K.I.A.

- Killed in Action?

Narj, helt så slemt er det ikke, men idag var jeg dælme træt.
Karen in Action igen. Skolen og hverdagen kalder, Farmand bliver hjemme og Anton lå i morgen under håndvasken og vinkede "bye-bye", for jeg ku' bare skride: Han og Far sku' bygge togbane.

Når Far altså havde fået wrestlet lidt tekstil på ungen.

Det føles nu slet ikke slemt at begynde igen. Slet ikke.
Det er en dejlig følelse at tage hjemmefra, at arbejde og tænke på noget andet.
Det er dejligt at mærke, at jeg stadig kan mit fag, mit håndværk, min evne til at være med børn.

I går var jeg nok mest høj efter 6 lektioner og en forrygende velkomst, der varede fra 8 morgen til 2 eftermiddag.
I dag var jeg til at skovle op i en spand, da jeg kom hjem.

Jeg kan mærke, at jeg i den gard skal arbejde meget bevidst på at gennemføre mine ambitioner for mit arbejdsliv:

Vær tilstede i det, jeg gør.
Gør 1 ting af gangen og gør den færdig, før der påbegyndes noget nyt.
Kommer der en opgave midt i en anden - skriv den ned - og fortsæt, hvor jeg slap.

Jeg vågnede i nat med knolden fuld af huske-ting og den mndste lille "åh, nej-stress-død-og-ulykke"-illing løb ned ad den mentale rygrad, men jeg stod op og skrev det hele ned. SÅ var det ude af knolden og jeg kunne sove igen.

I aftes puttede jeg Anton og Farmand var med til at putte. Anton gassede sig højlydt - det var jo topbonus at putte mellem BEGGE de gamle... ;-) Da han faldt i søvn, lå jeg med følelsen af, at vi havde haft ham altid og alligevel tænkte jeg: "Lille mand dog...- havde jeg forestillet mig, at vi fik en dreng? NEJ! Og en på 1½ år? NEJ! Og nu kan jeg ikke forestille mig en verden uden ham, uden en søn."

Min lille bisse.

Hmm, sjovt som verden begynder og ender ved ham.