1. søndag i advent

Taget i betragtning, at jeg kunne have gravet mig selv ned under gulvet og haft navlepillende ondt mig selv hele weekenden, har den været så forfærdelig hyggelig - og den er ikke engang slut endnu.

Det mest tankevækkende er vist, at der ikke har været snerten af overspringshandling eller tvangs-syssel-sætting over det.

Fredag afsluttede jeg sessionerne med psykologen, der mente, at jeg var godt på vej i min proces og havde godt styr på mine redskaber. Jeg er i fin kontakt med alle de følelser, jeg ellers gerne vil pakke væk. Det er stadig svært at blotte mig i offentlighed, men det er en lang vej at lære dette med de år, jeg har brugt på netop at pakke alle følelserne væk.
Jeg skal stadig og dagligt minde mig selv om om at stoppe op, mærke og tænke - og SÅ handle, hvilket jeg stadig gør i en anden og knapt så hensigtsmæssig rækkefølge, men også det er en proces, jeg ikke bar kan ændre på et par måneder.
Fredag eftermiddag ringede optikeren og sagde, at de havde mine briller parat. Jeg har måttet erkende, at de fine, uindfattede briller jeg købte i foråret er for sarte til mit brug, så jeg har investeret den svimlende sum af 495,- i et par slavebriller... - som har siddet på mig siden fredag. Brunt acetatstel i Miss-Monnypenny-møder-nørd-stil, knapt så chunky som de fleste acetatstel, men væsentlig større end de briller, jeg har gået med de sidste 10 år. :-)
De er fede.... - we like.

Fredag aften åbnede vi for kogeskolen. Gemalen skulle lære at lave flæskesteg. Han har tidligere ytret ønske om at tage over i køkkenet i ny og næ, og det er da så fint!
Selv om mad er mit store afstressningsfelt, kunne det jo vel tænkes, at jeg for fremtiden måske synes, at det er så meget sjovere at lege med min unge end at røre i gryder...
Så, flæskesteg med sprød svær (nemlig ja!) brunede kartofler, skysauce og rå rødkålssalat - opskriften følger her, for det var dælme godt:

1 kvart rødkål, fintsnittet
2 gode æbler med smag og syre, i tern
2 gode appelsiner, i tern
1 håndfuld tørrede figner, i mundrette bidder.

Dressing af:
1 del gele - vi brugte husets hjemmekogte paradisæblegele
1 del grov dijon l'Ancienne
salt
citron.

Salatdele blandes og gerne kvases lidt med hænderne.
Dressing røres sammen og hældes over - det skal dække, men ikke sejle.
Lad trække i min. 30 min.

Lørdag tog VBA og jeg til Gissselfeldt og kikkede julemarked. Meget nydeligt, men for pokker da et østrogen-hav! Der var tonsvis af tuttenutte-rå blomsterting, julekniller-knaller og kunsthåndværk, der kostede spidsen af en jetjager og hvor meget af det var i kategorien "specielt for at være specielt". Fint at se, men ikke noget for mig. Jeg stak af med en stok frisk grønkål og en ny Rudolf til samlingen.
Det er meget muligt, han er lavet af gasset, flået kat og syet i Kina - jeg er kold. Jeg er ikke kattefan og forøvrigt var han nuser...

Rudolf-samlingen

Han er da kær!

Efter Gisselfeldt tog VBA mig med til en elev-opsætning af Mamma Mia. Hold da kæft, nogle talentfulde og dygtige unger. Jeg grinede og tudede og var helt med, trods falsk sang og lidt kiks med musikken. Alt sammen ligegyldigt, for ungerne havde ramt både nerve og humor.
Jeg har sagt det før og jeg siger det gerne igen: Det er en fed fryd og fornøjelse at have hende i mit liv.
Thanksgiving var ganske vist i torsdags, men hende er jeg taknemmelig for, ikke bare om torsdagen...

I dag kommer Fru Moderen og Farmand og Lille-bissen. Den står på gåtur i snevejret, æbleskiver og aftensmad.
En dejlig weekend!

Kom jul - kom sne - kom gaver!
Kom mandag - kom matching - kom Kina!

Talknuser

I dag har vi stået på venteliste i nøjagtigt 4½ år.

4 år
6 måneder

54 måneder
216 uger
1512 dage
36288 timer

Jeg er lidt blank-lammet-kold-mystisk-agtig over det.

D. 16.februar 2011 udløber vores godkendelse. Så er den 5 år gammel.
Forinden brugte vi 7 måneder på at blive godkendt.
Forinden da brugte vi 4 måneder i behandlingssystemet.
Forinden da prøvede vi selv...

Til januar er det 9 år siden, vi begyndte på at bygge en familie...

De 9 år er ikke spildt, på ingen måde. Men der er fandeme gået alt for meget tid og energi på sorg, tårer, vrede, frustration, mindreværdsfølelser, angst, uretfærdighed... - og alt det andet, der æder sjæle.

Jeg mærker lige nu, at tude kan jeg ikke, men en følelse af lammele, ligegyldighed og desillusion er overhængende.
Jeg kan nok i virkeligheden ikke forholde mig til det.

I følge den amerikanske rygtedronning kan vi forvente at høre nyt fra omkring mandag i næste uge - for helvede, hvor jeg håber, at vi er med. At det sker noget nu, at det her ventehelvede er overstået....
Tanken om jul, familieknillerknaller, julegaver og hvad ved jeg er næsten ikke til at bære, hvis vi skal vente endnu en furhutlet lang lortemåned... - også selv om den hedder december.
Et eneste lyspunkt er sgu da, at jeg kan drukne mig i marcipan.

Tilbage bag katederet

Nu har jeg været tilbage i manegen igen... - og det var dejligt.

Min indre cirkushest lugtede savsmulden og var tilbage i vanlig stil, både i går og idag.
Vanlig stil, fordi jeg følte mig vanvittig godt tilpas sammen med ungerne og de gøremål, der er i skolen og i timerne og fordi jeg faldt ind i min rolle, ind i min undervisningsstil - og det var fedt at finde den side af sig selv igen.

Engelskholdet i går føltes som om jeg slet ikke havde været væk. Vi var tilbage i den gode gænge i løbet af 10 minutter, hvilket ville være normalt for en hvilken som helst tirsdag morgen.

Mit engelskhold i dag var en anden sag, for de unger har jeg i mange timer og de betyder meget for mig. Der er en hel klasse fuld af små og store kærlige banditter, der har humor, hjerte og masser af mod på livet - og der blev jeg lidt spændt, på den gode måde - at skulle være sammen med dem igen.
Så jeg sagde det til dem - at jeg havde glædet mig til at se dem allesammen igen, at deres søde hilsner og tegninger havde givet en masse styrke til at vende tilbage og - at jeg faktisk også var spændt på at være her igen.

Det var ikke det dummeste, jeg nogensinde har gjort, nok nærmere tværtimod. De så en voksen, en lærer-men også et menneske med følelser og hjerte, både for dem og for skolen.

Jeg havde de fedeste timer med de børn!
Pjat og pjank, grin og snak - koncentration og arbejde.

I morgen skal jeg afsted igen og jeg er nået dertil, at jeg glæder mig til at tage på arbejde. Det er larmende, der er knald på og meget - alt for meget at forholde sig til, men jeg tager det, jeg kan - og lader resten ligge.
Jeg gider godt stå op om morgenen og komme igang, se hvad dagen bringer og være glad igen.

Jeg er ganske klar over, at når jeg er på skolen, tænker jeg ikke på Kinababy og Kinabøvl. jeg tænker ikke på ventetid, sorg og frustration. Følelsen af uretfærdighed er forsvundet for en skøn stund, hvor jeg nyder at trække vejret og lave noget, jeg er god til.
Jeg må så trække mig tilbage, når jeg kommer hjem og kravle lidt ind i mig selv, men det er vel det, jeg burde have gjort for længe siden.
Lige nu føles det ikke så slemt, men... - på fredag har vi ventet nøjagtigt 4 ½ år.
Sindssygt...

Exit Grøn Drage

Den grønne drage er ved at forlade mig igen. Det holder og holdt hårdt at få den vappet ud, fordi den nærmest bare blev stærkere, jo mere jeg kæmpede for at slå den ned.

Først skulle jeg stoppe med at være så vred. Vred på verden og vred på mig selv, fordi jeg ikke kan forliges med at have følelser som misundelse og smålighed, men ikke desto mindre har dem...

Vreden er en stærk drivkraft for mig og en følelse, der altid er dukket op før sorg og angst. Jeg reagerer som oftest med vrede før noget andet... - det er som om vreden er så meget "nemmere" at håndtere. Den er grov, voldsom og rå. Den kræver ingen forklaring og den er eminent til at skabe en mur rundt om mig: SKRID!

Vreden er god til at skræmme folk væk.

Egentlig er det et Damokles-sværd: Vreden skal dække og beskytte mig, så den skræmmer væk - og omvendt vil jeg jo gerne have omsorg fra andre, når jeg har det sådan.

Dernæst skulle jeg erkende, at også jeg har brug får - og kan få omsorg.

Og omsorgen får jeg først, når jeg tør vise, at jeg har brug for den.

Jeg er ved at lære det, men det tager tid. Der er en del, der kan se igennem min vrede og lirke mig ud af den.

For den skader ikke blot mig selv, men også min relation til min omverden. Jeg kan ikke lide at have det sådan her, ikke fordi vreden og følelserne bag vreden er socialt uacceptable, men fordi det dybest set ikke er sådan, jeg er.

Tilsidst skal jeg huske, at følelser er følelser. De har helt deres eget liv og jeg kan kontrollere dem til en vis grad - resten er tilfældigheder. Jeg har ikke ansvaret for andres følelser og de har ikke ansvaret for mine. Jeg kan sige og gøre nogle ting, der kan pisse folk af og omvendt - det betyder bare ikke, at der er et ansvar. Følelser er spejle og når vreden, sorgen, misundelsen - men også lykken og glæden dukker op, er det et spejl af noget inden i mig.

Anyway; nu er jeg dampet af og kan komme lidt videre. 

Jeg har været på arbejde i dag - en hel lang dag.
Imorgen skal jeg undervise og det glæder jeg mig faktisk til.

På en søndag

- bliver der altid nogle timer, hvor vi kikke på hinanden. Snakker lidt, venter lidt og fantaserer lidt om, hvordan søndagene med Kinababyen kommer til at se ud...

Ventelisten ser sådan ud. Det har den gjort læææææææææææææææænge...

 

Sagsnummer	Godkendelse modtaget i DanAdopt	CCAA log-in dato	Gruppe nummer
9737	13-01-06	26-05-06
9805	18-01-06	26-05-06	1
9661	23-02-06	26-05-06	HER ER VI!!!!!!!
9756	24-04-06	10-07-06	2

4 år
5 måneder
25 dage

Hmmmm.....

Du er den store. Ergo må du også være den fornuftige.

Jeg vågnede meget tidligt i morges og tænkte over det her. At det var noget, der skulle skrives ned, intellektualiseres lidt over - falde lidt klart lys over.
Om det lykkes, skal jeg ikke kunne sige, men nu ser vi, hvad der sker.
Jeg er nok stadig på jagt efter form, men tanker har jo ikke altid form...

Jeg tænkte, hvorfor jeg har den misundelse. Hvorfor er den kommet og hvad har givet mig den? Har jeg selv opelsket den, givet den næring eller er det omstændigheder, der har gjort at den i situationer trives godt i mit selskab?

Ham den lille hippie fra Nazareth siger jo, at misundelse ikke er særlig misundelsesværdigt og det må jeg jo give ham ret i. Det handler vel i bund og grund om, at nogen har noget, man selv gerne vil have og at man ikke er stor nok til at sætte sig ud over det.
Det var den rationelle forklaring.
Men, hvorfor er det så, at misundelsen er så grim, for det er vel ikke grimt at ØNSKE sig noget, en anden har? Et ønske er jo  ikke et krav, en bestilling, noget der partout skal indfries?

Jo - det er vel der, sovsen skiller: At man netop ønsker sig noget - eller noget magen til - så brændende, at man ikke kan styre sine følelser og derved siger og gør ting, som er betragtes som socialt uacceptable?
At det ikke kan blive ved ønsket, men skal indfries...

Jeg får nogle billeder - oplevelser på den indre filmspole, som måske giver et praj om, hvorfor den er hos mig:

Jeg er 10-11 år og hele familien er til den store julebazar i Farmors Odd Fellow Loge. Det var sådan noget med enorme og fine rum, mange damer i pæne nederdele og nette skjortebluser, den dikrete perlekæde og pumps. Det årlige salg af deres produktioner af julepynt og pyntedims. Jeg husker broderier, hæklede julehjerter, små uldnisser... - alt, hvad hjertet kunne begære.
Der var et andespil. Det år vandt en eller anden en Barbiedukke og jeg troede, jeg skulle dø. Åhh, hvor var hun fin og hende fulgte jeg med øjnene, ned i Fru Moderens taske, hvor jeg længselsfuldt håbede, at hun blev min. Måske ikke nu, men så måske til jul. Hende kunne jeg godt tænke mig.
Den dukke var i min bevidsthed hele dagen, indtil vi skulle hjem.
I bilen ser jeg så, at Mindstebror sidder med en dukke, jeg ikke har set før. En ny dukke, hvis hår han allerede er igang med at nulre helt kruset, hvilket var hans kendetegn overfor samtlige dukker: Håret blev nulret i smadder...
Jeg undrer mig, frygter og får ondt i maven - hvor er Barbiedukken? - og jeg tager mod til mig og spørger. "Jamen, den har jeg da byttet til den dukke til din bror - du er da alt for gammel til at lege med dukker og han skulle have noget at lege med...  - sådan noget pjat. Nu må du holde op! Du er den store. Ergo må du også være den fornuftige...", var svaret.
Om ordene faldt sådan, kan jeg ikke huske, men det lød sådan i mine ører.
Maven blev til is, ansigtet stivnede og kulden bredte sig. Jeg stirrede ud af bilens vindue resten af vejen hjem og kæmpede for ikke at blive rasende, gal - eller tude. Jeg skulle ikke tude! Hvorfor skulle han have den dukke? Hun måtte da have set, hvor meget jeg ønskede mig den? Kunne hun ikke læse mit blik?
Den lille infame mide - han fik fandeme også det hele. Han måtte det hele og skideballerne kunne stå i kø, hvis man tog hævn over gnallingens med tiden mere og mere udspekulerede stunts. Da jeg endelig FIK en Barbiedukke i fødselsdagsgave, overmalede krapylet den med autolak og jeg var tæt på at slå ham ihjel, men svaret? "Jeg kunne lade være med at lade døren til mit værelse stå åben/lade mine ting flyde på gulvet....- jeg legede jo heller ikke med den mere. Jeg var den store. Ergo måtte jeg også være den fornuftige..." Noget i den stil.

Jeg er ret sikker på, at jeg den nat tudede mig i søvn og nedkaldte hede forbandelser over den lillebror, hvis behov overgik mine egne og som var eminent til at tilkalde sig specielt Fru Moderens opmærksomhed.
Men jeg skulle ikke nyde noget af at lave larm og tude, for så havde jeg med 120 % garanti mødt dødsreplikken: "Det er dig, der er den store. Ergo er det også dig, der må være den fornuftige."

En del børnefamilier i omgangskredsen har hørt mig rasle med Allahs hellige Fatwa-sværd, hvis de nogensinde bruger den replik overfor de ældste søskende... - for selvom man er ældst, er man ikke stor.

Rationelt har og havde de da nok ret, mine forældre. Han havde behov større end mine, men jeg følte, det var på  bekostning af mig, af mine følelser. Hvad jeg ønskede var ikke så vigtigt som hans ønsker og behov...

Lad være med at være til besvær, klar dig selv, lad være med at ønske noget, for du får det ikke. Lad være med at knytte dig til noget, for du får måske ikke lov til at beholde det - og hvis du gør, får du det ikke for dig selv.
Der er ALDRIG nogen, der har sagt til mig, at jeg skulle opføre mig sådan, men det var det, jeg tog med mig indtil jeg som teenager eksploderede, men mere om det en anden dag.

Der kommer jord.

Jeg måtte have min arbejdshjelm på i dag, for der kom jord.

For år tilbage havde skolen besøg af en Lars Mogensen, der med karatefilosofi og stand-up-stil fik høvlet nogle sandheder ind i lærerstaben. En af hans ting, der hang fast, var: "Der kommer jord!"
Når man følte sig overdynget af L-O-R-T, fik et møgfald eller mødte modstand -et eller andet - så skulle man forestille sig, at man tog en sikkerhedshjelm på og sige: "Der kom nok jord!" og så børste støvet af sig. Øvelsen gik i al sin såre enkelhed ud på, at man ikke lod tingene gå ind.

I dag kom der jord. Ikke udefra, men indefra.
Jorden beviste på grusomste vis, at jeg slet slet ikke er færdig med mit skrammel og at jeg med lynets hast var på vej ud i verden med mine gamle mønstre.

En kollega kom forbi med sin nyfødte bebs. Klokken var lidt i ringetid, jeg havde set det ud af øjenkrogen OG straks tænkt, at jeg stak en anden vej, så jeg slap for konfrontationen, for jeg følte mig overhovedet ikke stærk nok til at skulle dikke-dikke, beundre - bare ordet tillykke bed i halsen. Jeg skal lige love for at min gamle grønne misundelsesdrage var kommet ud af mølposen.
Men, jeg kunne ikke helt kravle udenom og måtte tage konfrontationen. Jeg gjorde det kort og nøgernt, men jeg kunne godt mærke, at den sved. Det gjorde sgu ondt.
Jeg er udmærket klar over, at kommentarerne om at "nu skal du også snart ha' sådan en lille en!" er velmente, omsorgsfulde og kærligt mente - jeg hører dem bare ikke sådan. Jeg hører medlidenhed og den værste sorte side af mig hører hån og spot. Det er så langt ud i hampen, men det er de følelser, der dukker op og jeg reagerer ved at være knap i mine ord, kold i stemmen og kroppen og ikke mindst; få travlt. Jeg får uro i kroppen - jeg begynder at skynde mig, ikke blot for at komme væk fra selve situationen, men for nok i virkeligheden at komme væk fra de følelser, jeg har OG komme væk fra mig selv. De gør simpelthen for ondt.
Jeg er slet ikke klar til at være sårbar for åben skærm endnu.

Og, jeg skal lige slå nogle ting fast for mig selv:
Nej, jeg vil fandeme ikke ha' hendes yngel eller være gravid eller noget i den stil - jeg bliver misundelig, fordi hendes ventetid har været afmålt og nu afsluttet. Hun slap for den lede, lede uvished... - bevares, hun er ikke sluppet for angsten, men hun slap sgu for at trække pinen ud i flere år. Hun har noget, jeg gerne vil have - closure.
Hun vidste, der kom noget levende ud til slut og at der var en endelig afslutningsdato!
Ja, ja, ja - 1289456385 ting kan gå galt under en fødsel og nej, ingen kan være sikre på noget levende til slut, men hvis og hvis min rumpet er spids.

Så nu skal jeg lige sunde mig og lande igen. Jeg var godt på vej ud af den vej, jeg absolut ikke skal, men Gemalen fik hevet mig hjem igen. Jeg er ret sikker på, at han er meget uforstående overfor min oplevelse af hån og ynk fremfor kærlig omsorg, fordi han opfatter det som om jeg skubber de folk væk, som vil mig det godt.
Måske - jeg synes jo bare ikke, det føles godt. Jeg mærker det jo ikke som omsorg og så er det vel naturligt at skubbe det fra sig?

Fuck, hvor føler jeg mig ussel, nedrig og uværdig, når jeg har det sådan her. Jeg ved godt, at alt godt kommer til den, der venter - at vi skal vente, for ellers bliver det ikke netop vores barn, der kommer - at misundelse er en grim ting, at jeg er smålig, grov og lige nøjagtig så barnlig og lille, som jeg føler mig.
Det er den samme gamle følelse, der dukker op, som dengang Fru Moderen tog min søde kusine i forsvar og sagde, at hun faktisk var skidebange for at føde sin første, fordi jeg i sorg og raseri over endnu et mislykket forsøg rasede over, hvorfor hun kunne og ikke jeg. At jeg nok egentlig ønsker mig lige nu, at der er en, der stryger mig over håret og siger, at det fandeme er okay at have det sådan her og at de godt kn forstå mig, istedet for at forsvare alle andre.
Jeg ønsker mig at få lov til at sure, mule og tude af raseri - svine hele verden til og få ros for det, istedet for at møde forklaringer og hovedrysten over min reaktion.

<<<<<<<<<<<årh, giv mig en spand at brække mig i!!!!!!!