Godt nytår.
Jeg sad og småsov i sofaen til Svigermor allerede kl. lidt i 11 og kæmpede med at holde mig vågen. Måtte ud en tur og se på det fyrværkeri, som er så smukt, men som jeg egentlig nok er ret bange for. Jeg kan ikke lide de høje knald, jeg bliver nervøs, når Gemalen kommer i nærheden af batterier og raketter med en tændt lighter... - nytårsaften er bare ikke mig.
Så mit nytårsfestivitas sluttede kl. halv 1.
Med lidt ondt i maven, uro i hovedet og en let kvalme. Jeg var hverken fuld eller dum, men hverken bobler eller sushi tiltalte min mave i går. Resultatet er da også at spore idag: En meget urolig mave og en krop, der synes, den skal sove hele tiden.
Jeg er fandeme et skravl.
Men, nu- her sidst på eftermiddagen er jeg vist ved at vågne op til dåd. Vi har været ude at gå tur i det klareste solskin, hvis lys var så skarpt, at intet kunne skjules. Der er piv-glat udenfor. Det er som om sne og asfalt - selv fritskrabede grusfortove - er glaseret med is, så alle os nytårsgængere lignede Bambi på glatis i eftermiddagssolen.
Og maven er ved at være på plads - der er intet som kransekage til sen frokost, der kan rette op på ting! :-D
Men, der kommer dælme til at gå et godt stykke tid, inden jeg skal have sushi igen. Jeg var sgu også dårlig sidst, vi havde spist det.
2011 - et helt nyt år.
Der er nogle faste punkter på kalenderen, men også nogle måske'r. Nogle "vi må se, hvad der sker"-punkter.
Faste punkter:
- Kina-rejse og dermed opgradering fra parforhold til familie.
- Orlov først til mig og så til Gemalen.
- Husombygning og byggerod.
"Måske, vi må se hvad der sker"- punkter:
- Det hvertandet årlige pinsetræf med Svigermors familie. 26 personer i et megasommerhus. Lige nu er det en "måske" - ikke at jeg tør sige det højt endnu, men hvad hvis vi får en lille mand hjem, der slet ikke kan håndtere mange mennesker og som skal skærmes totalt? Er det så smart at tage på familietræf 3 dage?
Der er den fordel, at træffet i år ikke skal foregå et sted i Jylland, som det ellers har gjort de sidste par gange, men små 50 km. herfra. Vi kan altså køre hjem, skulle det komme på tale.
At det også er en "måske" hænger sammen med, at jeg sgu ikke skal have meldt noget håndfast ud, før vi har ham. Det har jeg prøvet og det bliver skudt ned på stedet med diverse argumenter om, at han da skal lære at være i en familie, at de alle nok skal passe på ham, at han da bare har godt at af være sammen med en masse, der elsker ham...
Og alt det der, det ved jeg godt og det vil jeg også gerne have for ham, men han skal da for fanden lige finde ud af, hvem der er hans Far og Mor først, før han indtræder i en familie?
Jeg kan ikke lade være med at tænke på Vagn Lundbyes smukke fortælling om nordamerikanske indianeres familiemønster - at barnet gennem opvækst i cirkler oplever, udfordrer og erobrer verden. Først den indre cirkel med blot barnet selv og forældrene, så den nære familie, dernæst stammen og tilsidst verden og universet. Antons "Anton, Far og Mor"-cirkel vil jo være længe undervejs og skrøbelig, og måske ikke stærk nok til at få "familiecirklen" med så hurtigt efter ankomst til DK.
Nå, vi må se, hvad han gør og kan og har brug for.
Men, øv - det fylder. Mestendels fordi jeg levende kan forestille mig, at hvis vi ikke deltager, har jeg en meget skuffet og trist bedstemor, som jo gerne vil have os allesammen med til det familietræf. Det vil jeg også gerne, men Anton kommer dælme først nu.
Jeg kunne have svoret, at der var flere "måske"-punkter, men jeg kan ikke komme i tanke om nogen.
Måske fordi det "måske"-punkt der er, fylder så meget.
Jeg er ellers noget amivalent, for det er jo også en begivenhed, vi i årevis har glædet os til netop at deltage i som forældre og ikke bare som os to.
"Meditate on this, I will..." - Jedimaster Yoda
Ps - jeg ved godt, at jeg lige har gjort det, jeg IKKE ville; nemlig foregribe tingenes gang. ;-D
