Hele og halve liv

Tak for kommentarer. Det er dejligt at møde opbakning, og- de fik mig til at tænke.

Egentlig tror jeg ikke, at min lørdagsrejse ned med elevatoren var relateret så meget til den forestående fødselsdag, for jeg har mærket og mærket og kan ikke finde en årsag... - andet end jeg var flad og som psykdamen siger: Når jeg har paraderne nede, popper følelserne igennem og jeg føler mig endnu mere sårbar.
Jeg havde nok bare ikke brug for at være sårbar i  et større forum.

Anyway; jeg tænker lidt over det koncept at føle sig halv, andenrangs, sådan lidt sat udenfor børnefamiliernes selskab.
Jeg er så udmærket klar over, at de følelser foregår indeni mig, indeni os - indeni den gruppe af mennesker, der ikke har børn. At det er en måde, vi opfatter os selv på.
Det har vist ikke så meget med omverdenens syn på os - familiens syn på os. Vennernes syn på os.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvordan familien og vennerne har set på os, men jeg kunne forestille mig, at der nok har været og er lidt medlidenhed, lidt spænding, lidt sorg og lidt frustration på vores vegne - men for nogles vedkommende nok også en snert af uforståenhed, fordi de ikke kan forstå den situation, vi står i.
De kan forholde sig til, hvad de selv ville gøre, hvis de stod uden børn - hvad de ville anvende al den voksentid til, der ikke stod job på - men ikke ventetidsaspektet.

Men det er blot noget, jeg tror. Jeg har ikke været i bærret på dem og kikke efter.

Det syn, vi så har på os selv, er et ganske andet. Ventetid er en ting - i begyndelsen kan man sysselsætte sig selv, laver et par langsigtede planer og lever fint med det. Der er lagt en deadline et stykke ude i fremtiden og "Hvad skal vi så finde på imens?", tænker man.
Det er nu ikke så skidt.
Det er nok først ved konfrontationerne, at man så mærker effekten af stadig at være et par, der endnu ikke er opgraderet til familie: Barnedåbe, børnefødselsdage, barselsbesøg, familiefester med tonsvis af unger....

I begyndelsen kikker man længselsfuldt på ungen, klemmer gemalens arm og hvisker: "Ti hi, om x antal måneder er det os!".
Efter et par gange er frasen og håbet så slidt, at længslen er vendt til frustation, sorg og angst, fordi nok står vi på den liste og ja, vi skal nok få barn, men hvornår? Hvor mange gange skal vi igennem det smertehelvede at blive konfronteret med det, vi ikke har?

Det er en følelse af at være halv. At mangle noget. At føle sig udenfor.

Og nu er det så, at jeg står med et paradoks - en meget ambivalent følelse.
For; hvorfor tiltænker jeg et lille væsen så stor en kraft, at det kan hele mig?
Hvorfor PÅLÆGGER jeg et barn de evner?

Jeg tænker; jeg henter en unge fra den anden ende af verden for at føle mig hel - i samme sekund, jeg tager den unge for at hele mig selv, halverer jeg ungen, idet jeg løsriver barnet fra alt kendt - sprog, dufte, kultur, erindring?

I samme ombæring tænker jeg så også, at der i mødet mellem det forældreløse barn og de barnløse forældre sker en heling - at vi trods alt også gør noget godt for hinanden, at barnet møder omsorg, tryghed, kærlighed - og at forældrene opgraderes til det famlieliv, som de har ønsket i mange år, men som også forventes af omverdenen.
Lige præcis - man skal ikke komme og fortælle mig, at der ikke stadig ses lidt ned på de par, der vælger at leve uden børn. At de opfattes som mærkelige, egoistiske?
Men, er det ikke også topmålet af egoisme at vriste et barn fra dets hjemland bare for at vi kan blive en familie?
Og så kommer der lige et twist mere:
For - jeg synes jo, det er helt hen i vejret at tro, at ungen skal hele os voksne - at vi opnår et bedre liv på grund af et barn. Skal et lille barn bære det? Bære det ansvar?
Handler det ikke om, at vi voksne skal bære barnet og ikke omvendt?
Burde vi ikke være i stand til at skabe det liv, vi ønsker uden at skulle involvere et lille væsen?

Hvis det barn skal komme her, være en del af dette hjem, skal det så ikke i en eller anden karmisk forstand - komme af sig selv? Komme for sig egen skyld? Være her i kraft af sig selv?

Med alt dette en mente kikker jeg lidt på det liv, vi har her, Gemalen og jeg.
Har vi et godt liv?
Ja.
Har vi på mange områder det, som vi godt kunne tænke os?
Ja.

Hvorfor skal der så et barn til?
Hvad skal det barn bidrage med?
Skal det bidrage eller vil der ske en eller anden mærkværdig karmisk forbindelse mellem det barn og os, som ikke kan forklares eller teoretiseres over?
Står vi i analysens grusomt klare lys i virkeligheden overfor noget, der kun kan omfattes af kærlighed? At lysten og evnen til at møde et lille væsen - at omfatte det med tillid, tro, respekt, omsorg, tryghed, kærlighed, fordi vi har det til overflod?

Kom med et par bud.

Den lille malkeko

Jeg er den lille malkeko
jeg skal bare stå og glo...

Ja, ja - eet skridt frem og to tilbage.
Sådan er det idag.

Vi skulle have været til børnefødselsdag i dag, men nix, det skulle vi så ikke alligevel.
Jeg er sart, bevares, men Gemalen er også tyndslidt.

Til trods for, at vi nu er så tæt på målet som nogensinde, er energidepoterne mindre og mindre. Man skulle jo tro, at netop slutspurten - synet af målstregen - kunne give vinger og uanede kræfter, men sådan er det ikke. Ikke her, i hvert fald.
Sjælen, håbet - det hele er tyndslidt og der hænges i med det yderste af neglene.

Jeg kan levende forestille mig, at der er folk omkring mig, som må ryste på hovedet og tænke: "Op på hesten! I er så nær ved! I skal bare lige have november overstået - det er skide 24 dage! Kom igen!"
Det må de sgu gerne, for jeg gider ikke engang PRØVE på at overbevise dem om, at nu er jeg flad. Nu er vi flade.
Vi gider ikke mere. Gider ikke flere energiske pep-talks, klappen på skulderen og fjernen-fokus.
Ikke mere.

Ikke fordi det er særlig sundt, givende eller konstruktivt at kravle ned i sin Kinaboble og have ondt af sig selv og forbande tiden langt væk, men det er egentlig ikke noget, vi har dyrket ret meget - og måske burde vi have gjort det for ikke blot at overleve, men også leve.
Så i dag er jeg til min sofakrog og min pyjamas. Jeg er ikke til pænt brug.
Lille, trist, sårbar og temmelig rend-mig-i-røven-agtig.

Jeg er inderligt ligeglad med velmenende råd, sportsmetaforer om den lange bane, målstreg og fokus, totalt og aldeles kold, klam og WC-agtig om, hvad folk måtte mene om os. Jeg gider ikke høre på flere "Nyd jeres voksenliv, mens I har det - det bliver aldrig det samme!"
ARGH! &%(/¤%#!!!!

Klap i! Skrid! F*** af!

På et tidspunkt tænkte jeg, at hvis dette bjerg af ventetid var den eneste prøvelse, vi ville stå overfor i vores liv, så var vi sluppet nådigt, men jeg har svært ved at se ud over det i dag, svært ved at tro, at nok når vi toppen, men i hvilken tilstand? Er vi overhovedet stærke til at varetage sådan en lille nus eller vil den første lange periode være præget af endnu en omgang overlevelse? Endnu en omgang væren stærk, fordi vi ikke kan andet?

Jeg er træt af forhindringer, ventetid, tålmodighed, overspringshandlinger, sysselsætning og alt det andet gejl, jeg fylder min tid med.
Jeg vil have min mand i hans velfortjente Far-rolle, min unge, jeg vil være glad igen, lykkelig og færdig med angst, uro og følen sig sådan lidt ynk-ynk-Grethe-Sønck-klynk i en spændende kombi med følelsen af at være andenrangs.
Ja. Det sidder inden i mig og sådan tænker folk ikke om mig.
Jeg vil sk*** på, hvad de tænker om mig, for sådan tænker jeg om mig lige nu og det er fandeme ikke sjovt.

4 år
5 måneder
10 dage

FFFFFFÅÅÅÅÅÅÅÅÅRRRRRRKKKKKKK!!!!!!!!!

Krea-time... + lidt opsamling

Vupti med nederdel - vanterne er også færdige. Dvs, de skal vist have en børnehavesnor i nakken, så jeg ikke taber dem. Den er nemlig lidt for tykke til bare at stoppe i lommen.

Før.

Efter 

- der røg 15cm. af, 

og af resterne lavede jeg en lomme, der er syet fast i liningen, 

men som ellers er løs. 

Lidt bånd og pailletfløjlsbånd 

+ saksen i et par gamle paillet-leggings, jeg købte i et anfald af vildelse, 

og så tror jeg, vi har en vinder her til vinter.

Opsamling:

Jeg var til psykolog i går.

Mit hjemmearbejde havde jo bestået i, at jeg skulle lave etbrev, hvori jeg opstiller nogle spilleregler for mig selv og hvordan jeg gerne vil have tingene, så jeg slipper for at stå i situationer, hvor jeg enten får givet for meget af mig selv og derved føler mig drænet, hvordan jeg får sagt fra, så jeg ikke føler mig jordet eller overfaldet... - sådan noget.

Efter et fantastisk gensyn med en gammel veninde, kunne jeg se tingene klart og kunne meget hurtigt få banket mine 6 spilleregler ned. Egentlig syntes jeg, da jeg fik opgaven, at den var god, men noget nær umulig, for hvordan fanden skulle jeg kunne stille spilleregler op - endsige få dem vendt, så de havde et positivt defineret udgangspunkt - så jeg skrev ned, hvad jeg ville, fremfor hvad jeg ikke ville. Det er sgu tit så nemt at sige, hvad jeg ikke vil - det er straks sværere at sætte ord på, hva djeg vil, da jeg nok altid har siddet med en følelse af, at det var forbudt at sige, hvad jeg ønskede mig, hvad jeg havde brug for, hvad jeg havde lyst til, fordi så var jeg besværlig. Til ulejlighed.

Bare det at sige til psykologen, at jeg faktisk gerne ville have en tid mere, selv om jeg selv skulle betale - at det kunne jeg godt tænke mig - det var fandeme en overvindelse.

Måske netop derfor har det været så svært at gå tæt på følelserne omkring Kinababyen, fordi det var noget, jeg brændende ønskede mig, men jeg var og er ikke sikker på, om jeg må endnu.

Nå, jeg fik ros og anerkendelse for min liste, der i korte træk er en række hensigtserklæringer, som skal hjælpe mig til at finde mit ståsted i endnu højere grad end før:

1 - hvis jeg vil i kontakt med folk, skal jeg huske at forberede mig, så jeg ved, hvad jeg vil og hvorfor. Også når det gælder small-talk.

2 - jeg vil spejle, hvad jeg får og ser, så jeg ikke står tilbage med følelsen af at have øst ud af mig selv og ikke får lidt retur. At der skal være rimelighed mellem udgift og indtægt.

3 - jeg vil have mit i fred. Det, der er mit, er mit og kan ikke tages fra mig.

4 - jeg har ikke ansvaret for andres følelser.

5 - jeg vil øve mig i at sige fra og ikke være så pæn og velopdragen.

6 - jeg vil øve mig i ikke at lade mig manipulere eller presse.

Lige nu ser det godt nok lidt hårdt ud - mig, mig, mig, men med tiden når jeg får lært at bruge spillereglerne, moderere dem og måske med tiden forkaste nogle af dem, så er det godt nok. Det er hensigterklæringer - ikke ordrer eller dekreter og eftersom det er for mig, så har jeg også magt til at ændre dem.

Fra sidste gang og til nu føler jeg mig meget stærkere. Ikke så højlydt og ikke helt så power-agtig som jeg plejer, men det er der svar på: Fordi jg har haft gemt følelserne sålangt væk så længe, popper mine følelser op og virker stærkere og mere overvældende, end hvis jeg havde haft "et normalt" forhold til dem. Følelser har sit eget liv, siger min psyk-dame. Fornægter man dem, så skal de nokfinde et smuthul - og maser man dem helt væk, som du har gjort, kommer der en geyser!

Med tiden lærer jeg at kontrollere dem bedre, men jeg vil også finde ud af at acceptere, at det er okay nogle gange at være våd i øjenkrogen, bæve lidt med underlæben eller være så overvældet, at jeg må trække mig ud af situationen og bare lide sunde mig, mærke efter.

Jeg havde angstanfald i lørdags i et ellers trygt forum - hvorfor?

Fordi du netop var tryg og havde paraderne nede, var det nemmere for følelserne at trænge igennem. Læn dig tilbagte, træk vejret dybt og meld dig så ind i samtalen igen, når du kan.

Mine planer for at returnere til skolen blev bifaldet og bakket op. Jeg skal holde mig til den drejebog, jeg selv har lavet, så jeg kan overskue, hvad jeg skal og hvornår. Egentlig kan det vel betragtes således, at det er min lakmusprøve i IKKE at blive overrulet af min chef, der ellers gerne vil have mig i sving på mandag.

Desuden har jeg en fin plan nu, som jeg selv har lavet og derfor kan stå inde for, som jeg kan præsentere de der aktiveringsduller nede i Jobcentret, som så forbistret gerne vil svinge pisken over mig.

Og - når jeg har været i arbejde i 14 dage, samler vi op igen, psyk-damen og mig.

Lige nu er jeg lettet, glad og føler mig stærk.

Det er en god ting.

November kan stadig skride ad H til.

Det kan kun gå for langsomt.

Hel-vejsfrakke, men stadig halvvanter

Så blev den færdig.
Store blomsterperler på ryggen, sat fast med glasperler og et par blomster mere nede ved uglen og så føltes frakken færdig.

Næste projekt i støbeskeen er en fed koksgrå uldnederdel, der pt. er temmelig farmoragtig i såvel snit som længde, men lidt filtede uldblomster, pailletter, 25 cm af længden og lidt andet dims burde kunne lave den om til et efterårshit...

Midtvejs-frakke og halv-vanter

Så kom jeg så langt.
Den føles ikke helt færdig endnu, så jeg tager den med i byen til den lokale sy/hobby-dame, der har alskens gode sager i sin bix.
Vanterne bliver færdige her til formiddag - jeg tror sgu, jeg vil lave sådan en øre-klaphue også.

Farven er lidt misvisende, men vores oldtussegamle kamera er vist også lidt træt...

.

Perlerne går hele vejen rundt om skulderen og lidt ned af ryggen. Jeg tænker, der skal broderes flere på som et slags perlevandfald...

Båndet i taljen på frakken har samme farve som vante-ulden, så det hænger lidt sammen.







27 dage tilbage af november - skriiiiiiiid!

USA har midtvejsvalg, FCK spillede lige op med FC B, VKO planlægger endnu flere tåbeligheder... - CCAA har ikke matchet endnu, men folk med LID til og med 23.5 har fået BIF.
Hvad fanden er det med forkortelser...?

Skal til psykolog i dag, sidste samtale på "husets regning" - de næste skal jeg selv slippe slanterne for. Jeg har lavet mit hjemmearbejde, næsten. Jeg kan ikke lave et decideret farvel, men jeg har stillet spilleregler op og det er hvad jeg magter lige nu.

Hommage...

I mit liv findes der to kvinder, som jeg har kendt altid.

De kan se min sjæl, de kan se mit hjerte.
De kan se mig, når jeg ikke selv kan.
De kan se lys i mit sorteste hul.
De giver mig begge mod, energi, lys og liv.
Mod til at turde.
Lyst til leve, gøre, føle og mærke.
Perspektiv.

At have de to kvinder i mit liv er en velsignelse og et privilegium.
Hvad de er, er så meget værd.

Jeg er revnende ligeglad med, hvad de laver, hvor de bor, hvad de tjener og hvordan de ser ud.
Jeg er revnende ligeglad med, om de spiser økologisk eller sparker naboens kat.

For mig er de lige netop, som de skal være.
Hverken mere eller mindre.
De er hele og fuldkomne i deres uperfekte og ufuldkomne fysiske liv - for indeni skallen, bag ribbenene og bag pandeskallen sidder de smukkeste sjæle, der har lys selv i deres eget værste mørke. Som har sjæl selv i det tommeste rum. Som elsker, selv om følelsernes kar føles så tomt. Som tror, trods tvivl og angst.

Tak for jer.
Tak for at netop I dukkede op i mit liv.

Venteliste-status og uplanlagt hyldest til november

Det er vist sikkert at antage, at vi IKKE får en opringning i november.

Amerikanske og spanske rygter har 23.5 som cut-off dato, hvilket lige er 3 dage for lidt til os.

Nuvel, det må så betyde, at vi ganske sikkert er med i næste hug - og derfor forældre efter nytår.

Og hvad så med det?
Jeg har gået og mærket lidt efter, men jeg kan godt se, at med dagens "program" og gøremål har jeg effektivt fjernet alle tænke- og mærke-huller i dagen, så jeg lige nu nok har lullet mig ind i tanken om, at det sgu nok også er okay.

Men jeg kan ikke mærke, om det egentlig er okay eller ej.
Jeg kan ikke mærke, om jeg bliver meget trist ved tanken om at skulle vente endnu en måned eller om jeg i virkeligheden synes, at en måned mere er okay, fordi vi netop er så tæt på en deadline, på forløsning.

Jeg plejer at synes, at november er rar og hyggelig. Altså udenfor skolen. I skolen er november en uglemåned, hvor folk går i hi mellem skole-hjemsamtaler og planlægger alt jule-tamtam'et med hektiske håndbevægelser og flagrende stemmer. En uglemåned, hvor der er en samstemmende oplevelse af, at den måned sgu bare skal overståes, så vi kan klippe-klistre og sumpe rundt til George Michael i en salig grød af krøllet glanspapir og æbleskiver sammen med ungerne, alder og klassetrin underordnet.
Hjemme er november et hyggeligt gensyn med julekasserne, hvor matriklens Gertrud Sand laver lister og mentale moodboards over husets udsmykning: Zink eller messing? Farmors røde jul eller retro? Naturen tilbage på træet eller amerikansk glaskugle-ekstravaganza?

Jeg havner altid i samme rille: Første søndag i advent er minimalistisk og stilren - fjerde søndag er fuld skrald og jeg går all-in!

Nå, men det ku' da være, jeg bare skulle hente kasserne ned fra loftet.

Når jeg har syet min frakke færdig samt ombetrukket lænestolen.
Desuden; tømreren flår jo taget af alligevel, så jeg kan jo lige så godt få de kasser ned.

Kh Gertrud. :-)