"Indtil videre har hun fortalt mig, at jeres ophold i Kina vil blive lidt længere end normalt, da I skal adoptere børn, som opholder sig i Beijing, hvor adoptionsproceduren er anderledes end i provinserne.
Christina regner med, at I vil komme til at være i Kina mindst 16 dage. I vil som sædvanlig modtage en uddybende rejseplan, når vi nærmer os."
- mail fra DA i dag.
Om det er 12 eller 16 dage er vel egentlig ligegyldigt, men jeg kan godt forstå navnlig Bedstefar, at han er frustreret og forvirret. Man skal vist have været i dette ventegame - i det her "jeg ved lidt og ikke det hele og måske..., måske ikke, vi får se"-liv i laaaaang tid for at kunne håndtere det.
Jeg er ret sikker på, at jeg ville frustreres over det før i tiden, men mærkeligt nok er jeg helt rolig. Jeg må spænde hjelmen og få fart på, når oplysninger, rejsetider og alt det andet kommer, men indtil da må jeg tage tingene som de kommer. Jeg kan ikke forberede eller handle - det er der andre, der skal gøre, før jeg kan.
Det vigtigste for mig lige nu er, at jeg ikke overtager hans frustration og forsøger at handle på det, for det er dødsdømt på forhånd.
Jeg tænker at fortælle ham, at dette er så langt fra en turistrejse/backpackertur, man selv planlægger, som man overhovedet kan komme og at han må finde ud af at cope med det, for det nytter ikke noget at jagte kaninen, når man stadig har snor og halsbånd på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar