Jeg svælger i Ludwig i aften. I morgen står den på 3 timers crashkursus i Ludwig van Beethoven for 6. klasserne... - musik, historie, film og billeder.

Jeg elsker ovenstående sats. Let, elegant og alligevel en snert af mørke.

Og hvis den i øvrigt minder jer om noget, så lyt lige Billy Joels "This Night" fra "An Innocent Man" albummet fra 1983.
http://www.youtube.com/watch?v=UXgdP5w7vTc

Anyway - livet er som livet er. Jeg er flad, når jeg kommer hjem og jeg når ikke at tænke så meget som jeg gerne vil, men følelsen i kroppen er rigtig. Der er ikke en latent uro, en rastløshed eller følelse af, at noget ikke spiller helt.

Ludwig i morgen, en uges ferie fra på mandag...

Jeg svælger i Ludwig i aften. I morgen står den på 3 timers crashkursus i Ludwig van Beethoven for 6. klasserne... - musik, historie, film og billeder.

Jeg elsker ovenstående sats. Let, elegant og alligevel en snert af mørke.

Og hvis den i øvrigt minder jer om noget, så lyt lige Billy Joels "This Night" fra "An Innocent Man" albummet fra 1983.
http://www.youtube.com/watch?v=UXgdP5w7vTc

Anyway - livet er som livet er. Jeg er flad, når jeg kommer hjem og jeg når ikke at tænke så meget som jeg gerne vil, men følelsen i kroppen er rigtig. Der er ikke en latent uro, en rastløshed eller følelse af, at noget ikke spiller helt.

Ludwig i morgen, en uges ferie fra på mandag...

Møgdag, sådan da.

Torsdag var en møgdag. Sådan da.

Den begyndte skidt, fortsatte ned i rendestenen og kun glimtvise guldøjeblikke holdt den fra at være totaltnederenskodagtig. Sådan da.

Allerede 6.15, ved det første bip fra vækkeuret, begyndte Anton at græde og småpjevse. "Moar ikk arbej!"
Han klynkede på badeværelset, under bruseren som ellers plejer at være et hit, skulle bæres ned af trappen og ville ikke rigtigt noget.
Morgenmad var skod. Han ville ikke havde det, han selv havde bestilt, ville ikke spise selv, ville ikke have hjælp og sad stort set bare og skiftevis klynkede og græd, skiftevis små peb og storbrølede.
Han ville have tørret tårene, men han ville ikke selv og han ville ikke have hjælp.

Mantraet kørte for fuld skrue. "Moar ikk arbej"...

Fantastisk ufed måde at begynde en dag på.

På et tidspunkt knækker han dog. Det er som om, han ikke kan opretholde sin gråd og jeg kan høre på hans tone, at han skifter fra oprigtig gråd til noget hys-du-ska-høre-på-mig-og-jeg-bliver-ved"-magtkamp-noget.
Der turde jeg godt sætt hårdt og md hårdt.

Jeg bad ham simpelthen om at holde op med at græde.
"Så kan du godt stoppe, kammerat!"

Så stoppede han, stoppede havregrynene i bøtten og endnu engang måtte jeg fortælle ham, at Mor bliver nødt til at arbejde og når Anton havde sovet til middag, ville Mor være hjemme igen. (Hurra for korte dage på skolen!)
Derefter sagde han lige så stille: "Anton arbej, Anton komm' hjem 'gen", "Mor bli' her!".

Hmm, var det i virkeligheden det, det handlede om? At han også ville prøve at være den, der kom hjem igen? Han har leget den samme leg jævntligt: Han vinker, brøler hej-hej og "kommer 'gen, do degundar!" og så skal vi kramme og sige "Ihhh, hvor er jeg glad for, du kan hjem igen!"

Nå, jeg kunne da komme ud af døren uden de store svinkeærinder. 10 min. for sent.
Skoledagen var ikke for køn. Jeg fik en mindre nedsmeltning over et hærget lokale og andet godt...  - og på et tidspunkt var jeg tæt på at sætte mig ned og tude.

Det gik dog. Alt sammen.

Anton var små-underlig, da jeg kom hjem og vi endte med at gå en megalang tur med klapvognen. Så var der ro på. Masser af mor-og-søn-tid.

Han var med til at lave aftensmad, men fandeme om ormen ville æde det?

Han tog sig endnu en tudetur, endnu en jeg-nægter-og-tror-jeg-får-magten-ved-at-tude tur.
Denne gang blev jeg så upædagogisk, at jeg ignorerede ham. Jeg ville simpelthen ikke spille hans spil, så han fik valget spis eller gå ned fra bordet, hvilket aftvang endnu en tudetur.
Han blev dog siddende og endte med at spise sin mad. Uden brok og uden larm.
Og jeg kunne få øjenkontakt med ham.

Thank god sov han rimelig hurtigt og uden ballade.
Jeg har fundet en ny puttemetode: I stedet for at blive så fandens frustreret og tale med store bogstaver, når han ikke vil sove, så gør vi således: En bog - sange eller historier - putte, nøsse og godnat. Jeg bliver siddende ved ham med lyset tændt og læser en bog og han ruller sig om på siden og sover.
Og så kan jeg lappe af efter en lille halv time...

- det skal nok få kastet nogle gode læsestunder af sig. :-)

K.I.A.

- Killed in Action?

Narj, helt så slemt er det ikke, men idag var jeg dælme træt.
Karen in Action igen. Skolen og hverdagen kalder, Farmand bliver hjemme og Anton lå i morgen under håndvasken og vinkede "bye-bye", for jeg ku' bare skride: Han og Far sku' bygge togbane.

Når Far altså havde fået wrestlet lidt tekstil på ungen.

Det føles nu slet ikke slemt at begynde igen. Slet ikke.
Det er en dejlig følelse at tage hjemmefra, at arbejde og tænke på noget andet.
Det er dejligt at mærke, at jeg stadig kan mit fag, mit håndværk, min evne til at være med børn.

I går var jeg nok mest høj efter 6 lektioner og en forrygende velkomst, der varede fra 8 morgen til 2 eftermiddag.
I dag var jeg til at skovle op i en spand, da jeg kom hjem.

Jeg kan mærke, at jeg i den gard skal arbejde meget bevidst på at gennemføre mine ambitioner for mit arbejdsliv:

Vær tilstede i det, jeg gør.
Gør 1 ting af gangen og gør den færdig, før der påbegyndes noget nyt.
Kommer der en opgave midt i en anden - skriv den ned - og fortsæt, hvor jeg slap.

Jeg vågnede i nat med knolden fuld af huske-ting og den mndste lille "åh, nej-stress-død-og-ulykke"-illing løb ned ad den mentale rygrad, men jeg stod op og skrev det hele ned. SÅ var det ude af knolden og jeg kunne sove igen.

I aftes puttede jeg Anton og Farmand var med til at putte. Anton gassede sig højlydt - det var jo topbonus at putte mellem BEGGE de gamle... ;-) Da han faldt i søvn, lå jeg med følelsen af, at vi havde haft ham altid og alligevel tænkte jeg: "Lille mand dog...- havde jeg forestillet mig, at vi fik en dreng? NEJ! Og en på 1½ år? NEJ! Og nu kan jeg ikke forestille mig en verden uden ham, uden en søn."

Min lille bisse.

Hmm, sjovt som verden begynder og ender ved ham.

Jul

Jeg skal nok skrive - jeg har bare ikke tid!

Jeg har fået nyt legetøj!
Bedstemanden + hele familien lagde en Samsung Galaxy S2 under træet til mig, så jeg skal ae min nye baby.

Ses, når jeg er færdig. :-)
(Og nej - jeg spiller hverken Angry Birds eller WordFeud!)

/Karen

Morgenstund

har yoghurt på bordet og en søn, der forlanger mad kl. 06.17.

Nuvel, det ku' være værre. ;-)

Jeg har knolden fuld af tanker for tiden, der ikke rigtig fører noget sted hen. Det ville normalt have drevet mig pænt sindssyg, men mærkværdigvis er det som om, de dukker op, snurrer rundt en stund for at forsvinde igen. Ikke at jeg på den måde er syndelig tomhjernet eller forvirret - de store tanker hænger bare ikke rigtig fast.

Jeg irriteres først over min manglende tankefastholdelse, når folk spørger, hvad jeg tænker om dette og hint eller hvordan jeg tror, det og det vil blive eller hvad jeg har forestillet mig.
Truth be told - jeg aner det ikke...

Jeg var til julefrokost i fredags. En dejlig, dejlig fest, hvor jeg genså en stribe skønne kolleger, som jeg har det rigtig godt med - men også en stribe mennesker, som jeg fornemmer, er et andet sted end mig. Jeg har været væk fra skolen i 10 mdr. og forinden da havde jeg et særdeles ustabilt halvt skoleår med en langtidssygemelding. De har været på deres pind, haft deres daglige gang og arbejde, men jeg har været i min boble.

Jeg steg op af floden og går ned i den igen på det samme sted - men vandet er forandret... - det er ikke det samme vand, for det flyder videre, med eller undenmig.
Man kan overveje, om jeg også er den samme, der stiger ned i vandet igen...

Jeg mærker og mærker og mærker, om jeg er gal, vred, bange, ulykkelig eller noget andet over det faktum, men jeg kan ikke fornemme noget som helst. Blot en nærmest kølig overvejelse, der går på, at nu starter jeg et sted - onsdag efter nytår og så må jeg tage 1 skridt af gangen, 1 ting af gangen og se tingene an.
Jeg kan ikke overskue eller forberede mig på alt, jeg møder - dertil er der for store variabler. Ængstes jeg over de variabler?
Næ, jo - ja, nej. Jeg ved det ikke.
Hvilket også er mit svar.
Jeg ved det ikke.

Hamrer hjertet lidt hårdere ved tanke om arbejde?
Ja! I den grad - men det er nu mere, om jeg kan/skal/bør vende tilbage til det tempo, jeg havde før? Er jeg naiv i min 1-ting-af-gangen-tænkegang? Kan jeg overhovedet finde ud af mit job?

Derfor kredser tankerne også om at lave noget andet. Et andet job, væk fra undervisning - uddannelse...

I tirsdags var det et år siden, at vi fik besked om Anton. Det kostede det stakkels barn en hel del ekstra møsser og krammere tirsdag, mandag og hele weekenden. Kroppen husker følelseshavet og der er en lille klump i halsen. Det var nogle vilde dage med angst, sorg og helt ustyrlig glæde.

Jeg kan stadig blive helt vildt rasende på den pædiater, der absolut mente, at der skulle indhentes dit, dyt og dat af prøver og som forlængede det hele med nogle rådne uger. Jeg ved rationelt, at ja - manden skal fremføre ALT, men for fanden da - havde Anton fejlet den gendefekt, som han mistænkte ham for at have, så havde Anton været død. No way havde man ofret dyre og vanskelige behandlinger på et børnehjemsbarn!
Hold da kæft... ARGH!

Men nu sidder han her, på gulvet foran TV og ser Nissebanden. Siger "kaf-magiin" og er vokset i alle ledder og kanter. Fræk som en slagterhund, stærk som en lille okse og fremme i bussen.

Var der mer, jeg ville fortælle?
Hmm, det har jeg glemt.

Jeg er her bare.

Countdown til jul

I dag har jeg slagtet en kvart ko.
Fingrene lugter stadig af råt kød...

Karen-Karen trænger til at komme ud og blafre med ørerne og fanges i svage øjeblikke i at længes efter sit arbejde! Quelle skråplan!
Moar-Karen vægrer sig...

Jul?
Hmm.
Jeg havde nok forestillet mig, at jeg ville gå i total "Klon af Blomsterberg og Heiberg mødes på La Glace med Gertrud Sand" og jule skråt på matriklen, men næ....
Sidste weekend blev Anton droppet af hos bedsterne til første overnatning uden Far & Mor, hvilket gik glimrende, I might add - mens Mor & Far tog på romantisk weekend.

Hold da kæft, det var mærkeligt.
Jeg NØD at kunne fuldende en sætning, tænke færdigt og debattere færdigt. Spise med dug på bordet, der ikke er en voksdug. Drikke mig søbbet i lyserød Epernay-champagne! Gå i seng UDEN at have et kvart MOR-øre åbent eller en lille varm barnekrop møvet op af maven...
Jeg savnede ham egentligt ikke, men han sad i baghovedet alligevel.

Næste morgen savnede jeg ham, så det rev.

Toback to the jule-issue... - Anton og jeg gjorde rent og dullede huset op i juledims. Blot for at pille en del ned igen. Det rodede i mit hoved... (forklar mig venligst, hvordan en skide papirsstjerne kan rode i mit hoved!)
Anton fandt en lille kitchet nissebaby i en sivkurv i en af kasserne. "Baby op!" - "Ja, ja, min dreng", selv om jeg egentligt nok hader nisser lidt, men denne er en adventsgave fra Fru Moderen og alle unger i familien har fundet den babynisse og gået tur med den.

Et par timer går.
Så kommer Anton buldrende, lidt vred og lidt ulykkelig og spørger, hvor "Nenne-Dada" og Nenne-Mor" er?
Så måtte vi dykke i kassen og se, om der var nogle nisser, der ku' agere Dada og Mor.
Det var åbenbart meget vigtigt...