Æhhh, ja altså sådan, hvis det fortsætter i samme stil:
2 uger er nu gået godt med babyplask med Anton 2 gange om ugen, løb 3 gange om ugensammen med Gemalen samt en skridttæller i liningen af mine jeans, der helst skal nå at ramme 10.000 skridt om dagen (i går stod den på 14.573).
Resultat?
Jeg sover ti gange bedre og kan bedre håndtere, at Anton vågner i ny og næ...
Energiniveauet er stigende og jeg føler mig gladere.
Der er røget næsten 4 kg.
Fandeme i orden!
fredag den 26. august 2011
torsdag den 25. august 2011
MOR-tid - Karen-tid.
Omkring ved denne tid sidste år, BURDE jeg have hørt alarmklokkerne.
Ud af gamle Facebook-status kan jeg læse, at jeg var on the road med alle fire hjul, fræsende rundt i svinget med sjæl, hjerte og mig selv halsende bagefter.
Har jeg så lært noget af at ryge så gevaldigt rundt i svinget, osm jeg gjorde? Af at mærke al den angst, der buldrende kom op til overfladen - sorgen over stadig at vente på mit barn? Angsten for aldrig at møde ham eller hende?
Det har jeg jo nok, men vigtigst af alt, er nok, at jeg lærte at genkende angst for, hvad det er: En følelse, der er lige så velkommen som alle de følelser. jeg var så eminent til at proppe ned i en kasse og tape til.
Jeg lærte, at det var okay at få hjælp, at bede om hjælpe - at være god nok til at få hjælp.
At daske rundt herhjemme - i mit tempo, med "min" dagsorden - tog tid at lære, men nu kan jeg få klumper i halsen ved tanken om at skulle op i det gear igen. Kan jeg det igen? Kommer det helt af sig selv, at jeg vælger mine kampe med omhu fra nu af og gør det, jeg kan - og det bedste, jeg kan - og lader Universet om resten?
Jeg var ikke vild med det driverliv, som jeg syntes, barsel var, men nu har jeg svært ved at slippe den ro, jeg har fået.
En af lærdommene ved stressturen sidste år var, at jeg satte min egen dagsorden og ikke lod mig slæbe med rundt - jeg bestemte og bestemmer tempo, aftaler og dagsorden. Forleden dukkede en uforudset dagsorden op. Hyggelig og rar, ingen tvivl om det - men den spændte ben for mig. Jeg havde ikke set den komme og fik ikke sagt fra. Jeg rummede det uforudsete, men jeg havde og har lidt siddende i kroppen - en slags kikken-mig-over-skuldrene...
I mine øjne var det et lille hip om, at jeg stadig er på vej - at jeg stadig skal lære og ikke bare kan læne mig tilbage og tro, at nu kan jeg det hele. Jeg skal stadig se mig for og lægge min egen vej.
Og med hensyn til job?
Jeg skal ikke vinde ret meget mere end 47,50 i Lotto, så er jeg den, der er daffet. Måske ikke for altid, men indtil jeg keder mig, så det render ned af væggene.
Og det gør jeg så absolut ikke lige nu!
Ud af gamle Facebook-status kan jeg læse, at jeg var on the road med alle fire hjul, fræsende rundt i svinget med sjæl, hjerte og mig selv halsende bagefter.
Har jeg så lært noget af at ryge så gevaldigt rundt i svinget, osm jeg gjorde? Af at mærke al den angst, der buldrende kom op til overfladen - sorgen over stadig at vente på mit barn? Angsten for aldrig at møde ham eller hende?
Det har jeg jo nok, men vigtigst af alt, er nok, at jeg lærte at genkende angst for, hvad det er: En følelse, der er lige så velkommen som alle de følelser. jeg var så eminent til at proppe ned i en kasse og tape til.
Jeg lærte, at det var okay at få hjælp, at bede om hjælpe - at være god nok til at få hjælp.
At daske rundt herhjemme - i mit tempo, med "min" dagsorden - tog tid at lære, men nu kan jeg få klumper i halsen ved tanken om at skulle op i det gear igen. Kan jeg det igen? Kommer det helt af sig selv, at jeg vælger mine kampe med omhu fra nu af og gør det, jeg kan - og det bedste, jeg kan - og lader Universet om resten?
Jeg var ikke vild med det driverliv, som jeg syntes, barsel var, men nu har jeg svært ved at slippe den ro, jeg har fået.
En af lærdommene ved stressturen sidste år var, at jeg satte min egen dagsorden og ikke lod mig slæbe med rundt - jeg bestemte og bestemmer tempo, aftaler og dagsorden. Forleden dukkede en uforudset dagsorden op. Hyggelig og rar, ingen tvivl om det - men den spændte ben for mig. Jeg havde ikke set den komme og fik ikke sagt fra. Jeg rummede det uforudsete, men jeg havde og har lidt siddende i kroppen - en slags kikken-mig-over-skuldrene...
I mine øjne var det et lille hip om, at jeg stadig er på vej - at jeg stadig skal lære og ikke bare kan læne mig tilbage og tro, at nu kan jeg det hele. Jeg skal stadig se mig for og lægge min egen vej.
Og med hensyn til job?
Jeg skal ikke vinde ret meget mere end 47,50 i Lotto, så er jeg den, der er daffet. Måske ikke for altid, men indtil jeg keder mig, så det render ned af væggene.
Og det gør jeg så absolut ikke lige nu!
mandag den 8. august 2011
A night at the Opera
- and a day at the races.
Der er en musikalsk skillelinje i mit liv: Før og efter Prince.
Han er på mange områder min store musikalske kærlighed, hvis musik har lagt soundtrack til store dele af min ungdom og mit voksne liv. Han bliver ikke dyrket så intenst mere, men han dukker stadig op i ny og næ og vækker minder.
Så, i går måtte vi have endnu et rendez-vous, den lille mand og mig.
Denne gang ikke sammen med Gemalen, men med den kvinde, som blev en ven for livet netop gennem tonerne til Prince.
Og en søndag tilbragt i så fremragende selskab kan jo kun være et overflødighedshorn af energi og glæde!
Billeder fra koncerten? Nix - jeg hørte jo musik! Sådan noget pjat havde jeg ikke tid til! ;-D
Men, når Mor så er ude, så havde Far og Kejseren jo en royal hyggestund, som de vælger at tilbringe... - i BILKA!
Og hvad finder de to så på?
Og gemalen, det søde væsen, havde søreme også husket et af mine hede ønsker:
Jeg glæder mig som en vild vildmand til at samle den og den skal hænge så højt oppe, at Kejseren IKKE kan nå den!!!!
torsdag den 21. juli 2011
(selv)medlidenhed
Hmmm.Den skal altså lige ud, ellers vil den gnave mig i sidebenene resten af dagen.
Anton og jeg var i svømmehallen. Mange mennesker allerede fra morgenstunden og da vi kom 10 min. over åbningstid, var det bette vamtvandsbassin godt fyldt - der kom stadig flere til.
Nå, fred med det.
Maaaange mødre og en del fædre, der plaskede rundt med unger, store som små og en rar instruktør.
Jeg følte mig noget "udsat", i mangel af bedre ord.
Anton var det eneste adoptivbarn og der blev godt nok gloet fra nogle af mødrene. Følte jeg.
Ikke på ham, men på mig, faktisk og det har jeg ikke prøvet før.
Han er ligeglad, når folk kikker og vi har ikke oplevet nogen form for negativitet, siden vi kom hjem og normalt er jeg pænt ligeglad med, at folk glor, men her blev det sgu lige en tand for meget.
Jeg synes faktisk, det var pissetræls, at de først kikkede på min lækre unge og så bagefter kikkede på mig med det der "Nårrrh, hvor er det synd for dig, at du ikke ku' få dit eget barn!"
Får jeg ondt af mig selv, når jeg ramler ind i oplevelser som disse?
Nej, egentlig ikke, for jeg har aldrig ønsket mig at blive gravid. For mig har graviditet været et middel til at nå målet om at blive mor, at blive en familie.
Føler jeg mig ramt?
Måske, fordi jeg rammes af det paradoksale i, at jeg jo synes at vores måde at stifte familie på er helt normal, men at vi ikke ser almindelige ud. Vi bliver synlige, selvom vi ikke afstikker fra almindeligt anerkendte "normaler", om man så må sige.
Bliver jeg gal?
Også i den grad!
Jeg bliver så hidsig og 5 år gammel.
"Nej, det er ikke en skid synd for mig! Han ER mit eget barn! Få nu fjæset ud af føde-flæsket og blikket ud over provinsnavlen! Et barn er et barn er et barn!!!!!!"
Puha.
Nu blev det sagt.
Jeg fortryder sikkert om et par timer, at jeg har postet det, men så må jeg tage tævene derfra.
Ud skulle det.
Anton og jeg var i svømmehallen. Mange mennesker allerede fra morgenstunden og da vi kom 10 min. over åbningstid, var det bette vamtvandsbassin godt fyldt - der kom stadig flere til.
Nå, fred med det.
Maaaange mødre og en del fædre, der plaskede rundt med unger, store som små og en rar instruktør.
Jeg følte mig noget "udsat", i mangel af bedre ord.
Anton var det eneste adoptivbarn og der blev godt nok gloet fra nogle af mødrene. Følte jeg.
Ikke på ham, men på mig, faktisk og det har jeg ikke prøvet før.
Han er ligeglad, når folk kikker og vi har ikke oplevet nogen form for negativitet, siden vi kom hjem og normalt er jeg pænt ligeglad med, at folk glor, men her blev det sgu lige en tand for meget.
Jeg synes faktisk, det var pissetræls, at de først kikkede på min lækre unge og så bagefter kikkede på mig med det der "Nårrrh, hvor er det synd for dig, at du ikke ku' få dit eget barn!"
Får jeg ondt af mig selv, når jeg ramler ind i oplevelser som disse?
Nej, egentlig ikke, for jeg har aldrig ønsket mig at blive gravid. For mig har graviditet været et middel til at nå målet om at blive mor, at blive en familie.
Føler jeg mig ramt?
Måske, fordi jeg rammes af det paradoksale i, at jeg jo synes at vores måde at stifte familie på er helt normal, men at vi ikke ser almindelige ud. Vi bliver synlige, selvom vi ikke afstikker fra almindeligt anerkendte "normaler", om man så må sige.
Bliver jeg gal?
Også i den grad!
Jeg bliver så hidsig og 5 år gammel.
"Nej, det er ikke en skid synd for mig! Han ER mit eget barn! Få nu fjæset ud af føde-flæsket og blikket ud over provinsnavlen! Et barn er et barn er et barn!!!!!!"
Puha.
Nu blev det sagt.
Jeg fortryder sikkert om et par timer, at jeg har postet det, men så må jeg tage tævene derfra.
Ud skulle det.
fredag den 15. juli 2011
Kvinder
Jeg mente engang, at der var et særligt sted i helvede for de kvinder, der ikke hjælper hinanden.
Det tror jeg stadig på.
Ikke at vi skal holde sammen mod den store ærkefjende Mr. Testosteronus aka alle mænd i hele verden, for ham har vi stort set krammet på, tøhø... - og desuden er det nok snarere ham, der skal frigøres mod kvindernes evindelige overtag.
Næ, jeg tænker, at nogle af os godt kunne trænge til at holde sammen mod os selv.
Eksemplet fra igår, der triggede dette indlæg kommer her:
Far, Mor og Anton er kørt i IKEA efter badeværelsesmøbler. Det går strygende, ingen sure miner og de voksne er fatisk enige! om, at vi kun lige skal have de ting, vi skal. Nul osen og impulsindkøb.
Klokken nærmer sig Antons frokosttid og selv om han ikke ligefrem ligner en, der er ved at omkomme, så er lavt blodsukker og IKEA og tonsvis af mennesker og regn bare en skodkombi.
Mor agiterer for at spise lidt frokost i IKEAs cafeteria - det havde Far argumenteret for på motorvejen.
Far ser de bugnende køer og siger lige ud: "Det magter jeg sgu ikke!"
Altså - indkøb og vareudlevering først og klokken bliver sgu 13.
Anton klarer det i fin stil, sidder i indkøbsvognen og hygger sig med at synge LÅLÅLÅ i bedste FCK-stil.
Alt ser fint ud, ikk'?
Hvorfor skal jeg så krone dette billede med tonstung dårlig samvittighed over at lade Anton spise CHEESEBURGERS OG FRITTER fra McD i sin autostol på vejen hjem og med et saligt ketchupindsmurt falde i søvn i sin stol?
Hvorfor tror jeg, at jeg er en shit-dårlig mor, fordi min unge ikke lige får gnavegrønt og grovbrød i bedste klidmoster-stil?
For et par dage siden så jeg et afsnit af "Hjælp, min kone er stadig skidesur!", hvor der blev talt om, at vi kvinder kører et veritabelt våbenkapløb om alt ligefra designerstole til speltbrød - om at blive den perfekte mor, den perfekte hustru og den perfekte kvinde.
Og at vi reelt kører det våbenkapløb mod andre kvinder og os selv.
Der er ingen og jeg mener INGEN kvinder i min omgangskreds, der ikke har ladet sin unge gnaske McD-mad og som går fuldstændig sukkerkold over manglende klid og hørfrø.
Så hvem får jeg så dårlig samvittighed overfor?
Ligger dette våbenkapløb i blade, magasiner og tiden?
I det kvinde/mor-billede, der hersker i tiden?
Det må det jo være.
At vi piskes til at levere et bestemt billede - et ideal - af den ideelle moderrolle, moderskikkelse og at vi på forhånd er dømt til fortabelse, hvis vi ikke kan levere varen fra taljemål og BMI over billedskønne hjem til velklædte og velopdragne unger.
Hmm... - jeg tænker lige videre, for Anton har netop bøffet mine yndlingsøreringe...
Det tror jeg stadig på.
Ikke at vi skal holde sammen mod den store ærkefjende Mr. Testosteronus aka alle mænd i hele verden, for ham har vi stort set krammet på, tøhø... - og desuden er det nok snarere ham, der skal frigøres mod kvindernes evindelige overtag.
Næ, jeg tænker, at nogle af os godt kunne trænge til at holde sammen mod os selv.
Eksemplet fra igår, der triggede dette indlæg kommer her:
Far, Mor og Anton er kørt i IKEA efter badeværelsesmøbler. Det går strygende, ingen sure miner og de voksne er fatisk enige! om, at vi kun lige skal have de ting, vi skal. Nul osen og impulsindkøb.
Klokken nærmer sig Antons frokosttid og selv om han ikke ligefrem ligner en, der er ved at omkomme, så er lavt blodsukker og IKEA og tonsvis af mennesker og regn bare en skodkombi.
Mor agiterer for at spise lidt frokost i IKEAs cafeteria - det havde Far argumenteret for på motorvejen.
Far ser de bugnende køer og siger lige ud: "Det magter jeg sgu ikke!"
Altså - indkøb og vareudlevering først og klokken bliver sgu 13.
Anton klarer det i fin stil, sidder i indkøbsvognen og hygger sig med at synge LÅLÅLÅ i bedste FCK-stil.
Alt ser fint ud, ikk'?
Hvorfor skal jeg så krone dette billede med tonstung dårlig samvittighed over at lade Anton spise CHEESEBURGERS OG FRITTER fra McD i sin autostol på vejen hjem og med et saligt ketchupindsmurt falde i søvn i sin stol?
Hvorfor tror jeg, at jeg er en shit-dårlig mor, fordi min unge ikke lige får gnavegrønt og grovbrød i bedste klidmoster-stil?
For et par dage siden så jeg et afsnit af "Hjælp, min kone er stadig skidesur!", hvor der blev talt om, at vi kvinder kører et veritabelt våbenkapløb om alt ligefra designerstole til speltbrød - om at blive den perfekte mor, den perfekte hustru og den perfekte kvinde.
Og at vi reelt kører det våbenkapløb mod andre kvinder og os selv.
Der er ingen og jeg mener INGEN kvinder i min omgangskreds, der ikke har ladet sin unge gnaske McD-mad og som går fuldstændig sukkerkold over manglende klid og hørfrø.
Så hvem får jeg så dårlig samvittighed overfor?
Ligger dette våbenkapløb i blade, magasiner og tiden?
I det kvinde/mor-billede, der hersker i tiden?
Det må det jo være.
At vi piskes til at levere et bestemt billede - et ideal - af den ideelle moderrolle, moderskikkelse og at vi på forhånd er dømt til fortabelse, hvis vi ikke kan levere varen fra taljemål og BMI over billedskønne hjem til velklædte og velopdragne unger.
Hmm... - jeg tænker lige videre, for Anton har netop bøffet mine yndlingsøreringe...
fredag den 8. juli 2011
PYHAAAAA
så landede vi igen.
Huset er tomt, med undtagelse af vores søde tømrer og da han er udenfor kategori, er huset tomt.
Vores venner fra USA er rejst hjem igen - det var dejligt at se dem og lidt vemodigt at vide, at der går nogle år, inden vi ses igen.
Det var hårdt at være 4 voksne og 2 børn på en byggeplads, men det gik...
Anton blev døbt i lørdags.
Og jeg var tæt på at aflyse hele balladen lørdag morgen.
Vi stod op til et telt, der sejlede af vand, våde hynder og en have, der på ingen måde indbød til gæster.
Carporten drev af vand.
Alt drev af vand.
Jeg var grædefærdig og overlod både gæster og barn til Gemalen, bare for at se om jeg kunne gøre noget.
Hvilket jeg IKKE kunne.
Så hvad gør man?
Lader hånt om alle regler om samarbejde i sit ægteskab og ringer efter Brormand, der straks starter bilen og kommer springende med lastvognsstropper, pressening og værktøjskassen.
Lastvognsstropper? Hvad fanden skal han med dem? Flette en ny teltdug?
Nix - se selv:
Man spænder jo selvfølgelig teltet op, så vandet kan løbe af.
Og dækker forøvrigt carportens tag til med en stor pressening, så folk kan sidde i tørvejr.
Behøver jeg sige LIFESAVER????
Vi havde for lidt plads og for mange folk, en pølsemand der kom for sent og generel kaosstemning og popcorn overalt.
Men ved I hvad?
Det lod sgu til at folk hyggede sig alligevel.
Man hentede da bare tæpperne bag i bilerne, rykkede stolene lidt tættere sammen og når øllet skummer, så går det jo alligevel.
Men kors, hvor var jeg træt bagefter - mør, øm, flad og træt.
Billeder og filmstrimler ses her:
http://77.215.72.216:3020/MSV2/
Og nu?
Hvad så nu?
Nu skal vi nyde resten af sommeren og være os.
Bare os tre.
Anton leger med sine nye sager - køkkenet var et hit. Peter Plys spilledimsen var et hit.
Vi ser en dreng, der leger selv nu og kan lege så længe, at Mor faktisk begynder at få bare minutter for sig selv.
Det er ikke så sundt for en Mor.
For ved I hvad?
Man kommer jo til at tænke på, hvad der sker, når han bliver større og ikke har så meget brug for MOAR... - kan jeg acceptere kun at have 1 sæt små hænder at holde i?
Man roder med tanker om en til... nemlig ja.
Bare en til....
En til.
Af gangen...
Huset er tomt, med undtagelse af vores søde tømrer og da han er udenfor kategori, er huset tomt.
Vores venner fra USA er rejst hjem igen - det var dejligt at se dem og lidt vemodigt at vide, at der går nogle år, inden vi ses igen.
Det var hårdt at være 4 voksne og 2 børn på en byggeplads, men det gik...
Anton blev døbt i lørdags.
Og jeg var tæt på at aflyse hele balladen lørdag morgen.
Vi stod op til et telt, der sejlede af vand, våde hynder og en have, der på ingen måde indbød til gæster.
Carporten drev af vand.
Alt drev af vand.
Jeg var grædefærdig og overlod både gæster og barn til Gemalen, bare for at se om jeg kunne gøre noget.
Hvilket jeg IKKE kunne.
Så hvad gør man?
Lader hånt om alle regler om samarbejde i sit ægteskab og ringer efter Brormand, der straks starter bilen og kommer springende med lastvognsstropper, pressening og værktøjskassen.
Lastvognsstropper? Hvad fanden skal han med dem? Flette en ny teltdug?
Nix - se selv:
Man spænder jo selvfølgelig teltet op, så vandet kan løbe af.
Og dækker forøvrigt carportens tag til med en stor pressening, så folk kan sidde i tørvejr.
Behøver jeg sige LIFESAVER????
Vi havde for lidt plads og for mange folk, en pølsemand der kom for sent og generel kaosstemning og popcorn overalt.
Men ved I hvad?
Det lod sgu til at folk hyggede sig alligevel.
Man hentede da bare tæpperne bag i bilerne, rykkede stolene lidt tættere sammen og når øllet skummer, så går det jo alligevel.
Men kors, hvor var jeg træt bagefter - mør, øm, flad og træt.
Billeder og filmstrimler ses her:
http://77.215.72.216:3020/MSV2/
Og nu?
Hvad så nu?
Nu skal vi nyde resten af sommeren og være os.
Bare os tre.
Anton leger med sine nye sager - køkkenet var et hit. Peter Plys spilledimsen var et hit.
Vi ser en dreng, der leger selv nu og kan lege så længe, at Mor faktisk begynder at få bare minutter for sig selv.
Det er ikke så sundt for en Mor.
For ved I hvad?
Man kommer jo til at tænke på, hvad der sker, når han bliver større og ikke har så meget brug for MOAR... - kan jeg acceptere kun at have 1 sæt små hænder at holde i?
Man roder med tanker om en til... nemlig ja.
Bare en til....
En til.
Af gangen...
søndag den 26. juni 2011
Knuder i min nattesøvn
Ikke helt på ondt i maven-stadiet, men nok til at få mig til at erkende, at nu har vi fandeme gabt over for meget.
Igen.
IGEN - IGEN- IGEN!!!!!
Anton er pt på noget, der føles lidt om 3-skridt-frem-og-1-tilbage.
Det vidste vi godt ville komme. Nu har han pleaset, knoklet og brugt 95% af sin vågne (og ikkevågne for den sags skyld) til at gøre det rigtige, ville det rigtige. Ordene sprøjter ud af ham og med sproget kommer færre og færre konflikter.
Han er stort set holdt op med at slå.
I takt med at børnehjemmet er flyttet ud og familien flyttet ind, er kommet nogle nye takter, som især jeg skal forholde mig til, for truth be told: THEY DRIVE ME BONKERS!!!
Min lunte er meget kort overfor "pjevs". Jeg kan ikke have, at han stiller sig op og klynker, fordi en flue flyver for tæt på eller fordi han ikke liiiiiige får det, han peger på. Eller bliver bremset i at lave noget dumt/noget-man-ikke-må-og-har-fået-NEJ-til-talrige-gange... etc.
At han bliver gnidret og tudevorn, fordi han snubler over det dørtrin, han ellers er snublet over 8439678945 gange, siden han kom. At han skal kline sig i op af mig i bedste præstelus-stil eller klamre sig så hårdt til mit ben, at vi er tæt på at vælte begge to...
At han går i flitsbue over, at jeg tillader at sætte mig ned, fordi jeg ikke længere kan (eller vil) lægge ryg til at bære rundt på ham i timevis (i hvert fald ikke uden bæresele)...
Når han går i gang med at lege og fylder hele gulvet med legetøj, for derefter at stjerne skråt over at falde i sine egne bunker eller stikke i et vræl, fordi jeg ikke lige sidder og kikker på, at han leger...
Eller når han vil op og putte, blot for at karte rundt på skødet af mig (vil I se de blå mærker?) og ender med at knalde sit hoved ind i min læbe/pande/næse...
Han arbejder stadig hårdt på at "gøre det rigtige" - han vil gerne være med, vil gerne os og vil gerne det her liv. Han er flad om aftenen og BONUS-BONUS-BONUS - sover faktisk igennem i den tremmeseng, jeg aldrig troede, han ville komme i. Gemalen insisterede på, at vi forsøgte... - den står ved siden af min seng.
Men, vi har gabt over for meget.
Bilen er på værksted endnu. Gemalen fik motorhjelmen i hovedet på vej over Bogødæmningen = skiftning af forskærme, motorhjelm og opretning af buler i taget samt omlakering...
Jeg har en tenninsalbue, der laver larm på 4. måned til trods for masive fys-behandlinger (prøv lige at se mig i fjæset, når jeg så får en flitsbueAnton ind over den albue!)
I morgen kommer vores skønne venner fra USA og jeg glæder mig til at se dem.
Men huset er trangt.
Byggeriet er ikke færdigt og der er inddraget 10 kvm. af stuen til støvafdækning.
4 voksne og 2 børn på ca. 90 kvm. I en uge.
Og på lørdag kommer der små 70 mennesker til Antons dåb. Jeg glæder mig til at se hver og en.
Hvorfor ser det bare så godt ud på papiret?
"Hey, ku' vi ikk' holde dåb, mens vi har besøg? Ku' det ikk' være fedt at dele den oplevelse med dem? Arh, vi laver bare noget tju-bang-chokolade-mand ude i haven? Ingen sved der? Vi har sgu aldrig holdt noget stort?"
DMI har lovet regn på lørdag.
Svigermor har godt nok et partytelt, men kan det rumme så mange?
Lige nu får jeg lidt stress.
Jeg kan håndtere alt det ovenstående.
Minimal plads, gæster, fest og diverse logistik og tørvejrsudfordringer.
Men med et hylehoved om anklerne?
LORD HAVE MERCY!
PS - jeg ved godt, hvem der er det største pivedyr lige nu...
Igen.
IGEN - IGEN- IGEN!!!!!
Anton er pt på noget, der føles lidt om 3-skridt-frem-og-1-tilbage.
Det vidste vi godt ville komme. Nu har han pleaset, knoklet og brugt 95% af sin vågne (og ikkevågne for den sags skyld) til at gøre det rigtige, ville det rigtige. Ordene sprøjter ud af ham og med sproget kommer færre og færre konflikter.
Han er stort set holdt op med at slå.
I takt med at børnehjemmet er flyttet ud og familien flyttet ind, er kommet nogle nye takter, som især jeg skal forholde mig til, for truth be told: THEY DRIVE ME BONKERS!!!
Min lunte er meget kort overfor "pjevs". Jeg kan ikke have, at han stiller sig op og klynker, fordi en flue flyver for tæt på eller fordi han ikke liiiiiige får det, han peger på. Eller bliver bremset i at lave noget dumt/noget-man-ikke-må-og-har-fået-NEJ-til-talrige-gange... etc.
At han bliver gnidret og tudevorn, fordi han snubler over det dørtrin, han ellers er snublet over 8439678945 gange, siden han kom. At han skal kline sig i op af mig i bedste præstelus-stil eller klamre sig så hårdt til mit ben, at vi er tæt på at vælte begge to...
At han går i flitsbue over, at jeg tillader at sætte mig ned, fordi jeg ikke længere kan (eller vil) lægge ryg til at bære rundt på ham i timevis (i hvert fald ikke uden bæresele)...
Når han går i gang med at lege og fylder hele gulvet med legetøj, for derefter at stjerne skråt over at falde i sine egne bunker eller stikke i et vræl, fordi jeg ikke lige sidder og kikker på, at han leger...
Eller når han vil op og putte, blot for at karte rundt på skødet af mig (vil I se de blå mærker?) og ender med at knalde sit hoved ind i min læbe/pande/næse...
Han arbejder stadig hårdt på at "gøre det rigtige" - han vil gerne være med, vil gerne os og vil gerne det her liv. Han er flad om aftenen og BONUS-BONUS-BONUS - sover faktisk igennem i den tremmeseng, jeg aldrig troede, han ville komme i. Gemalen insisterede på, at vi forsøgte... - den står ved siden af min seng.
Men, vi har gabt over for meget.
Bilen er på værksted endnu. Gemalen fik motorhjelmen i hovedet på vej over Bogødæmningen = skiftning af forskærme, motorhjelm og opretning af buler i taget samt omlakering...
Jeg har en tenninsalbue, der laver larm på 4. måned til trods for masive fys-behandlinger (prøv lige at se mig i fjæset, når jeg så får en flitsbueAnton ind over den albue!)
I morgen kommer vores skønne venner fra USA og jeg glæder mig til at se dem.
Men huset er trangt.
Byggeriet er ikke færdigt og der er inddraget 10 kvm. af stuen til støvafdækning.
4 voksne og 2 børn på ca. 90 kvm. I en uge.
Og på lørdag kommer der små 70 mennesker til Antons dåb. Jeg glæder mig til at se hver og en.
Hvorfor ser det bare så godt ud på papiret?
"Hey, ku' vi ikk' holde dåb, mens vi har besøg? Ku' det ikk' være fedt at dele den oplevelse med dem? Arh, vi laver bare noget tju-bang-chokolade-mand ude i haven? Ingen sved der? Vi har sgu aldrig holdt noget stort?"
DMI har lovet regn på lørdag.
Svigermor har godt nok et partytelt, men kan det rumme så mange?
Lige nu får jeg lidt stress.
Jeg kan håndtere alt det ovenstående.
Minimal plads, gæster, fest og diverse logistik og tørvejrsudfordringer.
Men med et hylehoved om anklerne?
LORD HAVE MERCY!
PS - jeg ved godt, hvem der er det største pivedyr lige nu...
Abonner på:
Opslag (Atom)