Drama Queen

Dette blev engang sagt om Søren Pind:

Du er altid god for et slagsmål, og hvis der ikke lige er et i nærheden, så laver du da bare et selv!

For Satan da!
27 eder og forbandelser!

I dag er vores sag på samråd. Det er fint nok, for jeg havde indstillet mig på, at så får vi svar i morgen.
Det tog noget tid at komme dertil. Og acceptere, at det sgu var okay.

Men, man kan jo altid vælte læsset selv, ikk'?
Til middag fik jeg at vide, at der nok var nye info omkring vores sag. Lidt over middag er DA's telefoner sgu lukkede og jeg har kimet dem ned det meste af eftermiddagen og tilsidst endt med at sende en mail... - ring så, for helvede!
Jeg ringede til sagsbehandleren, da jeg kom hjem - heller ikke noget svar andet end den infame telefonsvarer.

Jo flere gange, jeg fik fat i telefonsvarerne, desto mere elektrisk blev min indre dramaqueen, der iden grad nåede at få kørt sig selv op i et begyndende angstanfald.
Og hvorfor?

Fordi jeg lige pludselig kunne se i ånden, at samrådet havde fået de nye oplysninger (hvis der ER nogen), inde vi havde fået dem at se og evt. kunne udtale os på dem. Fordi jeg kunne se, at de måske ville tage en skæbnesvanger beslutning uden at jeg havde en finger med i regnestykket...
Fordi samrådet kunne dømme os ude, mens vi ikke var på banen.

Hold da kæft, hvor jeg hader det her. Jeg omtaler bevidst Anton som "vores adoptionssag", fordi jeg ikke kan bære relationen bare i navnet, hvis det går galt. Gemalen telefonerer i skrivende øjeblik med en ven og taler med sikkerhed i stemmen og klokkeren overbevisning om, at selvfølgelig er han da Far til en søn, der hedder Anton ZhuXuan og skal hentes i Beijing lige om straks?!?!
Jeg hader uvisheden og systemets fratagelse af min handlingsevne - jeg har sagt mit i et notat til samrådet og derefter er det så op til de 3 kloge hoveder at afgøre, om han skal være vores søn.
Er det menneskeværdigt? Er det retfærdighed overfor voksne, veluddannede og fornuftige mennesker, der bevidst, klart og rationelt har taget en beslutning?

Måske. Lige nu er jeg ikke sikker. Lige nu opfatter jeg det som tortur af værste skuffe.
Jeg har set et glimt af det familieliv, jeg higer efter og et glimt af det barn, som kan indtræde i vores liv- og det kan fratages mig med et pennestrøg og en samrådsbeslutning.

Hvis jeg skal tænke karmisk, skal jeg tænke, at der er en grund til, at drengen har valgt os. At Universet har udvalgt denne dreng til os. At der er en grund til at vi skal møde disse udfordringer. At vi skal vokse af disse udfordringer og lære af dem.

NU ringede sagsbehandleren sgu!
Vi har fået ham!

Hurra!!!!