Anerkendelse

Anerkendelse!

Jeg har sådan et had/kærlighedsforhold til det ord.
På den ene side, vil jeg gerne have det og så alligevel ikke, for når folk bruger ordet åbenlyst, står jeg sgu som oftest med kvalmen i halsen, fordi det bliver så skide påtaget.

Jeg anerkender din side af sagen - jeg hører, hvad du siger...
Årh, screw it!

Som I kan, er der lidt nye blogs på roll'en og de er altså af den grumme slags, af dem hvor kvinder folder sig ud i sprogets allerværste kalibre. Bitre, skumlende og frådende af syre over tidens trends, belagt med spelt, klid og designerhjem. Bitterfisserne versus speltkusser og urtekællinger.

Jeg har tænkt meget i dag over, om jeg mon kunne høre hjemme i en sådan kategori, om nogen.
Jeg er ikke speltagtig nok til det ene og Ninka Kernesund og jeg bliver sgu aldrig bud's, men jeg hader heller ikke nok til at kunne vælte galde ud.
Men læse det? Det er straks en helt anden sag og for fanden da, hvor kan jeg grine af de bitre kællinger, så på den front må jeg springe ud af skabet og gå til bekendelse:

Hellere være en bitterfisse end en speltkusse!

Og nu for at vende tilbage til mit yndlingsAndersAnd-ord: Anerkendelse:

Jeg proklamerer hermed, at jeg gerne vil anerkendes for følgende:
I dag har jeg gjort følgende: Ryddet op og gjort 185 kvm rent, ryddet op i skur og carport, kørt hele lortet på genbrugspladsen og nu skal igang med aftensmaden.
Jeg har kun tørret Anton af på hans far i en times tid - mest fordi han er en pest at have med på losseren...

Stik mig en glorie, tak...

Host op med jeres yndlingsaversioner - hadeord eller andet godt.

Lørdag morgen

Her sidder man så. I udjokkede leggings, hullet og plettet tøj.
Vor Herre til hest!

Men, der er skam en grund til det, for jeg VIL ha' malet mit krea-rum færdig i dag, så jeg kan begynde at få mit space gjort færdigt. Det space, hvor jeg skal være Karen og ikke mor, kogekone, rengøringsdame, kone og alle de andre titler, jeg sådan enten har fået tiltusket mig eller blivet mere eller mindre påtvunget.

Utopisk?
Very much so, men jeg kan mærke, at jeg i den grad trænger til et sted, både i huset og i hovedet, hvor jeg er mig og ikke skal være noget for nogen andre. Bare et lille øjeblik.

Bare jeg sætter ord på det, kan jeg mærke en lille klump i halsen og i maven...

Jeg fik til dels det rum, da jeg begyndte at løbe igen, men eftersom min ryg satte ind for fuld skrue og har sendt mig til kiropraktor 4 gange på 10 dage og jeg nu - efter 5 uger - stadig har diverse smertestillende piller indenfor rækkevidde - så er det vist ikke løb, der skal til. Kiropraktoren sagde stop for løb for år tilbage, men det er sgu stort set den eneste form for motion, hvor jeg kan have Kejseren med, uden han kommer til skade og jeg kan få lov til at gøre et træningspas færdigt uden afbrydelse.

Tanken om arbejde er skræmmende tæt på. Jeg skal tilbage på skolen til januar efter 10 mdr. i denne først skræmmende og nu fantastiske boble. Jeg VIL ikke tilbage.. - for første gang siden seminariet bestemmer jeg selv over min tid. Forstået på den måde, at jeg planlægger selv min dag, vores dag - og jeg bestemmer tempoet, hvilket er nok så vigtigt.

Jeg kan mærke, at jeg stadig er sensibel overfor uplanlagthed - eller folk, der af hjertets godhed gerne vil have mig og/eller Kejseren med til noget, som jeg ikke er forberedt på. Jeg ved godt, at det er ikke sådan det er - men det føles som afpresning, hvis jeg ikke bliver adviseret i forvejen. Jeg duer ikke til spontanitet eller overraskelser - heller ikke selv om det er kærligt ment.

Mht. job har jeg det nok sådan, at jeg synes, det er uretfærdigt, at jeg skal tilbage allerede nu. Ikke fordi Gemalen tager de sidste 11 uger - de er ham vel undt - men jeg er skidemisundelig over de kvinder, som ved, at der nok ikke er 10 millliarder år til, at de kan få en "barselspuster" igen. Jeg ved med 120 % sikkerhed, at jeg ALDRIG kommer op i det arbejdstempo igen, som jeg havde før - og kan jeg acceptere det? Kan min arbejdsplads acceptere det?

Jeg er godt klar over, at for mange kvinder er tilbagevenden til jobbet er lig med konstant dårlig samvittighed kombineret med en (forbudt?) lettelse over at få sin krop og sit hoved tilbage. At få sit konversationsniveau op over gulvbrædderne igen. At få voksenselskab og -samvær igen.

Jeg nyder at kunne vælge at være fri for voksenselskab og -samvær. Jeg kan selv opsøge det selskab, jeg har brug for. Jeg føler mig ikke isoleret eller alene. Jeg nyder mine timer med Kejseren og de ting, vi laver...

Men for helvede, hvor kunne jeg godt tænke mig at vide, hvornår jeg må få sådan et pusterum igen - og om jeg får det.

Hvis jeg vinder meget mere end 42,50 i Lotto, så siger jeg op. SGU!

Jeg er her endnu

 - benene placeret i mulden mellem kvinden og moderen.
Balancegangen er til at tage at føle på og jeg ved nu, hvad de snakker om - de gæve mødre, der ikke altid har sig selv med, men lever i en pseudovoksenverden, hvor kroppen er voksen og hjernen fornuftig, men man egentlig ikke mærker efter, hvad der sker rundt omkring...

Jeg har brugt lidt tid på at mærke efter de sidste par dage og stort set alt, jeg kommer frem med, handler enten om hverdagstrivialiteter eller Anton. Jeg er et eller andet sted væk.

Om det er godt eller skidt, ved jeg sgu ikke, men det er sådan det er - og i stedet for at bekæmpe det og møve mig selv frem i geledderne, har jeg bestemt mig for at vente til jeg dukker frem af hullerne selv. Det har jeg det jo med at gøre. ;)

Hvad jeg dog har gjort op med mig selv og mig selv, er at jeg vil smide lidt af velfærdsflæsket, så husstanden er smidt på kur, hvilket har resulteret i -2,6 kg på en uge. Målet er 10 kg inden jul - et mål, der kan ændres til et delmål, alt efter hvor svært det bliver.

Se, dybest set er det jo en trivialitet... - slankekur.
Vor Herre Bevares!

Casa overhovedet ikke kaos mere

Billederne må tale for sig selv. Vi er ved at være færdige.
Trikker laver det sidste strøm i skrivende øjeblik, i ugens løb kommer VVS-Anders og Tømrer Michael og Maler Mikkel og lægger sidste hånd på værket.

Jeg gjorde rent i fredags - fed fryd at få set, hvor smukt der var under støvet.

Billeder fra stuen.

Badeværelset

Antons værelse

Soveværelse

Posten kom med Antons nye fodtøj - hvem blev glad?

Hot mama!

Æhhh, ja altså sådan, hvis det fortsætter i samme stil:

2 uger er nu gået godt med babyplask med Anton 2 gange om ugen, løb 3 gange om ugensammen med Gemalen samt en skridttæller i liningen af mine jeans, der helst skal nå at ramme 10.000 skridt om dagen (i går stod den på 14.573).

Resultat?
Jeg sover ti gange bedre og kan bedre håndtere, at Anton vågner i ny og næ...
Energiniveauet er stigende og jeg føler mig gladere.

Der er røget næsten 4 kg.

Fandeme i orden!

MOR-tid - Karen-tid.

Omkring ved denne tid sidste år, BURDE jeg have hørt alarmklokkerne.
Ud af gamle Facebook-status kan jeg læse, at jeg var on the road med alle fire hjul, fræsende rundt i svinget med sjæl, hjerte og mig selv halsende bagefter.

Har jeg så lært noget af at ryge så gevaldigt rundt i svinget, osm jeg gjorde? Af at mærke al den angst, der buldrende kom op til overfladen - sorgen over stadig at vente på mit barn? Angsten for aldrig at møde ham eller hende?
Det har jeg jo nok, men vigtigst af alt, er nok, at jeg lærte at genkende angst for, hvad det er: En følelse, der er lige så velkommen som alle de følelser. jeg var så eminent til at proppe ned i en kasse og tape til.

Jeg lærte, at det var okay at få hjælp, at bede om hjælpe - at være god nok til at få hjælp.

At daske rundt herhjemme - i mit tempo, med "min" dagsorden - tog tid at lære, men nu kan jeg få klumper i halsen ved tanken om at skulle op i det gear igen. Kan jeg det igen? Kommer det helt af sig selv, at jeg vælger mine kampe med omhu fra nu af og gør det, jeg kan - og det bedste, jeg kan - og lader Universet om resten?
Jeg var ikke vild med det driverliv, som jeg syntes, barsel var, men nu har jeg svært ved at slippe den ro, jeg har fået.

En af lærdommene ved stressturen sidste år var, at jeg satte min egen dagsorden og ikke lod mig slæbe med rundt - jeg bestemte og bestemmer tempo, aftaler og dagsorden. Forleden dukkede en uforudset dagsorden op. Hyggelig og rar, ingen tvivl om det - men den spændte ben for mig. Jeg havde ikke set den komme og fik ikke sagt fra. Jeg rummede det uforudsete, men jeg havde og har lidt siddende i kroppen - en slags kikken-mig-over-skuldrene...
I mine øjne var det et lille hip om, at jeg stadig er på vej - at jeg stadig skal lære og ikke bare kan læne mig tilbage og tro, at nu kan jeg det hele. Jeg skal stadig se mig for og lægge min egen vej.

Og med hensyn til job?
Jeg skal ikke vinde ret meget mere end 47,50 i Lotto, så er jeg den, der er daffet. Måske ikke for altid, men indtil jeg keder mig, så det render ned af væggene.
Og det gør jeg så absolut ikke lige nu!

A night at the Opera

- and a day at the races.

Der er en musikalsk skillelinje i mit liv: Før og efter Prince.

Han er på mange områder min store musikalske kærlighed, hvis musik har lagt soundtrack til store dele af min ungdom og mit voksne liv. Han bliver ikke dyrket så intenst mere, men han dukker stadig op i ny og næ og vækker minder.

Så, i går måtte vi have endnu et rendez-vous, den lille mand og mig.

Denne gang ikke sammen med Gemalen, men med den kvinde, som blev en ven for livet netop gennem tonerne til Prince.

Og en søndag tilbragt i så fremragende selskab kan jo kun være et overflødighedshorn af energi og glæde!

Billeder fra koncerten? Nix - jeg hørte jo musik! Sådan noget pjat havde jeg ikke tid til! ;-D

Men, når Mor så er ude, så havde Far og Kejseren jo en royal hyggestund, som de vælger at tilbringe... - i BILKA!

Og hvad finder de to så på?

Og gemalen, det søde væsen, havde søreme også husket et af mine hede ønsker:

Jeg glæder mig som en vild vildmand til at samle den og den skal hænge så højt oppe, at Kejseren IKKE kan nå den!!!!