Officiel orlov...WTF????

Surrealistisk.
Det er nok det mest dækkende ord.

Jeg har haft en underlig skoledag, hvor jeg kl. 11.40 kunne hoppe ind i bilen til Gemalen og køre ned til Doktormanden for at få den næste vaccine + få betalt penge til det kinesiske rejsebureau - for indenfor selv samme time køre retur til skolenfor at fortsætte dagens arbejde... - og på det tidspunkt havde jeg ikke siddet ned eller haft en pause. Det første frikvarter blev brugt på klargøring til national test og det næste var jeg på vej til lægen. Jeg kom fra skolen kl. kvart i fem. Det var underligt at gå derfra.

Jeg håber, klog-legaerne nød kagen, for jeg har ikke nået at sige "adios, amigos!" til ret mange af dem.

Nå, det med det.
Nu har jeg orlov.

Jeg har en mærkværdig, pudsig følelse af, at "noget" rykker tættere på. Mange mennesker omkring mig stråler i stemmen og øjnene, taler om "spænding" og "fantastisk" - og jeg snakker bare med, for jeg har NFC, hvad de taler om.
Ikke det fjerneste.

Det er en ud-af-kroppen oplevelse, for jeg ved, det handler om mig, om noget i mit liv. Det handler om noget fuldstændig fantastisk i mit liv og rationelt ved jeg, hvad der tales om- men jeg har ingen følelse af det.
Jeg kan ikke mærke det der "fantastiske".
Jeg snakker med, nikker, smiler og slår ud med armene... - jeg er slet ikke med.

Men det kommer vel.
Det kommer jo.
Selvfølgelig gør det da det.

Det føles bare stadig som en ferie. En forbudt ferie.

WTF? I have NFC!:-D

En lidt uvanlig søndag for den lille system-freak.

Normalt er søndag formiddag tidspunktet på ugen, hvor den forgangne uge gøres op og der gøres klar til den kommende.
Jeg har gang i FaceBook, søndags-Politiken, en blok med husketing, indkøbsseddel, madplan og ugeplan til skolen på samme tid. Jeg ordner vasketøj og strygetøj, mens en god klassiker kører på DR2 i eftermiddag og hvis vejr og selskab indbyder til det; en gåtur.

Alt i alt en dag, hvor der lades op, pudses af og gøres klar.
Om det er en dag i ro, er jeg ikke klar over, men har jeg ikke min søndag og dens faste ritualer, så går ugen let i ged i mit hoved. Altså, dte ved jeg jo godt, at den ikke gør, men det føles sådan - lidt som at komme for sent op eller komme for sent på arbejde. Dagen føles forkert...

Men sådan er det ikke helt i dag. Bevares, jeg kunne godt lave madplan og indkøbsseddel, skrive ugeplan for i morgen som er min sidste arbejdsdag. Vasketøjet ville ikke tage skade af en snurretur og bunken med strygetøj er da også anseelig.
Men, lige nu bager jeg boller til ungerne i skolen. Der er købt juice, smør og pålægschokolade... - så dybest set skal der vist bare stå "morgenmad og afslutning" på skemaet i morgen i de to lektioner, jeg har klassen.
Om lidt vil jeg bage kage til mine klog-legaer.

Men en uvanlig søndag.
Jeg ved godt, at det lyder grimt, jeg er sgu nok lidt autistisk anlagt. Jeg har mine systemer, mine måder og sådan har jeg ro. På dage, hvor jeg er "skæv", kan jeg godt blive lidt forvirret, hvis en kollega har sat sig på "min plads" eller der ikke er plads ved det bord, jeg normalt sidder ved.
Jeg kan sagtens regere i kaos, brillere i uro og vinde i storm, men jeg skal have mine "ruhe-stunden".

Lige nu føles det bare lidt som en forbudt ferie. En slags pjækkedag...

Phew, what a week!

Endelig fredag!

Hold da kæft, en uge.
Jeg var godt klar over, at tingene nok ville gå stærkt i denne uge, men ligefrem SÅ stærkt?

Anyway; jeg har været så megasnottet, at et par dage er klaret med max.doser af Panodiler og Iprener i skøn kombi med næsespray ad libitum. Jeg hader ikke at kunne trække vejret ordentligt. Det piller i min nattesøvn og så bliver jeg sgu en bitter kæ**** at være i nærheden af.
Så nul spinning i denne uge. Mandag var jeg desuden først hjemme halv 6 efter en laaaang dag + måde på fagforeningen for at lægge barselsplan. Onsdag og torsdag blev lige så lange...

Men; på den positive side har jeg fået lavet en rimelig overdragelsesforretning til VBMA, som overtager mit job, mens jeg er væk. At have hende giver ro i sjælen, også selv om hun selv synes, hun er en lille fugleunge i det her...
Hun er sej - "megasej", som en af skolens lærerstuderende sagde om hende i dag.
Og ja, det er hun. Megasej.
Desuden - skulle det hele gå i megaskuddermudder, så er jeg sgu ikke længere væk end en telefonopringning eller en SOSSMS. Også selv om jeg hygger mig i min moder(snot)snotboble.:-D

Ungerne i skolen... - det er altså en splittet oplevelse, for på den ene side glæder jeg mig jo som en lille vild til at hygge med min unge. Få lov til at opleve den frihed, der følger med at kunne koncentrere sig fuldt og helt om blot en eneste ting, et eneste væsen. Jeg tænker, at det må være som at være nyforelsket igen.
Denne totale opslugthed af et andet individ, i hvis verden og færden, man blot og blindt følger i tillid og kærlighed?!
Og på den anden side er jeg kun lige kommet tilbage. Jeg har kun lige netop fået dem ind under huden igen efter efterårets stressperiode. Jeg har kun lige fået føling med dem igen - vundet tilliden igen og nu skal jeg væk fra den flok skønne banditter. Det er skodagtigt nederen. For at sige det på fladt og plat dansk.
Jeg er sgu noget blandet lige nu.

Rejseplan, den endelige!

Endelig rejseplan foreligger nu.

Men jeg har ikke nærlæst den endnu, andet end jeg kan se, at vi stadig får Anton i armene om lørdagen.
Og... - så er resten sgu egentlig lidt ligegyldigt.

Bobler og skildpaddeæg

Nej, ikke snot- bare anderledes.

Jeg lå vågen i nat med en mærkværdig oplevelse af denne boble omkring mig. Det var som et voksagtigt halvgennemsigtigt gardin, der langsomt lukkede sig om mig. Fornemmelsen var som hinden på et skildpaddeæg - sej, gennemsigtig, men gennembrydelig.

Jeg havde en oplevelse af, at have udsyn gennem en flig i hinden, men at jeg skulle mose lidt for at opretholde denne åbne flig.

Givet de år uden barn, de år med længslen, håbet og frustrationerne - sorgen og vreden, ikke mindst - har jeg haft mine kvabbabelser med kvinder, når jeg kunne mærke deres hinde. At de havde den der "moder klode", som favnede netop dem og deres - og hvor alt andet enten ligegyldigt, i bedste fald perifært.
Og jeg har nok lovet mig selv ikke at bygge denne boble - denne klode - af respekt for min omverden, som ikke skal lide under kvalmende moderlig selvfedme, men sågu også af respekt for mig selv. Jeg ville have lov til at bevare mit udsyn, min interesse og min udfarenhed.

Jeg er nu ikke i tvivl om, hvorvidt jeg bevarer det udsyn, men den faktiske og meget fysiske oplevelse af denne hinde er både grænseoverskridende, smuk og skræmmende.

Han optager mig, den lille mand. Vores Anton. Kejseren. Jeg har svært ved at bruge ordet "søn", men det kommer vel. Jeg har svært ved at opfatte ham som mit barn. Det er han - jeg skal nok bare lige mærke ham først. Se ham. Dufte ham.
Hans ting, rejsen til ham, papirerne, forberedelserne. Det optager og det fylder.
Selv om jeg har vigtigere ting at tage mig til, fordi vi trods alt først skal rejse om godt 14 dage, så er det alt det, der vedrører ham, der er så meget mere spændende end alt muligt andet.

Hinden omkring mig kan vel anskues på to måder - to sider af den samme sag: Den ene side er moder klodens atmosfære - at forpuppe sig omkring sin unge og familien. Udvikle sig indadtil og skabe sit eget mikrokosmos. Den anden er ikke anskue hinden som noge,t der lukker verden ude - at den ikke lukker sig om mig, men at jeg måske er ved at bryde ud af hinden i stedet for. At jeg først nu ser en flig og dermed den omkringliggende verden.

Jeg er ved at bryde ud af en gammel puppe. Det er helt okay.
Eller også forpupper jeg mig omkring min mand, min unge og mit hjem - og det er også helt okay.

Det er noget jeg ikke har prøvet før.
Så... - det kan jeg nok godt finde ud af.

Tanker fra i nat.

Nu ved jeg, hvad det er for en boble gravide kvinder går i - jeg kan fysisk mærke den. Indskrænke min gøren, laden og værst; mit interesssesfelt.
Jeg kan se den som en let gennemsigtig hinde, nærmest som en hinde, der langsomt lukker sig om mig - favner mig og begrænser mig.
Det er både skræmmende og trygt.
Jeg ville til min dødsdag have benægtet at det ville overgå mig - men den får heller ikke magten fuldstændigt. Tro jeg ikke.

Lyset indeni den er som lyset gennem en rispapir-ramme i et japansk hus. Trygt, men jeg hader følelsen af både at blive set, at være halvt usynlig og samtidig ikke kunne se alt omkring mig.
Jeg mangler en udsigtspost.

Nå, det roder jeg mere med, når jeg kommer hjem, men den er interessant, den her.

En tanke: Hvis jeg på nogen måde skal lade mit voksne jeg indfange i denne boble, så skal det være for Antons skyld - ikke min egen. Og dog - måske har ingen glæde af, mindst af alt mig selv - alt miste mit udsyn og min evne til at overskue savannen...

Undervisning, leverandørmøde, undervisning og bogkældertjek...

Godmorgen.

Så er orloven på plads

I morges var jeg sikker på, at jeg sgu havde mentalt vand i anklerne. Bækkeløsning i hele hovedet.

Anyway; her til eftermiddag fik vi lagt orlovsplan, hvilket betyder at vi på skift kan gå hjemme fra 1.3 - altså lige om lidt! - til 5.marts til næste år.

Det er dælme i orden!
Jeg stryger på orlov fra tirsdag i næste uge til midt i september.

Gemalen har lige betalt flybilletterne og Farmand hentede visaerne i formiddags.

Lige nu er jeg flad. Jeg har stået på mine ben og været 110% på siden 7.30 i morges. Jeg fik 15 min. pause at spise min mad i, inden jeg skulle videre med dagens 3. nationale test og det var de første 15 minutter, hvor jeg kunne sætte mig ned.
Nå, det nytter ikke at pive. Nu vil jeg lave noget mad og nyde aftenen. Not.
Jeg skal nemlig lige forberede mig til morgen, for det nåede jeg ikke på skolen, som jeg ellers plejer.

17 dage til afgang.
19 dage til Anton.

GYS!