Tigerens brøl

Hvor fanden begynder jeg?
Det er det bedste spørgsmål lige nu, men i min iver efter form, funktion og struktur skal jeg endnu engang lige minde mig selv om, at jeg faktisk er brændt sammen og holder på en rasteplads.
Jeg behøver ikke tilstræbe form, funktion og struktur lige nu. Det må gerne rode.

Tigeren brølede i dag.
Det gør den vist tit, tror jeg, men forskellen ligger i, at i dag hørte jeg den, fordi jeg ikke kunne andet.
Min indre tiger.
Mine følelser.
Dem kunne jeg høre idag.

Det er forbløffende, hvilken evne den forholdsvist vildtfremmede dame-psykolog har til at skrælle alt min overflade af og sætte en venlig negl lige der, hvor smerten og angsten sidder. Havde det været enhver anden, havde jeg været i stand til at feje det af banen med en armbevægelse, der havde været ObiWan Kenobi værdig, men hende evner jeg ikke at feje af. At behandle intellektuelt.
Hun hiver simpelthen års lag af gamle plastre af et stort og betændt sår.

I løbet af denne uge har jeg været i stand til at sætte plaster på såret. 3 dages total ignorering af materien, mens jeg skånselsløst hentede Falckkassen og plastrede såret til.
Men det er jo ikke et sår.

Nu ved jeg, hvad det er. Hvem, der brøler. Jeg har set tigerens ansigt.

Tigeren er mig. Tigeren er den Karen, der 10-11 år gammel begynder at fornemme, at der skal tages et ansvar - der skal løftes for at hjælpe. Barnet, der selv skulle have hjælp, begyndte at glemme, hvad hun selv havde brug for og blev alene. Tacklede tingene alene.
Tigeren er den lidt kiksede pige med brillerne, som nok brændende ønskede sig langt hår og smart tøj, men som ikke turde bede om det, for hun vidste hvordan tingene stod til derhjemme. Hun var også den pige, der fandt allermest ro hjemme hos Farmor med filt, perler og pailletter, stramaj og DMC-garn. Som gemte sig i bøger og grammofonplader.
Tigeren brølede gennem teenagerårene og lavede en hulens masse ravage i sorg, smerte og vrede, men voksede fra det med en erkendelse af, at vil man noget - så gør det selv. Lig ikke nogen til last, bed ikke om noget. Spørg ikke om noget, der er så vigtigt, at du ikke vil acceptere et nej.
Langsomt, men sikkert tog en SuperDame over. Hende, der klarer, ordner, handler... - hende, der kan og ikke er bange.

Set i lyset i dag, kan jeg kikke tilbage på - og stadig se - et menneske, som kunne være bange for selv den mest almindelige ting; som at tage toget til København; familiefester med bordplaner, hvor man ikke kender sin bordherre; gå til læge; tage kørekort.... - bestille billetter til dette og hint.
Alt sammen fordi; tænk, hvis jeg nu gjorde det forkert? Landede det forkerte sted? Fik sagt noget forkert?

SuperDamen er ikke en skid bange for noget. Kina, adoption, job, chefer, mænd, kvinder, fristelser? Kom an!
Alt kan håndteres med køligt overblik og intelligens. Ro og overskud.
Men, Karen indeni, - hende, der er alt det, jeg ikke vil anerkende ved mig selv, har sagt stop. Nu kan plasteret ikke mere og materien vælter ud.

Så tigeren brøler.

Jeg skal lære at anerkende mig selv. Lære at anerkende, at jeg kan føle sorg og smerte og ikke bare sætte plaster på og komme videre. Jeg skal turde bryde sammen og tude, fordi det er her, Superdamen træder i kraft for at skærme og passe på alt mit bløde indeni.
Jeg skal lære, at ro og inaktivitet ikke er skidt. At der er styrke i at kunne stirre huller i luften.

"Men hvorfor er det så sådan?," fik jeg spurgt psykologen i dag.
"Fordi du har det ad helvede til!", var det fyndige svar.

Ad helvede til. Har jeg nu også det?
Ja, det har jeg.
Jeg erkender hermed, at jeg er slidt op.
Jeg er ædt op af angst over, om vi overhovedet kommer til Kina efter Kinababyen?

Jeg er ædt op af angst ved tanken om, hvis vi så skal skabe et andet familiegrundlag - hvordan ser verden ud i et ægteskab uden børn?
Jeg er slidt i smadder af at skulle opretholde min overflade, for ikke at gå i spåner, fordi jeg sidder med opfattelsen af, at som adoptant skal man være stærk og have overskud til at modtage et barn i krise.

Jeg orker ikke flere familiekomsammen'er uden vores unge. Jeg orker ikke at være hende Karen Kæk-i-en-hæk, der skraldergrinende går gennem tilværelsen og ordner, klarer og handler.
Jeg orker ikke flere familieferier uden min egen unge.
Jeg synes, det er skidesynd for os.
Det er skidesynd for Gemalen.
Det er skidesynd for mig.

Superdamen synes lige nu, at jeg skal tage en tudekiks, tørre øjnene og komme videre, for mine tårer og selvmedlidenhed nytter ikke en skid, men jeg kan også mærke, at hun modstræbende faktisk stryger mig blidt over håret og siger, at det er okay at være lille, bange og ked af det.

Nu tuder jeg sgu igen....

Numb, trods 3 dage

I feel numb....

- synger Bono, Edge og co. Og det gør jeg.
Det er underligt at gå fra total opløsning i mandags til at kunne registrere de sidste par dage, hvor jeg mest af alt har registreret en følelsesløs-hed. Et fravær af følelser.
At de poppede op og rev mig rundt i manegen for at forsvinde lige så stille...

Jeg er ikke sikker på, at det er særlig sundt eller særlig smart.

Gad vide om følelser er som rovdyr?
At de angriber og fortærer, hvis man er fremmed for dem og de føler sig truet, og ellers ikke er at se, hvis man ikke sætter sig ned og iagttager og mærker.
Gad vide, om følelser først tør komme tæt på, når man har iagttaget dem længe nok?
Som storvildtfotografen med sit kamera, der sidder på savannen i dage, uger, måneder, indtil løven tør komme tæt nok på.
Aldrig så tæt, så han kan klø den bag ørerne, men tæt nok til at kunne se ordentligt, lugte og mærke...

I følge kinesisk astrologi er jeg en træ-tiger... - det kunnevære, jeg skulle sætte mig ned og se, om jeg kan spotte mine striber.
Det kræver ro.
Det evner jeg  ikke endnu.

CCAA har matchet til 3 dage... - det er ikke meget, men med videnen om, at vi ellers ikke havde set match i september måned, er det fint.
Der mangler 8 dages match, så er det vores tur.

Vores tur efter 4 år, 4 måneder og 4 dage... - det er en stor og urummelig tanke at håndtere lige nu.

Cry me a river

Så kom de. For fuld skrald.
Tårerne.

Egentlig har jeg haft en fantastisk weekend med Fru Moderens fødselsdag, kombineret med at passe niecerne samt gå på dekorationsjagt i skoven efter svampe, mos og grene.
Det var livsbekræftende og dejligt at være sammen med dem og betyde noget, men det blev også en praktisk eksersits.

I morges, da jeg så kørte dem i skole, kunne jeg godt mærke, at noget vist var med i bilen, som ikke burde være der. Faunen ude fra hækken.
Eet langt angstanfald fra jeg kørte til jeg kom hjem igen. Angst på køreturen, angst på skolen, da jeg nøssede tøser farvel, angst på vejen hjem og langt op ad formiddagen. En lammende og foruroligende angst, der satte mig i sofaen med et vattæppe, ude af stand til at gøre ret meget.

Da angsten forsvandt, kom gråden. Som altid sidder den i halsen som en uspiselig klump af tidsler, der giver påmindelser om enorm smerte, der vil ud ogsom jeg ikke kan lægge låg på.
Det føltes sejt, som tyggegummi og som at stirre ind i noget uden form og mening. Sort var min første tanke, men ved nærmere eftertanke var forundringen over denne lammelse nok større end frygten.
Tidseklumpen kunne ikke sluges. I dag kunne jeg ikke mande mig op og komme videre, blive luftet - finde noget at gøre, så tankerne kom lidt på afveje.
Jeg sad bare og var. Med min kæmpestore tidsel.

Hos psykologen i dag gik der så ordentlig hul. Hold da op, hvor gør det ondt. Jeg græd og græd... - og alligevel kunne jeg da mærke, at jeg holdt igen. Det var ikke en monstertudetur, men den gjorde ondt nok.
Jeg fik ros for at tude. For at give slip. For at være kommet helt derud, hvor kroppen uigenkaldeligt har taget magten over mit intellekt og ikke bare sådan giver slip igen.

Jeg sad med følelsen af at være gået 1 skridt frem og 3 tilbage, men sådan forholder det sig ikke, fandt jeg ud af. Jeg er hundeangst for at gå i hundene. For at sidde inaktiv og følelsesløs i min sofa og ikke kunne agere i mit liv - dertil har jeg set for meget ogdet skræmmer mig i en sådan grad, at jeg med Djævlens vold og magt vil slide mig selv i smadder for ikke at gå i stykker.
Derfor har de sidste snart 14 dage været de sidste spæde rester af overlevelse og fight, jeg havde tilbage. Det sidste "Fuck dig! Jeg bestemmer sgu her!", jeg havde tilbage.
Krea-projekter, stof, gåture... - altsammen overlevelsesmanøvrer for ikke at skulle ned i hullet.

Men nu er jeg her. Det er ikke mørkt, bare trist og tungt. Jeg føler mig trist og tung. Som en marionetdukke, hvis snore er blevet klippet over.

Hvad fik jeg så med mig fra psykologen idag?

Jeg fik med mig, at jeg er der, hvor jeg skal være - lige nu. Jeg skal ikke handle eller agere mig ud af det, jeg skal mærke og tude alle de tårer, jeg har, for med tårerne forsvinder angsten. Angsten er lavabobler af frustration, sorg, følelser og knokkelslæb, der er blevet lagt låg på, men som springer som gejsere af angst - som jeg ikke kan kontrollere.
Når tårerne tager trykket af gejseren, forsvinder angsten.

Jeg fik med mig, at det forløb, vi har været igennem og stadig står i, for at få Kinababyen "fandeme ikke er for børn", for at citere psykologen. Føj for ind i Helvede,hvor gjorde det ondt, da hun lavede et resume af, hvad vi har været igennem og stadig står i. Når et andet menneske lige sådan ridser fakta op omkring ønsket om barn, erkendelsen af ikke at blive biologiske forældre, mislykkede fertilitetsbehandlinger og blive bims af hormoner, sorgen over at skulle sige farvel til den del af livet og finde fornøjelse og lykke i andre måder at blive forældre på, for dernæst at skulle igennem et hav af godkendelser... - og så som kirsebærret på toppen af isen; blive stillet i en kø, hvis milepæle konstant flyttes længere og længere væk???
Man skal være lavet af noget umanerlig sejt for IKKE at blive bims.

Jeg fik med mig, at det har været superbelejligt for mig at drukne mig i arbejde og opgaver... - for så slap jeg for at føle og tænke. Når jobbet og opgaverne så ikke var nok til at holde tankerne beskæftiget, så mosede jeg bare endnu mere på og kørte endnu stærkere på min helt private Le Mans-bane.

Så, jeg græder de modige tårer. Mange af dem.
Gemalens skjorte er helt våd.

52 måneder

I dag skal jeg øve mig i IKKE at mene, at det er en total SKOD-DAG!!!!

52 måneder.
4 år og 4 mdr.
En hulens masse dage, endnu flere timer og et utal af minutter.

Brugt på at vente.

Der findes vanvittig mange billeder på at vente. Personligt har jeg det lidt som på en togstation - nogle kommer og går, der er gang i kiosk og billetsalg...- men mit tog er forsinket og der gives kun få og oftest ubrugelige informationer om ankomst.

I dag har jeg mest lyst til at sprænge en bombe. Eksplodere og brøle, at det bare er stjerneuretfærdigt! Jeg vil også afsted - nu! mit tog skal komme nu!!!!!
"Karen 4 år", sparker til det hele og brækker mig i stænger.

Så stik mig en spand. Først kan den blive losset ned i det fjerneste hjørne og bagefter kan jeg kaste op over tingenes tilstand.

En formildende omstændighed er til stede. Ret skal være ret.
Niecerne har indtaget huset denne weekend, da forellerne skulle rende bentøjet ømt i Berlin. Der er heste på gulvet og tøser i nattøj endnu. Gemalen, der bygger Zome-modeller med den mindste og den store har rørt kager sammen, der står i ovnen...
Det giver et billede på mine søndage fremover. Og det er værd at glæde sig over, også selv om det gør nas.

Det minder mig lidt om min yndlingssalme:

Sorrig og glæde de vandrer til hobe
Lykke, ulykke de gange på rad
Medgang og modgang hinanden tilråbe
solskin og skyer de følges og ad
Jorderigs guld
er prægtig muld
Himlen er ene af salighed fuld.

Javist, Kingo, den gamle kongeelsker og elitist mente, at livet på jorden alene var skabt til at bane vejen til himmerige via dydens smalle vej, men for mig er der lige så jordeliv i salmen. At vi mennesker ikke kan forvente, at livet kun er nemt. At trods tro, håb og kærlighed er der sten på vejen, modstand og smerte. Kingo mente nok, at disse mødigheder kun kunne overvindes i himlen, men findes himlen ikke på jorden?
Gu gør den da det.
Vi vælger selv lykken. Vi vælger selv håbet og troen på det, der giver mening for os.
Jeg ville ønske, at min blog kunne spille musik, for salmens smukke vemodige sarabande er ikke af denne verden. Den løfter og bærer ud og op.

Nu, vi er ved Kingo - dyrk lige disse ord. Smukkere skal man lede længe efter:

Chrysillis, du mit verdens guld,
min en´ og ønskeskat,
mit lys i mørke nat!
Kom nærmer hid, o hjerte huld,
og læg dit øre til;
jeg for dig sjunge vil.
Lykkens sang,
lykkens gang
vil jeg vise uden fejl,
hvor du mig,
jeg og dig
skue må som i et spejl.


Han var sgu en gammel romantiker, var han, ham Kingo. 1669 og så at kunne vold-score sin kone med ord som disse?


Måske kom jeg i lidt bedre humør.... - vi venter lige lidt med spanden.

At konfrontere mig selv.

Det er ikke altid fedt at forlade matriklen.
Faktisk er det noget, jeg skal tage mig gevaldigt sammen til, for inderst inde er det superneder'n.
Det giver nemlig angstanfald.

Det er som om den angst sidder som den ondeste faun ude i min hæk og gnækker: "Hvos hun kommer ud, så tager vi hende! Og specielt, hvis hun ikke skal over bygrænsen!"
Det er ikke en rar og hyggelig faun som Mr. Tumnus i Narnia. Det er en lille djævel, der udelukkende skal lave ravage.

Faunen tog med i Netto. Jeg kan lige gå ned i REMA, der på mystisk vis føles okay tryg, men Netto blev for stor og for farlig. En ond og dyster troldeskov med fangarme og snublerødder.
Mit safe spot, MP3-afspilleren og solid rock - i dag Pearl Jam - er ellers god til at holde alt væk fra mig og skabe en urørlighedszone, jeg kan færdes i, fordi jeg ikke hører andres stemmer og derfor ikke ser dem eller kan hører, hvis nogen vil mig noget. Jeg er ikke god til at være tilgængelig ligenu. Jeg skal ikke kontaktes. Folk skal ikke kunne få fat i mig.

Netto var en veritabel kampzone. Der var mange mennesker og desværre også folk, jeg kender. Folk, som hilser venligt og ikke vil mig noget, men som har set mig. Ikke fordi det er farligt og jeg har intet at skammemig over - jeg vil bare ikke ses, når jeg har sådan her.
Klumper af angst sad i halsen fra jeg kom til jeg gik. Lettelsen var enorm, da jeg smed den sidste vare i posen og gik derfra. Ud til bilen og hjem.
Der kom først rigtig ro på senere... - og nu, hvor jeg tænker over det,så kommer den snigende igen.

Man kan spørge sig selv: Hvorfor i alverdens riger gik jeg dog derind, når jeg kunne mærke, at det var skidt?
Hvorfor gik jeg ikke bare igen?

Fordi jeg ikke giver op. Fordi jeg moser på til jeg bider i græsset. Fordi jeg fandeme ikke vil lade en angstens faun diktere min gøren og laden.
Jeg skal nok lytte til mine følelser og sige fra, men jeg skal ikke ligge under for dem ien sådan grad, at jeg ikke kan fungere.
Ikke tale om.

Jeg sidder lige nu med en strøtanke, om dette fanden-i-voldske "jeg vil!" er den overlevelsesstrategi, jeg har udviklet fordi jeg har set andre kvinder gå så meget ned, at de ikke kunne fungere selv i den mest simple dagligdag? At de kunne gå cirkler om sig selv for at tage sig sammen til at spise, gå i bad?
Er det sundt at have det sådan? Bør man være så stålsat på IKKE at ville helt ned i det sorte hul, for der vil jeg ikke være. Jeg vil ikke engang overveje, om jeg er dernede...

Vælger jeg at være kreativ, fordi roen i virkeligheden kommer, når jeg er så koncentreret, at jeg ikke KAN tænke?

Det første lille nej.

Hi hi.
Jeg har sagt nej idag. Bare et lille bitte et og kun for mig selv, men jeg har gjort det.
I et andet forum har jeg stolt fremvist mine Bambi-luffer og der var sguen, der spurgte, om jeg tog imod bestillinger?
I starten tænkte jeg:" Nå... - fedest, aj, det ku' jeg da godt lige. Sådan klappe et par luffer sammen til hende."
Og så tænkte jeg mig lidt om. Mærkede. Var det nu også det, jeg skulle?
Nix.

Det skulle jeg ikke. Jeg skal blive smigret og synes det er topfedt, at andre godt kan lide det, jeg laver, men jeg skal ikke begive mig ud i en produktion af luffer eller andet, bare fordi jeg falder lidt på enden af benovelse og glæde.
Det første lille nej.

Dagens kreative.

For snart længe siden så jeg disse luffer i Isabellas, men dælme om jeg ville slippe slanterne for dem:

Så... - jeg gik på besøg i min elskede Røde Kors butik og fandt et broderet billede i bedste "Brølende Skovsø"-stil. Resten af lufferne er syet i kogt uld og jeg overvejer, om der skal foer i.

Fine, ikk'?