppen.

Der er hverken brok eller ærgrelse eller mudder i dette, blot en nøgtern konstatering, at der var noget, jeg troede ville blive anderledes, når Kejseren kom. Det blev anderledes, men i og med, at jeg havde løbet og moset for at nå op på siden af mine omgivelser... - så havde jeg glemt, at mine opgivelser havde flyttet sig og derfor stadig er foran mig.
Jeg er stadig bagefter, stadig ude af trit.

Er det generende?
Næ, egentlig ikke.
Men det er svært at finde en følelse af fællesskab.
Samhørighed.

Den skal jeg lige tygge lidt på.

Det kan man ikke byde en mor.

Sådan sagde min oldemor, da vi begravede min morfar.

I går fik Anton forældre.
Vi fik en søn.

I tirsdags mistede en søn sin mor.
Vores søde nabo tabte kampen til kræften og efterlader en skøn og dejlig dreng til en tilværelse, der ikke er så stabil, tryg og varm, som man kunne ønske sig for noget barn.
Hun fik fred - hans fred er forbi.

Jeg bliver kold og klam ved tanken om dette.
At Anton fik en mor og en anden dreng mistede sin.

Jeg talte med drengens mormor, der ringede for at overbringe den lede nyhed. Jeg kunne mærke hendes sorg og frustration - verdens uretfærdighed vælte ud gennem telefonen og jeg havde bare sådan en lyst til at kramme hende. Så det sagde jeg. "Hvis du stod ved siden af mig, så krammede jeg dig!"...

Det kan man ikke byde en mor.
Man kan heller ikke byde en søn det.
Man kan ikke byde nogen det.