Ged i maskineriet,parat til start, til ...

Mit forrige indlæg forsvandt med Blogger.
Det gider jeg ikke hidse mig op over og jeg er vist også færdig med at være hidsig over Gemalens overflytning.

En af de klogeste kvinder, jeg kender, omtalte 2011 som forandringens år for os. Nok var vi forandringsvillige, men er vi også parate?
Er vi parate?
Parat til hvad?

I mange år har jeg været parat. Hurtig på aftrækkeren og hurtig i hoved og kæft. Jeg tænkte før jeg talte og havde tænkt diverse scenarier igennem, inden de dukkede op.
Jeg gik ind i et rum med næverne forrest og fingeren på aftrækkeren.
Så parat?
Ja, men ikke på den fede måde.

Var jeg parat på ombygning af huset? Jo og ja og nej. De store linjer var på plads, men alle de små detaljer var og er sleeet ikke gennemtænkte, så her kommer altså nogle løsninger sådan "on the fly"!. Hurra for den geniale tømrer, vi har her, for han er god at sparre med, når jeg må beslutte noget, uden at have det diskuteret med Gemalen.
Men det er jo bare ting. Dimser, ting og noget dødt. Noget, der reelt kan laves om, hvis jeg tager en forkert beslutning.

Var jeg parat på Gemalens overflytning og den lige nu forekommende store indgriben i vores liv?

NEJ! Men det kan løses. Det kan der findes rent lavpraktiske løsninger på. En ladcykel til mig og bilen til Gemalen - så klarer vi transport, indkøb og alt det andet... - og ellers må vi låne en velvillig bedster i ny og næ. Det er bare praktik.

Var jeg parat til Anton? Parat til at bære ham, rumme ham og lade ham fylde alt det, som før enten var mit eller bare tomt?
Er man - og her mener jeg man som i alle voksne, som vælger at blive forældre - nogensinde parat til noget så stort, vildt, usikkert og drænende og samtidig så gennemført kaotisk og fantastisk på samme tid?
Parat?
Nej - det kan man ikke sige, jeg er. Men villig. Åh, så villig.

Jeg er dybt taknemmelig for spørgsmålet om villighed og parathed, for jeg fik tænkt i baner, jeg ellers ikke har gjort længe.
Det klædte min hjerne at få lov til tænke.

Win-win - eller hva'????

Så slap katten ud af sækken - eller sækken ud af katten.
Man kan jo tage det som man vil...

I torsdags fik Gemalen besked om, at han jvf. vores kommunes regler for ansatte, havde valgt at overflytte ham fra den arbejdsplads, han har været på i snart 10 år til en ny arbejdsplads, der ligger små 30 km.væk.
WHAT??!?!?

Jeg var tosset, rasende og ulykkelig på hans vegne! Det var bare en streg i regningen! Det betyder en hel del omrokeringer i hverdagen for os...
PIS!!!!

For mange mennesker lyder det måske forkælet, idet vi i vores job altid har været fredede og vi i de sidste 10 år har arbejdet i cykelafstand ml. hjem og arbejdsplads. Fyringer har været stort set ikke -eksisterende og jobbet har altid haft det her ry som et job for livet. Lønsedlen var sikret i ansættelsen.
Ovenstående system er i mange år blevet kaldt "job-karussellen", og jeg har altid opfattet det som urimeligt, uværdigt og i den grad krænkende at blive sat på karrusellen og placeret der, hvor kommunen nu mente, ens profil passede. Dertil skal siges, at netop mænd har vist sjældent været placeret i selvsamme karrusel, idet deres tilstedeværelse på arbejdspladserne med årene er blevet sjældnere og sjældnere. Med andre ord - er du mand i jobbet og engageret i dit arbejde, så ser du ikke karrusellen.
Men, men, men - det gjorde gemalen så. På en uværdig og tankeløs facon blev han jongleret rundt i systemet.

Planen herhjemme har været, at Gemalen skulle gå fra på orlov til efteråret og være sammen med Kejseren i små 6 mdr. Men det duer bare ikke at starte et nyt sted og så gå fra efter 4-5 uger og så blive væk så længe.

Derfor er min orlov nu forlænget med 3½ mdr. Fra midt september til efter nytår.

Er det en win-win?
Han får fred og tid til at starte på sit nye job og jeg får endnu mere tid hjemme med min lækre unge.
Men det er tid, han mister med Kejseren. Tid, en far mister med sin søn.
Og mig? jeg er lidt splittet, for jeg kan godt lide mit job, mine unger og mine kolleger - og jeg ville gerne starte i efteråret, men sådan bliver det ikke....

Det skal jeg lige vænne mig til.

Mavepuster

Puha, Mor har været helt oppe i det røde felt.
De ledeste gloser som møgso og kost har fløjet ud af munden på mig. De ondeste forbandelser er nedkaldt, hede og inderlige.
I sådan en grad, at vores søde tømrer stoppede op og spurgte, om jeg turde bruge sådan en mund i nærheden af min søn?!

Og ja!
Det tør jeg eddermuggme godt, for det benspænd, der blev sendt i familiens retning i dag, er godt nok til både at bande og skrige over.

Vi skal nok komme ovenpå igen, ingen tvivl om det - vi har det godt alle tre.
Men... - uhhhhhhh, hvor kunne jeg godt hidse mig op igen!

Sådan noget forbandet &%&¤&#%¤!!!!!

Tillykke med mig

Nemlig.
Tillykke med mig.

Blev man vækket med flag og sang?
Nix.
Rundstykker?
Nix.

Blev man vækket af to store brune øjne, der kikkede intenst ind i mine, mens der blev klukgrinet?
Jeps.
Og små poter, der krabbede ind under pyjamasjakken for at komme så tæt på som muligt?
Jeps.

Og Uffe?
Uffe er gartner og kommer ud og svinger rive, spade og alt det andet i en hel dag, når tømrerne er færdige med at hærge. Sidegevinsterne i landbrugslotteriet er Bedstefars selvopfundne stativsystem til skraldespande, genbrug/pantflasker/aviser/pap samt postkassestativ, bygget ude ved vejen, når tømrerne er færdige med at hærge - og ikke mindst; Karen-tid, for Gemalen har selvvalgt Anton-vagt, så jeg kan læse avis, smadre krydsord og surfe på nettet.

Det er eddermaneme i orden.

36, going on 37

Normalt kan jeg dårligt vente til, jeg har fødselsdag. På det punkt er jeg sgu fire år oppe i hovedet.
Ikke så meget med, hvad der er i de kulørte æske (tøhø, as if!), men fordi det er der, jeg liiiiiige skal lave lidt køkkenlir for familien. Vi skal smage på et nyt land, en ny kok eller kogebog - et eller andet godt og dejligt.

I år føles det lidt anderledes.
For snart 10 år siden sad Gemalen og jeg på en lettere fancy restauration og fablede fremtid. Jeg var pænt skruk, men havde ikke cojones nok til at klemme ham op i en krog og tage for mig af retterne... - han var knapt så klar. Måske mest fordi vi dengang boede i en ussel 2 værelses-køkkenpige-baggårdslejlighed med "bakke ind"-toilet og 10.000 kr i årlig varmeregning.
Men han sagde en ting den aften, som har hængt fast: "Jeg lover dig: Du skal nok blive mor, inden du bliver 40!"

Jeg blev kold indeni, fnes udenpå og tænkte: "Ja ja, så længe går der sgu ikke med de højfertile gener, jeg slæber rundt med!". Men det gjorde der jo.... - der gik sgu lang tid og på søndag bliver jeg 37.

Og hvad ønsker man sig så som snart 37-årig, som  pt. bor i byggerod og hvis klæde- og sko-skab bugner, for ikke at sige køkkenskabe? Og hvis liv lige nu ikke ligefrem indbyder til flere Chanel-lakker i sæsonens kulør?

Jo - man ønsker sig en havemand, som man kan kuli'e rundt med en hel dag. En, der kan ondulere de store buske, jeg ikke selv kan. En, der kan rette op på den ynkelige plet, jeg kalder mit rosenbed. Nakke de infame brændenælder ind mod bagboen.

Sjovt nok talte Gemalen i telefon i eftermiddag med  "sin gode ven, Uffe".
Jeg har kendt Gemalen i snart 15 år og han kender sgu ikke nogen Uffe...

Jeg har også ønsket mig en rubin i min vielsesring for at symbolisere, at nu har vi fået Kejseren.
Men guldsmeden her i byen hedder mig bekendt heller ikke Uffe.

Hi hi... - findes der en Uffe Buchard for haver?
Eller oh ve, oh skræk - er det mig, der skal have en make-over?

En lille fin "Marie Curie" fra sidste år. 

Øv.

Nå.
Det er et ord.
Pis.
Er et andet ord.
Satans oss'.
Det er 2 ord.

Og dem har jeg mange af.
De har dog været puttet lidt væk, fordi jeg egentlig ikke syntes, at jeg havde så meget ret til at mene noget som helst.

Faktum er, at et kært og dejligt menneske, jeg holder meget af, skal skilles. Fundamentet for ægteskabet er væk og kampen, som det må siges at have været, er slut. Og tabt.
Jeg mener titusind ting om dem begge to, om deres situation og om hvorfor og hvordan de er havnet der, men mest af alt gør det bare ondt i sjælen for dem.
Jeg har taget mig selv i at overveje, om det var uundgåeligt?
Var bærepillerne stærke nok eller var kampen ulige og for voldsom, for grusom og for ubarmhjertig allerede fra begyndelsen?

Jeg håbede for dem, for ham og for hende. For lyset for enden af den tunnel, vi kommer til at stå i i perioder af livet. For troen på, at det fandeme nok skulle lykkes.
At de ville og skulle lykkes.

Av for satan. Øv. Fuck. Pis. Røv og Guldsand.
ØV!

At være bare Karen

Det er der ikke noget, der hedder sådan for øjeblikket og sikkert ikke i det næste stykke tid.

Det hedder "At være Karen og Anton"- ikke at han hænger så meget på mig som den abe(konge)unge, han var i Kina, for Far kan i den grad bruges, men mere en opfattelse af mig selv og så noget, der hører med.
At jeg ikke længere blot er een. Een voksen, eet individ, en selvstændigt fungerende person - men "een +".

Det er en lille bandit, der klamrer sig til mine knæ og vil op. Tonen er meget bestemt og stemmen siger: "Ba-ba!", som er hans op-ord. Det er varme små fødder, der sniger sig ind under pyjamasjakken og ble-bagen, der kommer møffende og som helst skal ligge klinet op af min mave... - det er en dreng, der klukkende og snakkende sidder i sin bæresele på min ryg, mens vi bager, gør rent eller ordner vasketøj. Små fedtede fingre, der nulrer sig ind i mit nakkehår.
Et lille hoved, der liiiiiiige skal se, om jeg nu er her endnu, når jeg kommer ud fra badet. To meget opmærksomme øjne, der følger mit mindste ryk i køkkenet, når han sidder i sin stol og kikker på aftensmad-fremstilling...

Det er skræmmende enkelt, det her Mor-noget. Skræmmende enkelt i sin rå virkelighed og alligevel så fandens komplekst, for hvorfra kommer de følelser? Handlinger? Reaktionsmønstre? Ligger de virkelig latent i  mennesket og udfoldes med indtræden i forældreskabet? Eller er de fremelsket og trænet?

Lige nu har jeg 3 kvarter, hvor Kejseren sover sin formiddagslur.
Inden han kogte ud i klapvognen, tog jeg mig selv i at tænke:" Hvad fanden skal jeg så lave, når han sover?"