K.I.A.

- Killed in Action?

Narj, helt så slemt er det ikke, men idag var jeg dælme træt.
Karen in Action igen. Skolen og hverdagen kalder, Farmand bliver hjemme og Anton lå i morgen under håndvasken og vinkede "bye-bye", for jeg ku' bare skride: Han og Far sku' bygge togbane.

Når Far altså havde fået wrestlet lidt tekstil på ungen.

Det føles nu slet ikke slemt at begynde igen. Slet ikke.
Det er en dejlig følelse at tage hjemmefra, at arbejde og tænke på noget andet.
Det er dejligt at mærke, at jeg stadig kan mit fag, mit håndværk, min evne til at være med børn.

I går var jeg nok mest høj efter 6 lektioner og en forrygende velkomst, der varede fra 8 morgen til 2 eftermiddag.
I dag var jeg til at skovle op i en spand, da jeg kom hjem.

Jeg kan mærke, at jeg i den gard skal arbejde meget bevidst på at gennemføre mine ambitioner for mit arbejdsliv:

Vær tilstede i det, jeg gør.
Gør 1 ting af gangen og gør den færdig, før der påbegyndes noget nyt.
Kommer der en opgave midt i en anden - skriv den ned - og fortsæt, hvor jeg slap.

Jeg vågnede i nat med knolden fuld af huske-ting og den mndste lille "åh, nej-stress-død-og-ulykke"-illing løb ned ad den mentale rygrad, men jeg stod op og skrev det hele ned. SÅ var det ude af knolden og jeg kunne sove igen.

I aftes puttede jeg Anton og Farmand var med til at putte. Anton gassede sig højlydt - det var jo topbonus at putte mellem BEGGE de gamle... ;-) Da han faldt i søvn, lå jeg med følelsen af, at vi havde haft ham altid og alligevel tænkte jeg: "Lille mand dog...- havde jeg forestillet mig, at vi fik en dreng? NEJ! Og en på 1½ år? NEJ! Og nu kan jeg ikke forestille mig en verden uden ham, uden en søn."

Min lille bisse.

Hmm, sjovt som verden begynder og ender ved ham.

Jul

Jeg skal nok skrive - jeg har bare ikke tid!

Jeg har fået nyt legetøj!
Bedstemanden + hele familien lagde en Samsung Galaxy S2 under træet til mig, så jeg skal ae min nye baby.

Ses, når jeg er færdig. :-)
(Og nej - jeg spiller hverken Angry Birds eller WordFeud!)

/Karen

Morgenstund

har yoghurt på bordet og en søn, der forlanger mad kl. 06.17.

Nuvel, det ku' være værre. ;-)

Jeg har knolden fuld af tanker for tiden, der ikke rigtig fører noget sted hen. Det ville normalt have drevet mig pænt sindssyg, men mærkværdigvis er det som om, de dukker op, snurrer rundt en stund for at forsvinde igen. Ikke at jeg på den måde er syndelig tomhjernet eller forvirret - de store tanker hænger bare ikke rigtig fast.

Jeg irriteres først over min manglende tankefastholdelse, når folk spørger, hvad jeg tænker om dette og hint eller hvordan jeg tror, det og det vil blive eller hvad jeg har forestillet mig.
Truth be told - jeg aner det ikke...

Jeg var til julefrokost i fredags. En dejlig, dejlig fest, hvor jeg genså en stribe skønne kolleger, som jeg har det rigtig godt med - men også en stribe mennesker, som jeg fornemmer, er et andet sted end mig. Jeg har været væk fra skolen i 10 mdr. og forinden da havde jeg et særdeles ustabilt halvt skoleår med en langtidssygemelding. De har været på deres pind, haft deres daglige gang og arbejde, men jeg har været i min boble.

Jeg steg op af floden og går ned i den igen på det samme sted - men vandet er forandret... - det er ikke det samme vand, for det flyder videre, med eller undenmig.
Man kan overveje, om jeg også er den samme, der stiger ned i vandet igen...

Jeg mærker og mærker og mærker, om jeg er gal, vred, bange, ulykkelig eller noget andet over det faktum, men jeg kan ikke fornemme noget som helst. Blot en nærmest kølig overvejelse, der går på, at nu starter jeg et sted - onsdag efter nytår og så må jeg tage 1 skridt af gangen, 1 ting af gangen og se tingene an.
Jeg kan ikke overskue eller forberede mig på alt, jeg møder - dertil er der for store variabler. Ængstes jeg over de variabler?
Næ, jo - ja, nej. Jeg ved det ikke.
Hvilket også er mit svar.
Jeg ved det ikke.

Hamrer hjertet lidt hårdere ved tanke om arbejde?
Ja! I den grad - men det er nu mere, om jeg kan/skal/bør vende tilbage til det tempo, jeg havde før? Er jeg naiv i min 1-ting-af-gangen-tænkegang? Kan jeg overhovedet finde ud af mit job?

Derfor kredser tankerne også om at lave noget andet. Et andet job, væk fra undervisning - uddannelse...

I tirsdags var det et år siden, at vi fik besked om Anton. Det kostede det stakkels barn en hel del ekstra møsser og krammere tirsdag, mandag og hele weekenden. Kroppen husker følelseshavet og der er en lille klump i halsen. Det var nogle vilde dage med angst, sorg og helt ustyrlig glæde.

Jeg kan stadig blive helt vildt rasende på den pædiater, der absolut mente, at der skulle indhentes dit, dyt og dat af prøver og som forlængede det hele med nogle rådne uger. Jeg ved rationelt, at ja - manden skal fremføre ALT, men for fanden da - havde Anton fejlet den gendefekt, som han mistænkte ham for at have, så havde Anton været død. No way havde man ofret dyre og vanskelige behandlinger på et børnehjemsbarn!
Hold da kæft... ARGH!

Men nu sidder han her, på gulvet foran TV og ser Nissebanden. Siger "kaf-magiin" og er vokset i alle ledder og kanter. Fræk som en slagterhund, stærk som en lille okse og fremme i bussen.

Var der mer, jeg ville fortælle?
Hmm, det har jeg glemt.

Jeg er her bare.

Countdown til jul

I dag har jeg slagtet en kvart ko.
Fingrene lugter stadig af råt kød...

Karen-Karen trænger til at komme ud og blafre med ørerne og fanges i svage øjeblikke i at længes efter sit arbejde! Quelle skråplan!
Moar-Karen vægrer sig...

Jul?
Hmm.
Jeg havde nok forestillet mig, at jeg ville gå i total "Klon af Blomsterberg og Heiberg mødes på La Glace med Gertrud Sand" og jule skråt på matriklen, men næ....
Sidste weekend blev Anton droppet af hos bedsterne til første overnatning uden Far & Mor, hvilket gik glimrende, I might add - mens Mor & Far tog på romantisk weekend.

Hold da kæft, det var mærkeligt.
Jeg NØD at kunne fuldende en sætning, tænke færdigt og debattere færdigt. Spise med dug på bordet, der ikke er en voksdug. Drikke mig søbbet i lyserød Epernay-champagne! Gå i seng UDEN at have et kvart MOR-øre åbent eller en lille varm barnekrop møvet op af maven...
Jeg savnede ham egentligt ikke, men han sad i baghovedet alligevel.

Næste morgen savnede jeg ham, så det rev.

Toback to the jule-issue... - Anton og jeg gjorde rent og dullede huset op i juledims. Blot for at pille en del ned igen. Det rodede i mit hoved... (forklar mig venligst, hvordan en skide papirsstjerne kan rode i mit hoved!)
Anton fandt en lille kitchet nissebaby i en sivkurv i en af kasserne. "Baby op!" - "Ja, ja, min dreng", selv om jeg egentligt nok hader nisser lidt, men denne er en adventsgave fra Fru Moderen og alle unger i familien har fundet den babynisse og gået tur med den.

Et par timer går.
Så kommer Anton buldrende, lidt vred og lidt ulykkelig og spørger, hvor "Nenne-Dada" og Nenne-Mor" er?
Så måtte vi dykke i kassen og se, om der var nogle nisser, der ku' agere Dada og Mor.
Det var åbenbart meget vigtigt...

Taskerotter og bidesild

"Små hunde, der ikke er hunde, fordi størrelsen ikke rækker"! HAHAHAHA - en taskerotte!

Sild, DF, selvhøjtidelighed, ildsjæle...

Når jeg tænker over det, så er de de tre ovenstående nok også aversioner her i hytten. Pia K og Dumskabens Akse, som de hedder her i huset (Thulesen Dahl og Skaarup) er i mine øjne nogle af de farligste mennesker, vi har gående frit omkring.
Farlige, fordi de tror, de har fundet sandheden og spreder deres små giftigheder ud med så - desværre - fremragende retorik, at man ikke altid ser det komme.

Selvhøjtidelighed - hahaha, jeg var faktisk så knoldet og så selvvigtig i al min anerkendelses-spasme, at jeg tænkte, at hvis jeg jagter anerkendelsen er det jo fordi, jeg netop synes, at mit arbejde er så forbandet vigtigt - at jeg bliver selvhøjtidelig!
Åh, fy oh føj!
Forgive me Aragorn - I was wrong to despair!

Jeg tæver lige tilbage i anerkendelsen: Jeg tror, at hvis man arbejder i det felt, hvor anerkendelse er en fast del af samtale og omgangsformen, så korrumperer det. man blvier afhængig af det fix, det er at blive set og anerkendt for sig og sit. Er det så galt?
Næ, vel egentligt ikke, men anerkendelse hører vel kun hjemme, når der er noget at anerkende?!
Hvis jeg "meningsudveksler" med større kapitaler med et medmenneske, er det da pissefuckinglortetræls, at få anerkendelse for mine synspunkter. Nej for helvede! Sig, at du er totalt uenig og hvorfor! Det andet mudder kan jeg slet ikke finde ud af!

Jeg synes, at "en skovl er en skovl er en skovl", bliver undermineret og uklart, når anerkendelse skal blandes ind i det!
Anerkendelse af den andens standpunkt piller affekt og følelser ud af ligningen. Jamen for Fanden?! Skændes man ikke netop, fordi der er følelser involveret? Fordi det omdiskuterede emne er vigtigt for debattørerne?
Man tænker ikke klart, når man er i affekt. Nej. Korrekt.
Jeg tænker heller ikke klart, hvis jeg har drukket, men derfor kan jeg sgu stadig godt diskutere.

Ildsjæle - den må du uddybe, Christina; den ku' blive en interessant bidesild at hapse i!

Anyway - ovenstående er Karen og noget, Karen tæver lidt rundt i. Sådan lidt ammehjernefilosofi.
Moderen har været på besøg i barnets vuggestue og er igang med jordens største overbeviser-løgn: At Anton vil nyde at komme afsted og få nogle nye input, legekammerater og hvad har vi?!?!

Jo, deeeeeeeet... - vil han nok. Men fandentæveme ikke 8 timer om dagen!

Jeg takker ydmygst de ærede damer for input - det var fedt at tænke over ord og sprog.

Anerkendelse

Anerkendelse!

Jeg har sådan et had/kærlighedsforhold til det ord.
På den ene side, vil jeg gerne have det og så alligevel ikke, for når folk bruger ordet åbenlyst, står jeg sgu som oftest med kvalmen i halsen, fordi det bliver så skide påtaget.

Jeg anerkender din side af sagen - jeg hører, hvad du siger...
Årh, screw it!

Som I kan, er der lidt nye blogs på roll'en og de er altså af den grumme slags, af dem hvor kvinder folder sig ud i sprogets allerværste kalibre. Bitre, skumlende og frådende af syre over tidens trends, belagt med spelt, klid og designerhjem. Bitterfisserne versus speltkusser og urtekællinger.

Jeg har tænkt meget i dag over, om jeg mon kunne høre hjemme i en sådan kategori, om nogen.
Jeg er ikke speltagtig nok til det ene og Ninka Kernesund og jeg bliver sgu aldrig bud's, men jeg hader heller ikke nok til at kunne vælte galde ud.
Men læse det? Det er straks en helt anden sag og for fanden da, hvor kan jeg grine af de bitre kællinger, så på den front må jeg springe ud af skabet og gå til bekendelse:

Hellere være en bitterfisse end en speltkusse!

Og nu for at vende tilbage til mit yndlingsAndersAnd-ord: Anerkendelse:

Jeg proklamerer hermed, at jeg gerne vil anerkendes for følgende:
I dag har jeg gjort følgende: Ryddet op og gjort 185 kvm rent, ryddet op i skur og carport, kørt hele lortet på genbrugspladsen og nu skal igang med aftensmaden.
Jeg har kun tørret Anton af på hans far i en times tid - mest fordi han er en pest at have med på losseren...

Stik mig en glorie, tak...

Host op med jeres yndlingsaversioner - hadeord eller andet godt.

Lørdag morgen

Her sidder man så. I udjokkede leggings, hullet og plettet tøj.
Vor Herre til hest!

Men, der er skam en grund til det, for jeg VIL ha' malet mit krea-rum færdig i dag, så jeg kan begynde at få mit space gjort færdigt. Det space, hvor jeg skal være Karen og ikke mor, kogekone, rengøringsdame, kone og alle de andre titler, jeg sådan enten har fået tiltusket mig eller blivet mere eller mindre påtvunget.

Utopisk?
Very much so, men jeg kan mærke, at jeg i den grad trænger til et sted, både i huset og i hovedet, hvor jeg er mig og ikke skal være noget for nogen andre. Bare et lille øjeblik.

Bare jeg sætter ord på det, kan jeg mærke en lille klump i halsen og i maven...

Jeg fik til dels det rum, da jeg begyndte at løbe igen, men eftersom min ryg satte ind for fuld skrue og har sendt mig til kiropraktor 4 gange på 10 dage og jeg nu - efter 5 uger - stadig har diverse smertestillende piller indenfor rækkevidde - så er det vist ikke løb, der skal til. Kiropraktoren sagde stop for løb for år tilbage, men det er sgu stort set den eneste form for motion, hvor jeg kan have Kejseren med, uden han kommer til skade og jeg kan få lov til at gøre et træningspas færdigt uden afbrydelse.

Tanken om arbejde er skræmmende tæt på. Jeg skal tilbage på skolen til januar efter 10 mdr. i denne først skræmmende og nu fantastiske boble. Jeg VIL ikke tilbage.. - for første gang siden seminariet bestemmer jeg selv over min tid. Forstået på den måde, at jeg planlægger selv min dag, vores dag - og jeg bestemmer tempoet, hvilket er nok så vigtigt.

Jeg kan mærke, at jeg stadig er sensibel overfor uplanlagthed - eller folk, der af hjertets godhed gerne vil have mig og/eller Kejseren med til noget, som jeg ikke er forberedt på. Jeg ved godt, at det er ikke sådan det er - men det føles som afpresning, hvis jeg ikke bliver adviseret i forvejen. Jeg duer ikke til spontanitet eller overraskelser - heller ikke selv om det er kærligt ment.

Mht. job har jeg det nok sådan, at jeg synes, det er uretfærdigt, at jeg skal tilbage allerede nu. Ikke fordi Gemalen tager de sidste 11 uger - de er ham vel undt - men jeg er skidemisundelig over de kvinder, som ved, at der nok ikke er 10 millliarder år til, at de kan få en "barselspuster" igen. Jeg ved med 120 % sikkerhed, at jeg ALDRIG kommer op i det arbejdstempo igen, som jeg havde før - og kan jeg acceptere det? Kan min arbejdsplads acceptere det?

Jeg er godt klar over, at for mange kvinder er tilbagevenden til jobbet er lig med konstant dårlig samvittighed kombineret med en (forbudt?) lettelse over at få sin krop og sit hoved tilbage. At få sit konversationsniveau op over gulvbrædderne igen. At få voksenselskab og -samvær igen.

Jeg nyder at kunne vælge at være fri for voksenselskab og -samvær. Jeg kan selv opsøge det selskab, jeg har brug for. Jeg føler mig ikke isoleret eller alene. Jeg nyder mine timer med Kejseren og de ting, vi laver...

Men for helvede, hvor kunne jeg godt tænke mig at vide, hvornår jeg må få sådan et pusterum igen - og om jeg får det.

Hvis jeg vinder meget mere end 42,50 i Lotto, så siger jeg op. SGU!