Torsdag var en møgdag. Sådan da.
Den begyndte skidt, fortsatte ned i rendestenen og kun glimtvise guldøjeblikke holdt den fra at være totaltnederenskodagtig. Sådan da.
Allerede 6.15, ved det første bip fra vækkeuret, begyndte Anton at græde og småpjevse. "Moar ikk arbej!"
Han klynkede på badeværelset, under bruseren som ellers plejer at være et hit, skulle bæres ned af trappen og ville ikke rigtigt noget.
Morgenmad var skod. Han ville ikke havde det, han selv havde bestilt, ville ikke spise selv, ville ikke have hjælp og sad stort set bare og skiftevis klynkede og græd, skiftevis små peb og storbrølede.
Han ville have tørret tårene, men han ville ikke selv og han ville ikke have hjælp.
Mantraet kørte for fuld skrue. "Moar ikk arbej"...
Fantastisk ufed måde at begynde en dag på.
På et tidspunkt knækker han dog. Det er som om, han ikke kan opretholde sin gråd og jeg kan høre på hans tone, at han skifter fra oprigtig gråd til noget hys-du-ska-høre-på-mig-og-jeg-bliver-ved"-magtkamp-noget.
Der turde jeg godt sætt hårdt og md hårdt.
Jeg bad ham simpelthen om at holde op med at græde.
"Så kan du godt stoppe, kammerat!"
Så stoppede han, stoppede havregrynene i bøtten og endnu engang måtte jeg fortælle ham, at Mor bliver nødt til at arbejde og når Anton havde sovet til middag, ville Mor være hjemme igen. (Hurra for korte dage på skolen!)
Derefter sagde han lige så stille: "Anton arbej, Anton komm' hjem 'gen", "Mor bli' her!".
Hmm, var det i virkeligheden det, det handlede om? At han også ville prøve at være den, der kom hjem igen? Han har leget den samme leg jævntligt: Han vinker, brøler hej-hej og "kommer 'gen, do degundar!" og så skal vi kramme og sige "Ihhh, hvor er jeg glad for, du kan hjem igen!"
Nå, jeg kunne da komme ud af døren uden de store svinkeærinder. 10 min. for sent.
Skoledagen var ikke for køn. Jeg fik en mindre nedsmeltning over et hærget lokale og andet godt... - og på et tidspunkt var jeg tæt på at sætte mig ned og tude.
Det gik dog. Alt sammen.
Anton var små-underlig, da jeg kom hjem og vi endte med at gå en megalang tur med klapvognen. Så var der ro på. Masser af mor-og-søn-tid.
Han var med til at lave aftensmad, men fandeme om ormen ville æde det?
Han tog sig endnu en tudetur, endnu en jeg-nægter-og-tror-jeg-får-magten-ved-at-tude tur.
Denne gang blev jeg så upædagogisk, at jeg ignorerede ham. Jeg ville simpelthen ikke spille hans spil, så han fik valget spis eller gå ned fra bordet, hvilket aftvang endnu en tudetur.
Han blev dog siddende og endte med at spise sin mad. Uden brok og uden larm.
Og jeg kunne få øjenkontakt med ham.
Thank god sov han rimelig hurtigt og uden ballade.
Jeg har fundet en ny puttemetode: I stedet for at blive så fandens frustreret og tale med store bogstaver, når han ikke vil sove, så gør vi således: En bog - sange eller historier - putte, nøsse og godnat. Jeg bliver siddende ved ham med lyset tændt og læser en bog og han ruller sig om på siden og sover.
Og så kan jeg lappe af efter en lille halv time...
- det skal nok få kastet nogle gode læsestunder af sig. :-)
