Noget med nu og ting

Jeg konstaterede i dag - eller var det i går? - at man kan have en ud-af-kroppen-oplevelse lige midt i et "nu". At sidde og være til stede og være sig kropligt helt bevidst, og samtidig mærke, at hjernen havde gang i noget andet - og så tvinge den tilbage til det, jeg nu havde gang i.
Det var fandeme mærkeligt.

Her til aften er det en uge siden, vi kom hjem til DK.
Der er godt nok sket ting og sager, men ikke så meget oppe i min knold. den føles nu som den plejer. Eller gør den nu også det?
Hvis sandheden skal frem, så har jeg nok bare slet ikke tænkt over, HVAD der er foregået i mit hoved - jeg har bare mærket og reageret. I så fald en tanke er faret gennem vindingerne på førstesal, har jeg i hvertfald ikke registreret den, kun følt den.

Jeg kan mærke, at min verden er forfærdelig lille. Jeg aner ikke en bjælde om, hvad der foregår i den store verden eller bare udenfor min egen fysiske og mentale matrikel. Bevares, jeg har da lidt tjek på Libyen, Japan og en skrækkelig fortærsket historie om en lille dreng, en plantage og en omvendt frakke, men det er i hovedlinjer. Intet dybere har sat sig fast.

I eftermiddag slog det mig, at jeg sgu nok er vågen og HAR spist morgenmad, inden fredags-Politiken lander i postkassen - og at jeg sgu håbede, at jeg kunne score bare 10 minutter med den alene.
Ikke fordi jeg nødvendigvis er knaldhamrende interesseret i indholdet, men fordi jeg tog -  og tager mig selv i at have dårlig samvittighed over at være så "klodeagtig", så indelukket i min egen atmosfære, at jeg fandeme ikke engang kan samtale med naboen om andet end min unge...
Jeg er godt klar over, at jeg da ikke skal have spor dårlig samvittighed over det at være i "da mum zone", men det har jeg altså. Sådan lidt. Nok til at det sidder i baghovedet og nager.

I morgen venter en familiefødselsdag. En lille-bitte en og det er okay, tror jeg. Vi har snakket (det gør vi vist nok ret meget) om, hvad vi gør og hvordan vi gør - og det gør det sgu så meget nemmere. Tror vi nok. Fnis!

Jeg er her endnu

Livet er fandeme det mærkeligste sted, jeg endnu har været.

14  dage i Kina, få verdens lækreste unge (syn's jeg ble' der sagt) og lige med et stå med det liv, jeg og Gemalen har ønsket os... - her, et styks barn. Skriv under der, sæt fingeraftryk der et voilá: Instant family.

Instant karma, instant coffee...

Der sidder en stor bid surrealisme i mig endnu. Det er så virkeligt, så håndgribeligt og alligevel niver jeg mig i min mentale arm og lurer på, om det her virkelig er rigtigt.

Det er nu ikke fordi jeg tænker, at "der kommer nok nogen og henter ham, når vi er færdige med at passe ham" - hjernen har helt klart styr på den side af tingene, men oplevelsen af at grænsen mellem drøm og virkelighed er udvisket er i høj grad til stede.

Jeg er ikke sikker på, at jeg kan forklare det bedre... 

Jeg er dybt taknemmelig og glad for alle de hilsner og tanker, vi har fået i forbindelse med vores henterejse efter Kejseren. Det varmede helt ned i tæerne, at der sad mennesker rundt i DK og USA og fulgte med på vores færd. Fulgte vores vaklende Bambi-ben ud på familielivets is.

Tak.

Veninder og vinduespudsning

Man møder mange mennesker gennem livet. Nogle bliver hængende i en periode og smutter igen, mens andre gror fast og bliver siddende som østers på en bundgarnspæl.

Jeg genså en østers igår. Det er måske ikke det fedeste at sammenligne hende med en østers, men hun er som en østers. Skallen kan virke hård, men kødet indeni er blødt, delikat og rummer den smukkeste, sarte perle, hvis lys kun bliver smukkere og smukkere med årene. 

Hun er en ener.
Jeg er taknemmelig for vores venskab og føler mig meget priviligeret over at have hende i mit liv.

Hun dukkede op i bussen engang på vej til skole. Hun var den nye, der ligesom mig var kejtet, aparte og følte sig helt forkert på alle de rigtige og rigtig alle de forkerte steder. Hun hørte Prince i sin walkman. 

Hun forekom mig nøjagtigt lige så cool som alle dem omkring mig, i hvis nærvær jeg lignede en nørd. Hun turde og sagde og gjorde alt det, jeg ikke turde. Ikke før meget senere.

Men hun har givetvis følt og oplevet verden lige som jeg. Vi var lige skæve i en lige verden og lige lige i en skæv verden. På en eller anden måde har hun bare altid været der, selv om der kunne og kan gå for lang tid imellem, vi ses. Jeg har hende inde på radaren allígevel.

Måske fordi hun har været og måske bare er så stor en del af både mit gamle liv, men også det liv, jeg lever nu.

Hun er en del af min historie og min fortid, men den del, som jeg vil have med mig, fordi hun netop er den, hun er.

I går hjalp vi hinanden på hver sin vis. Jeg fik fred i hendes hus. En eftermiddags fred for kondorstore sommerfugle, der nådigt blev holdt på afstand af hendes ro og væsen. Hun synes nok, at jeg hjalp hende mest, fordi jeg vaskede en vinters skidt af ruderne, så forårssolen fyldte hjemmet.
Men sådan forholder det sig ikke.
Det var mig, der fik mest hjælp igår.

Tak.

Antons innovative Bedstefar

Hermed en hyldest til Bedstefar.

Bedstefar aka Farmand aka TømrerFar gør. Han laver og bygger og er krativ både i tanke i handling. Byggeprojekterne gennem tiden har været store som små - fra hele huse fra 1700-tallet, der er blevet totalrenoverede til noget så småt som dette. Han skal lige tænke lidt og så kommer der en løsning, som altid har rod i funktionalitet. Det skal kunne bruges til netop det, som dimsen er fremstillet til - og det kan det.
I perioder, hvor hans nuværende job som IT-koordinator i et stort transportfirma fylder i hovedet, kommer hænderne i brug og roen kommer som regel tilbage, når han får poterne i et eller andet godt lille projekt.:-)

Billeder taler lidt mere, så her er hvad, han har fremtryllet, så Anton kan sove ved siden af sine forældre - uden nødvendigvis skal skulle være i smårhullet, hvis han ikke gider det...
Hans tremmeseng er der bare ikke plads til.

Så hvad gør Bedstefar?
En stump plade, 4 stumper lægter og et par lister... - en madras, vi havde flydende + en stump stof = høkasse til Anton.

Smørhul eller ej, høkasse eller ej - det finder vi ud af, men nu har han muligheden.

Måske skal der noget i "hovedenden" og lidt pynt på væggen, men nu ser vi liiiiige, som det duer.

3 dage... - listen er stadig lige lang.

Road Trippin'

Det er jo dybest set det, vi skal.

Vi skal på tur - get lost - ud i noget, vi aldrig har mødt før og som vi hverken kan planlægge, forberede eller håndtere.

Det er stort og skræmmende, men der er en underlig ro nu.

En slags stilhed før storm.

Jeg er nået til et point of no return. Nu skal der ikke planlægges, ordnes eller håndteres mere. Nu pakker jeg kufferterne og tager resten som det kommer. Hvis jeg planlægger, forbereder eller organiserer mere, glemmer jeg at være i det her og selv om det faktisk føles som at stå på randen af en afgrund, er det ikke en ubehagelig følelse. Blot en følelse af at være i noget ukendt og at skue ud i noget, der har sådan et slør foran sig - noget, jeg først kan se, når jeg står i det.

Og deri er roen. At jeg nok kommer til at stå i noget, der er helt vildt uoverskueligt, men hva'? Det overlever jeg jo nok.

Det er jo ikke farligt.

Og hvis det er, nå ja - så må jeg finde ud af det også.

Jeg kan ikke vide alt, håndtere alt eller overskue alt - og det skal jeg heller ikke. Jeg skal gribe det, jeg kan og vil og lade resten være op til andre omkring mig.

En af de klogeste kvinder, jeg nogen sinde har mødt, plejer at kikke på mig - jeg kan høre hendes ord i min sjæl jævnligt - og sige: "Universet giver dig ikke, hvad du vil have, men hvad du har brug for."

Resten er tillid, tro og kærlighed.

Jeg favner denne rejse og alt, hvad den vil bringe med tro, tillid og kærlighed.

Alt fra ventetid, frustration, sorg, rejsekriller, irritation, udfordringer -ja selv min største skræk, at Anton skriger hele flyet i smadder fra Bejing til Kastrup! - det hele.

Det var og er den vej, jeg skulle gå for at møde netop ham.

Min søn.

Tak.

De klassiske dyder

Jow, jow - man er vel ordentligt opdraget.;-)

Denne her har været undervejs i 4 år. Jeg påbegyndte den i 2007 og sidste sting blev syet i dag.
Den har været både en velsignelse og et helvede, fordi hvert evig eneste sting er en påmindelse om ventetid, men også en påmindelse om det barn, der skulle have den. Der er lidt skæve sting hist og her, blandt andet er den ene krans i højre side noget "bulet", men jeg har valgt at lade den være, for den kom til at se sådan ud, fordi jeg syede den, da jeg sad på et hospital og vågede over min far, der var nyopereret - og jeg var nok knapt så koncentreret.

Det var ikke let at finde netop dette mønster og jeg overvejede da også, om jeg skulle gøre, som jeg har gjort med de andre klokkestrenge, jeg har lavet i tidens løb: flikke mønstre sammen fra duge, løbere og andre klokkestrenge, sådan som min Farmor gjorde, af hvem jeg forøvrigt har lært dette.

Men en dag dukkede den op. På en amerikansk hjemmeside, som henviste til Ingrid Plums bøger om julekorssting. Jeg synes jo, at denne kalender skulle være en klassiker, som matchede Gemalens og min kalendere...

I morgen går jeg i gang med at montere med stivlærred, strygevlies og bagbeklædning. Jeg tror nok, jeg quilter/patchworker bagsiden, men det er en overvejelse.

Og selvfølgelig skulle den ene engel da ha' sort hår. Ikk' så meget pis... :-D

Af andre klassiske dyder for i dag må vist nævnes, at jeg har spist frokost med Gammelfar, som altid er dejligt selskab. Den stod på Ceasar Salad og clafoutis. 

Der må forøvrigt lige slås et slag for clafoutis - hvilken gudespise!

At noget så simpelt som syltede kirsebær (iblandet lidt Amarenabær, naturligvis) indbagt i en pandekagedej kan smage så forrygende, er mig en gåde...