Jeg en gård mig bygge vil.

For snart et år siden - lige præcis dagen inden 1.søndag i advent 2009, fik vi et brev fra DanAdopt.
Indholdet var mildest taget nedslående - det foreskrev længere ventetider og usikkerhed for os på ventelisten, om hvorvidt vi overhovedet ville nå barn-i-forslag inden vores godkendelse udløb.

Jeg kan godt huske, at hjertet faldt ned i maven på mig og at alt - ALT - så monstersort ud. Jeg tvivlede på alt. Ville vores ægteskab holde? Jeg havde jo hørt om folk, der nåede at gå fra hinanden af sorg, angst og frustration...
Kunne jeg holde til det her?
Ville vi have styrken til at se tiden igennem? Styrken til at påbegynde ny godkendelsesprocedure med fasegodkendelser, lægeattester, kurser osv?

Den 1. sændag i advent gik vi en lang tur og tog debatten. Hvordan ville vi se os igennem det her? Hvad skulle der til, for at vi kom hele igennem processen?
Vi følte nok, at vi var groet fast.

Så, vi vendte bøtten. Meget voksent og meget progressivt.
Vi skulle have et nyt perspektiv på vores dagligdag - hvor meget skulle der til?
Nye jobs?
JobSwop og afprøve sine færdigheder i et andet land?
Husdyr?
Droppe adoption?
Gå tilbage til fertilitetsbehandlinger?
Flytte?

Lang snak og den tog måneder, fandt vi ud af. Dog tog vi et par raske beslutninger, bare sådan lige...
Nyt job til Gemalen, måske- men ikke til mig. Der skal ske noget vildt voldsomt og meget drastisk, før jeg smutter fra min skole (og det her stress-noget er ikke drastisk nok), for jeg er glad for at være, hvor jeg er.
Rejse udenlands var en meget stor mundfuld og den skræmte og tiltalte os begge, men det var nok lige voldsomt nok.
Husdyr er og var stadig en elendig ide med Gemalens astma og allergi.
Adoption havde vi oppe at vende. Kunne vi affinde os med et liv uden børn? Havde vi lyst til at tage den store tur i fertilitetskarrusellen?
Det blev 2 rungende NEJ'er! Vi skal ikke have et liv uden børn og jeg vil ikke tilbage i hormonhelvedet... - og dertil; Kinababyen er et frø, en spire, der har boet hos os så længe, at det ville føles som en abort at smide adoption væk.
Så, det blev flytning som en aktiv mulighed. Vi satte huset til salg og havde store og fine tanker om, hvor vi ville bo, hvordan og hvorfor.

Der gik rigtig meget god tid med at tjekke boligannoncer og tage på huskik.
Der skete bare ikke en dyt. Ikke en hujende fis.
2 interesserede var at kikke i løbet af 9 måneder.

Allerede i sommer begyndte vi at tænke tanker igen. Jeg var ved at gå op i limningen, for jeg følte, at vi dybest set havde placeret os i endnu en venteposition - og det kunne jeg ikke klare. Jeg var led og ked af uvished, så jeg begyndte at lege med tanken om at bygge om.
Gemalen var lidt mere large overfor flytteprojektet, men jeg kunne ikke have den følelse af rodløshed, af ikke at vide, om jeg skulle pakke hele hytten ned om 1 måned eller om jeg godt kunne finde malerrullen frem og male stuen over?!

Men, summasumarum: Jeg en gård mig bygge vil.
En vurderingsmand var her i går for at vurdere realiteterne i vores projekt og fik vist talt over sig, da han gik:
"Nå, men farvel. Så ses vi jo først igen, NÅR I er gået i gang med byggeriet. I hører fra banken i næste uge."

Ny tagkonstruktion og udnyttelse af førstesalen er det, der er på tegnebrættet. Nu er det spændende, om kommunen vil give tilladelse.
Planen er, at vores rare tømrer begynder at flå taget af i januar...

Kommer til det at clash'e for vildt med Kina-rejse, lille nyt barn, rod, kaos, støv og murermøg overalt?
Ja!
Burde vi have planlagt det anderledes?
Sikkert!

Jeg har bare på fornemmelsen, at rigtig meget af min uro, angst og øv-følelse forsvinder, når vi står med Kinababyen. Så er der sikkert noget andet, der kommer til, men angsten for aldrig at blive en familie er for altid forsvundet.

Når chefen ringer.

Jeg har hele tiden haft kontakt med min arbejdsplads gennem min megadygtige vikar, men også gennem kolleger, der har ringet, sms'et osv. I går talte jeg med min gode bib-makker og i dag med min It-makker - to superrare og dejlige mennesker, hvis selskab jeg savner og glæder mig til at komme tilbage til.
Jeg har nydt, når folk fra skolen har ringet. De skal ikke komme her, ikke endnu - men jeg vil gerne høre lidt og så "gå fra" det, der bliver fortalt. Jeg kan lade det ligge, så at sige - ikke bekymre mig om det eller investere noget i det.

I dag ringede min chef så. Det har han gjort før og da han ringede sidst, havde jeg egentlig en god dag. Det har jeg også i dag, men jeg kunne ikke klare at tale med ham i dag.

Mit budskab kom ikke igennem og uanset, hvor anerkendende, rolig og rar, han er og var i røret - så kunne jeg mærke presset. Jeg kunne vist have været væsentlig meget mere Karen-kæk-i-en-hæk, end jeg var, men jeg var ikke sand overfor mig, sådan som jeg har det lige nu - og det betalte jeg så for, da jeg havde lagt røret.
Ikke med angst eller vrede, men med tårer.

Jeg kunne ikke sige fra.
Ikke fortælle ham, at det tilbud om at tale sammen, om hvornår jeg måske skal tilbage...- det kan jeg ikke lige nu. Jeg sagde lige ud til ham, at jeg faktisk ikke kunne svare på hans spørgsmål, at jeg ikke anede, hvad jeg havde gang i - at havde han tilbudt mig en is, havde jeg sagt ja tak, men ville ikke vide, om jeg så skulle have chokolade eller vanille!
Jeg spurgte ham direkte, om han ikke kunne høre, at han så absolut ikke havde den "normale Karen" i røret? Det kunne han skam godt.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han vil mig det godt, men han har også nogle retningslinjer, der skal følges.
Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han vil prøve at forstå et langt stykke af vejen og at det pres, jeg følte - VAR noget, jeg følte, for havde jeg sagt fra, så var det blevet respekteret.

Men, for Fanden i hans hede hule Helvede!
Jeg kan ikke sige fra!

Så tårerne trillede og jeg blev endnu mere tung, træt og trist.
Det virker så forbandet håbløst.
Hvornår kommer jeg ud af det her?

Gemalen siger, at jeg betragter dette forløb som en opgave, der skal løses.
Det er fuldstændig korrekt.

Det hårde arbejde er nu at erkende, at den opgave bliver kun løst, hvis jeg lader være med at betragte den som en opgave - som noget, der KAN løses, for det skal løses med tid.

Der er en uge til, jeg skal til det møde.
Jeg skal nu overveje, hvad jeg vil. Melde fra? Lade tiden arbejde lidt for mig og se, om jeg kan klare det?
Gå til det møde og lade ham se mig gå i spåner (som om det vil ske!) - sandheden er vel rettere, at jeg vil smække så meget facade på, at han tror, at den hellige grav ar velforvaret og jeg kan starte efter efterårsferien?Og jeg vil gå hjem, endnu mere smadret end jeg er lige nu.
Tage en med, som kan tale min sag og sige nej, når jeg ikke selv kan?

Åhhhh, suk hjerte, brist ej. Det er sejt lige nu. Øv.

Håbets balancegang

I følge en amerikansk rygtedronnings beregninger kunne det tænkes, at vi får den længeventede opringning i slutningen af oktober, starten af november!?!?!?!?!

At tillægge netop en sådan kilde særlig værdi er jo totalt ude i hampen, men hendes beregninger har vist sig gang på gang at holde stik - og når bureauerne i DK er så lidt informative, som de er, så må man jo klynge sig til de få strå, der er.

Men for 27 eder og forbandelser! Tør jeg overhovedet tro på det?
Tør jeg overhovedet håbe?

Jeg bliver simpelthen så skuffet og ulykkelig, hvis der ikke snart sker noget.
Nej, jeg er så skuffet og ulykkelig over, at vi stadig venter. Endnu et hak i tuden er for meget.

I dette lys er det jo klart nok, at arbejdet, korrekturlæsninger, caféture, styrketræning, folks fester og gæster, monstershoppeture.. - selv farven på sofaen får lov til at fylde. Jeg tør jo ikke lade Kinababyen, savnet og ønsket fylde, for de hug jeg får af skuffelsen, slider mig i stykker.
Her ville en klog adoptionsbureau-arbejder så kunne indvende, at nogle af skuffelserne kunne undgås, hvis jeg havde holdt mig væk fra de sociale netværk, der bidrager til rygter og info, så jeg sparede mig selv for skuffelserne, men for hulan da: Hvis jeg ikke havde de kilder til information, ville jeg nok gå rundt i lykkelig uvidenhed, men uvidenhed er vitterlig ikke af det gode, når det handler om det barn, vi har ønsket os i så mange år.
Til jul er det 10 år siden, vi begyndte at tænke i børnebaner.

Nietsche sagde, at håbet er det værste af alle onder, for det forlænger menneskets lidelse.

Jeg vil vælge et andet udgangspunkt:

Hope is the thing with feathers, 
that perches in the soul, 
and sings the tune without the words, 
and never stops at all.


Emily Dickinson

Tirsdag - og hvad så?

Min overskrift hed faktisk Onsdags-Overvejelser, men det er jo ikke onsdag?

Det er kun tirsdag. Hmm, en øjenåbner, for jeg plejer da at kunne holde styr på dagene?

Måske er det ikke vigtigt. Måske er det en del af øvelsen - at slippe så meget, at jeg ikke holder styr på dagene?

Hmmm.

Turen i går hos frisøren var hård. Ikke i den forstand at det egentlig "gjorde ondt", men jeg var helt blæst bagefter. Sådan rigtigt tom.

Jeg havde en dosmerseddel med småting, der skulle hentes og handles, og jeg kunne da se mig selv, klamre mig til min seddel - stå i ramme alvor og bede ekspedienter om en kuglepen og strege ud, når jeg fik udleveret mine varer.

Helt ærligt!

Siddende i sofaen bagefter kunne jeg så tænke lidt over, hvad jeg egentlig havde gang i. Jeg var helt klar over, at jeg havde presset citronen og at Betty Bagklog var gået hjem efter frisørtiden og havde taget resten af ærinderne i små doser.

Jeg hørte bare ikke på hende. Ikke med hjernen. Men kroppen vidste det godt. Jeg registrerede hele formiddagen en galopperende puls og en vejrtrækning, der sad helt oppe i halsen.

Angsten havde jeg ikke, hurra for det - men kroppen kørte i overdrive.

Så, hvad kan jeg så lære af det?

Jeg skal huske at mærke. Stoppe, selv om hjernen ikke stopper og egentlig presser mig fremad som soldater mod en frontlinje. Stoppe op, selv jeg egentlig synes, det er tyndt.

Omvendt er jeg også glad for at mærke, at angsten er væk.

Der er dog en ting, jeg faktisk er ret så stolt af: Jeg har mærket, hvornår nok var nok. Jeg har mærket, at noget siger fra, når jeg moser på - næste skridt er så at faktisk adlyde og parere ordre, når noget i mig siger fra.

I dag gik jeg tur med Fru Moderen og Oscar-bissen. En lang tur gennem skoven med uforpligtende småsnak og ro i hovedet. Det var dejligt.

Lille-bissen. Ham kan man jo ikke andet end elske. :-)

I morgen må jeg op på hesten, so to speak. I forbindelse med et større familie-kalas skal der noget klargøring til, fnis.;-)
Håret er ordnet, tøjet hænger i skabet... - Farmors diamant er lånt. Gemalen har fået nyt jakkesæt.
Hvorfor er det så vigtigt?
Jo, sidst jeg havde det skidt, havde vi også en stor familiefest og jeg havde det dengang sådan, at jeg fandeme ikke behøvede at udstille mit bløde og sårbare indre overfor en masse folk. Jeg ville se ordentlig ud - nej, ikke bare ordentlig. Jeg ville se forrygende ud!
Så, super kluns, super sko, super hår og makeup - ordnede negle. Hele svineriet.
Og sådan bliver det også denne gang. Man går all-in på et opdateret Chanel-look med den lille sorte og perler.

Når mit indre roder, skal overfladen være i orden. Er det særlig sundt? Næ, men for en aften hvor jeg skal ud blandt en fandens masse folk, jeg ikke kender - og et arrangement, jeg ikke kan (og egentlig heller ikke vil, lige nu i hvert fald) undslå mig, så vil jeg have det sådan. Superdamen tager over for en aften for at skærme og beskytte mit bløde indre.
Hun bliver min sjælelige diamant.
Hård, smuk og ukuelig.

Puuhhh...

Stillbillede:
Sidder i nattøj endnu, tæerne er lidt kolde. Go'Morgen Danmark kører i baggrunden som et peppet og surreelt lydspor til mit træge tempo.
Gemalen er sendt i skole og jeg skal tage mig sammen til at komme i gang.

Nattesøvn har der ikke været meget af og træthedskvalmen sidder i halsen. Der er støj i ørerne. Susen.

Angst? Det ved jeg ikke lige nu, men den kommer nok, for den kommer jo, når jeg sætter mig for at presse citronen mere end hvad godt er.

Fra sidste samtale hos psykologen fik jeg med mig, at jeg faktisk er så stærk, at jeg er i stand til at skræmme mine egne følelser væk. Det lyder helt vanvittigt, men ikke desto mindre. Min årelange erfaring med at pakke mine følelser i kasser og gemme dem væk gør, at jeg skal invitere dem indenfor - sige: "Velkommen, I må gerne være her.", for ellers kommer de ikke af sig selv. Hvem pokker ville også det, hvis udsigten til at besøge mig er et ophold i en støvet kasse på ubestemt tid.
Sygt, i grunden.
Det er jo helt sygt at pakke hele sit emotionelle selv sammen og kun føle på overfladen. Kun have et intellektuelt forhold til følelser.

Jeg er omvendt ambivalent. Jeg kan jo godt se, at det er praktisk og sundt for mig at lufte ud og virkelig FØLE ud over ale grænser - og jeg kan sidde med en slags misundelse over de mennesker, som er i stand til at mærke sig selv så meget, at de kan græde, vredes, glædes, frydes, gyses og alt... - når det er tid.
Omvendt skræmmer det mig også fra vid og sans ikke at have kontrol. At mine følelser kan læses i mit ansigt eller min krop af mennesker, der ikke skal.
Det føles lidt som at kaste perler for svin.

Jeg har ikke lyst til at blotte min sårbarhed for nogle, der måske ikke kan varetage mit bløde indre.

Nå, jeg burde måske bare gå i bad og så sætte mig i sofaen resten af dagen og stirre hul i luften.

Nej, citronen skal presses i dag. Jeg skal klippes. Jeg skal sidde til offentlig skue. Øv.
Men det bliver jeg nødt til.
Jeg kan undslå mig fra meget og sige nej til meget, men den forestående familie-fest kommer jeg ikke udenom, og jeg vil ikke dukke op og ligne, det jeg er lige nu, lettere udskidt - så ordenligt hår og ordentligt kluns.

Pyh, dybe vejrtrækninger, på med Superdamen og ud.
Jeg kan tude i eftermiddag, når det er overstået, for det her kommer til at gøre nas.

Tirader

Jeps, the bitch is back!

Sådan bliver man sgu nok af for lidt søvn og en nat, hvor tankerne har kørt på jet-fuel...

Jeg lå og blev pissed på DanAdopt.
Hvordan i alverdens riger og lande er det lige, at de STADIG IKKE har opdateret deres hjemmeside om, at CCAA faktisk har matchet til 3 dage? Den information var at finde på A-C's hjemmeside torsdag formiddag og i dag skriver vi altså søndag!!!
Bevares, det rykker intet ved stillingen på ventelisten hos DanAdopt, men det rykker i hovedet hos os tyndslidte adoptaner, som klynger sig til de informationer, der faktisk er at få...

Jeg tænker, at adoptanter ikke blot i Danmark, men i hele verden skaber netværk via sociale medier som Yahoo-grupper, Facebook, webside-forums, blogs osv.. Vi gør det både for information, men i den grad som en viral præ-adoption-service såvel som en post-adoption-service, som støtte og hjælp fra folk, der sidder med børn med samme start i livet... - nemlig den, vi ikke kender.
Med den udvilkling, der har været indenfor adoption den sidste håndfuld år, er information om ventetider blevet nok endnu vigtigere, fordi ventetiderne stiger hos mange afgiverlande og adoptanter i den modtagende ende derfor når at blive godt testet på både tålmod og psykisk udholdenhed.
Derfor tænker jeg også, at det er naivt af bureauerne ikke at forholde sig til det enorme netværk, adoptanterne har - og derfor sørger for at være så meget på forkant som de kan være. Det kan næsten opfattes som arrogant, at vi kan opfange skudsikre informationer fra andre europæiske bureauer og konfrontere vores danske bureau med disse, der så svarer, at disse informationer har de ikke fået og de kan derfor ikke forholde sig til det.
Sig mig; tilflyder de samme informationer ikke bureauerne på samme tid?

Ydermere tænker jeg, netop i forhold til Kina, at det er påfaldende, at A-C holder møde med CCAA vedr. de netop foruroligende lange ventetider, der kræver ikke bare re-godkendelse, men gengodkendelse. Holder DanAdopt også møde med CCAA? Vil DanAdopts Kina-ventende få samme service som A-C's?

Jeg tænker, at vi bruger enormt meget krudt på som adoptanter at forklare for omverdenen, at vores børn ikke koster en krone. Nej, det gør de heller ikke, men vi betaler dog for en service/ydelse, som vi som forbrugere må og skal forvente, er den bedst mulige, vi kan få.
Navnlig set i lyset af, at vi kun har 2 virksomheder at "handle hos".
Internt i adoptionsverdenen er det måske på tide, at vi begynder at turde stille krav om den service, bureauerne bør yde for de kroner, vi lægger?

Ovenstående sat i perspektiv: Som lærer er det min opgave at være opdateret med materialer, nyheder, nye undervisningsformer og ikke mindst lovgivning på mit felt og i mine fag. Det får jeg min løn for og det forventer mine brugere, elever og forældre.
Jeg kan ikke tillade mig at lave een årsplan og så genbruge den år efter år, for jeg ville ikke kunne yde mine elever den service, de har krav på i forhold til gælende regler - desuden ville jeg måske ikke kunne levere den undervisning, der passede til netop den børnegruppe.
Det ville være fuldstændig ude i hampen, at forældre til et forældremøde begyndte at hive nye materialer op af taskerne, endsige fremvise nye lovkrav, jeg ikke havde sat mig ind i - eller nye undervisningsformer, som kunne gavne ungerne...

Er det helt ude i hampen at tænke sådan?
Jeg skal lige have lidt respons - og måske får DanAdopt ovenstående skrivelse i hovedet...

Tigerens brøl

Hvor fanden begynder jeg?
Det er det bedste spørgsmål lige nu, men i min iver efter form, funktion og struktur skal jeg endnu engang lige minde mig selv om, at jeg faktisk er brændt sammen og holder på en rasteplads.
Jeg behøver ikke tilstræbe form, funktion og struktur lige nu. Det må gerne rode.

Tigeren brølede i dag.
Det gør den vist tit, tror jeg, men forskellen ligger i, at i dag hørte jeg den, fordi jeg ikke kunne andet.
Min indre tiger.
Mine følelser.
Dem kunne jeg høre idag.

Det er forbløffende, hvilken evne den forholdsvist vildtfremmede dame-psykolog har til at skrælle alt min overflade af og sætte en venlig negl lige der, hvor smerten og angsten sidder. Havde det været enhver anden, havde jeg været i stand til at feje det af banen med en armbevægelse, der havde været ObiWan Kenobi værdig, men hende evner jeg ikke at feje af. At behandle intellektuelt.
Hun hiver simpelthen års lag af gamle plastre af et stort og betændt sår.

I løbet af denne uge har jeg været i stand til at sætte plaster på såret. 3 dages total ignorering af materien, mens jeg skånselsløst hentede Falckkassen og plastrede såret til.
Men det er jo ikke et sår.

Nu ved jeg, hvad det er. Hvem, der brøler. Jeg har set tigerens ansigt.

Tigeren er mig. Tigeren er den Karen, der 10-11 år gammel begynder at fornemme, at der skal tages et ansvar - der skal løftes for at hjælpe. Barnet, der selv skulle have hjælp, begyndte at glemme, hvad hun selv havde brug for og blev alene. Tacklede tingene alene.
Tigeren er den lidt kiksede pige med brillerne, som nok brændende ønskede sig langt hår og smart tøj, men som ikke turde bede om det, for hun vidste hvordan tingene stod til derhjemme. Hun var også den pige, der fandt allermest ro hjemme hos Farmor med filt, perler og pailletter, stramaj og DMC-garn. Som gemte sig i bøger og grammofonplader.
Tigeren brølede gennem teenagerårene og lavede en hulens masse ravage i sorg, smerte og vrede, men voksede fra det med en erkendelse af, at vil man noget - så gør det selv. Lig ikke nogen til last, bed ikke om noget. Spørg ikke om noget, der er så vigtigt, at du ikke vil acceptere et nej.
Langsomt, men sikkert tog en SuperDame over. Hende, der klarer, ordner, handler... - hende, der kan og ikke er bange.

Set i lyset i dag, kan jeg kikke tilbage på - og stadig se - et menneske, som kunne være bange for selv den mest almindelige ting; som at tage toget til København; familiefester med bordplaner, hvor man ikke kender sin bordherre; gå til læge; tage kørekort.... - bestille billetter til dette og hint.
Alt sammen fordi; tænk, hvis jeg nu gjorde det forkert? Landede det forkerte sted? Fik sagt noget forkert?

SuperDamen er ikke en skid bange for noget. Kina, adoption, job, chefer, mænd, kvinder, fristelser? Kom an!
Alt kan håndteres med køligt overblik og intelligens. Ro og overskud.
Men, Karen indeni, - hende, der er alt det, jeg ikke vil anerkende ved mig selv, har sagt stop. Nu kan plasteret ikke mere og materien vælter ud.

Så tigeren brøler.

Jeg skal lære at anerkende mig selv. Lære at anerkende, at jeg kan føle sorg og smerte og ikke bare sætte plaster på og komme videre. Jeg skal turde bryde sammen og tude, fordi det er her, Superdamen træder i kraft for at skærme og passe på alt mit bløde indeni.
Jeg skal lære, at ro og inaktivitet ikke er skidt. At der er styrke i at kunne stirre huller i luften.

"Men hvorfor er det så sådan?," fik jeg spurgt psykologen i dag.
"Fordi du har det ad helvede til!", var det fyndige svar.

Ad helvede til. Har jeg nu også det?
Ja, det har jeg.
Jeg erkender hermed, at jeg er slidt op.
Jeg er ædt op af angst over, om vi overhovedet kommer til Kina efter Kinababyen?

Jeg er ædt op af angst ved tanken om, hvis vi så skal skabe et andet familiegrundlag - hvordan ser verden ud i et ægteskab uden børn?
Jeg er slidt i smadder af at skulle opretholde min overflade, for ikke at gå i spåner, fordi jeg sidder med opfattelsen af, at som adoptant skal man være stærk og have overskud til at modtage et barn i krise.

Jeg orker ikke flere familiekomsammen'er uden vores unge. Jeg orker ikke at være hende Karen Kæk-i-en-hæk, der skraldergrinende går gennem tilværelsen og ordner, klarer og handler.
Jeg orker ikke flere familieferier uden min egen unge.
Jeg synes, det er skidesynd for os.
Det er skidesynd for Gemalen.
Det er skidesynd for mig.

Superdamen synes lige nu, at jeg skal tage en tudekiks, tørre øjnene og komme videre, for mine tårer og selvmedlidenhed nytter ikke en skid, men jeg kan også mærke, at hun modstræbende faktisk stryger mig blidt over håret og siger, at det er okay at være lille, bange og ked af det.

Nu tuder jeg sgu igen....